EU'S afmagt
Den europæiske asylkrise
fik sit eget forkromede forlig på EUtopmødet i fredags, men dermed er den gode nyhed desværre også hurtigt fortalt. Et sammenbrud i asylforhandlingerne ville have kastet selve Eu-samarbejdet ud i en eksistentiel krise, var alle deltagende regeringschefer enige om på forhånd. Det handlede derfor om at strikke et kompromis sammen for enhver pris.
Forliget er derefter, og selv dét holdt hårdt. Det er ukonkret og uforpligtende. Det er fyldt med hensigtserklæringer og luftige målsætninger. Dertil de sædvanlige ekstra ressourcer til grænseagenturet Frontex og en besværgende ambition om, at nu-nu-nu skal det være med en bedre kontrol af EU’S ydre grænser – tre år efter massetilstrømningen af migranter og flygtninge i 2015.
EU vil nu undersøge
muligheden for at oprette opsamlingscentre i Nordafrika, hvor asylsøgere kan få prøvet deres ansøgninger, inden de enten sendes videre til EU eller retur til deres hjemland. Samtidig skal der oprettes centre i Europa, hvor mennesker, der reddes i Eu-farvand i Middelhavet, kan få samme sagsbehandling. Der er ikke udsigt til, at disse forsøg kan realiseres med kort varsel.
I 20 år har EU været i dialog med lande som Marokko og Tunesien om præcis disse idéer, men fået kategorisk nej. Forholdene i Libyen har siden Muammar Gaddafis fald været kaotiske. Det kan ikke afvises, at en lokal krigsherre kan overtales til at tillade et opsamlingscenter, hvis checken er tilstrækkeligt stor. Men det er ikke et samarbejde, som EU kan gå ombord i. FN’S flygtningehøjkommissariat, UNHCR, samt diverse menneskerettighedsorganisationer skal sige god for arrangementerne. Det har meget lange udsigter.
Det samme har ambitionen om at oprette centre i lande som Albanien og Makedonien. Også det har været løbende undersøgt og ikke givet resultat. Kun idéen om at oprette centre i Eu-lande, som – »frivilligt« – vil lægge jord til, kan have noget for sig. Tyskland melder sig utvivlsomt med god vilje, og de sydeuropæiske lande kan også have en interesse i det, så længe flygtninge, der faktisk opnår asyl, kan sendes videre til andre lande. Men hundeslagsmålet vil fortsætte.
Aftalen vil ikke betyde
alverden, simpelt hen fordi målsætningerne er så urealistiske. Forliget tjener først og fremmest det formål at give Tysklands kansler, Angela Merkel, skyts til hendes hjemlige magtkamp med den bayerske regeringspartner CSU. Hendes videre skæbne afgøres søndag aften i Berlin på et møde mellem de to unionspartier. Dét opgør udstiller i sig selv den aktuelle desperation i asylkrisen. CSU forlanger reelt ikke andet, end at asylsøgere, der er registreret i et andet land, skal sendes tilbage dertil, præcis som det forlanges i Dublin-aftalen. Men Merkel ønskede, hvad hun kaldte en europæisk aftale. Den har hun fået, så symbolsk den end er, og så venter alle spændt på, hvad CSU nu siger. Selve forliget i Bruxelles taler nok for, at udsigten til et regeringssammenbrud i Berlin er taget lidt af.
Reelt er Eu-landene ikke kommet nærmere en afklaring på, hvordan tidens store tendens – migrationen fra ikkevestlige lande – skal håndteres. Der er stadig en udtalt berøringsangst over for emnet, selv om meget også har flyttet sig. Hvem drømmer i dag f.eks. om at kritisere lukningen af Balkan-ruten? På det afgørende spørgsmål om, hvordan et »Fort Europa« skal etableres med alt, hvad dertil hører, skubber Eu-lederne stadig en afklaring foran sig. Det er meget forståeligt, så ubehageligt emnet er. Men der er ingen vej udenom.