Efter EU'S topmøde i Bruxelles: Trump er den vitale trussel

Forleden opsøgte jeg en gammel ven, gennem mange år en af vore ledende ambassadører, nu pensionist, klog og inspirerende, men også temmelig fortvivlet. Fra sit hus midt i de sjællandske yndigheder ser han ud over det Europa, der var og er hans speciale, og over til

USA, hvor han også tjente, og som han har ganske megen viden om.

Vor timelange samtale fik mig til at tænke på en anden ven, denne gang tyrkisk diplomat, der sukkede, trykket af de lidet muntre tilstande i sit hjemland: »Alt det, vi byggede op gennem årene, synes at smuldre.«

Smuldrer Europa? Vor civilisation har i sine tusind år overlevet så mange kriser, at jeg vanskeligt kan forestille mig dens undergang. Men at kontinentets situation er alvorlig, lader sig ikke benægte.

Europa fægter sig i denne højsommer, blændet af et uanstændigt fodboldcirkus, organiseret til ære for Ruslands diktator, Vladimir Putin, gennem en måske livstruende overgang. Hvorhen den fører os, ved ingen og beskæftiger de færreste sig med.

Man skal være mere end almin- deligt blind – hvilket mange af vore politikere synes at være, enten fordi det passer dem, eller fordi de er intellektuelt tilbagestående – for ikke at se med bekymring på især Spanien, men også Storbritannien, Italien, Centraleuropa og Mellemøsten.

Hvortil jeg gerne lægger, hvad mange synes at have vænnet sig til: USA'S hastigt optrappende sabotage af den vestlige alliance samt Ruslands krige mod Ukraine og Georgien.

At det uforenede Europas muligheder over for USA, Rusland, Kina og andre ubehagelige magter er begrænsede fremgik af torsdagens og fredagens topmøde i Bruxelles, i sig selv en deprimerende affære præget af idéforladthed og vanetænkning, herunder formodet nationale prioriteter såsom opsamlingslejre for flygtninge og immigranter så langt væk fra Europa som muligt.

Det vitalt vigtige tema, præsident Trumps politiske og økonomiske offensiv mod Europa, kunne ikke helt undgås, men spillede en underordnet rolle. Håbet blandt vore ledere er tilsyneladende, at det amerikanske onde vil vise sig forbigående.

Det vil det med sikkerhed ikke. USA har i et anfald af svimmelhed forladt den virkelige verden. Trump er ikke sygdommen, men dens symptom. Ondet kan sagtens forværres under hans efterfølgere.

Det europæiske ministerråds formand, polakken Donald Tusk, har fattet det. Tusk opfordrede i Bruxelles sine kolleger til at forberede sig på det værste, hvilket vil sige et brud – måske fjendtligt – mellem USA og Europa. Tilliden mellem de gamle allierede er væk, en totalt irrationel handelskrig trækker op, det nært forestående topmøde mellem Trump og Putin hænger som en tordensky over Europa.

Mange spørger sig selv: Hvad foregår her? Indtil videre holder det amerikanske system af magtbeføjelser og kontrolforanstaltninger, men hvor længe? Kongressen og domstolene synes at vige for en destruktiv præsident. Kan Trump være den agent, som russiske interesser hævdes at have sat i vej for mange år siden med kurs mod Det Hvide Hus? Mareridtet i seriøse europæiske hovedstæder er en gentagelse af det nazistiske Tysklands og det kommunistiske Ruslands beslutning i 1939 om at dele kontinentet imellem sig. Som bekendt fulgte Anden Verdenskrig.

Europas store problem er ikke – som hævdet på topmødet i Bruxelles – flygtningene, men Europas manglende suverænitet. Vi må omsider lære at tage vare på os selv og på vor frihed, løsgjort af et uberegneligt USA.

Blændet af et uanstændigt fodboldcirkus fægter Europa sig gennem en måske livstruende overgang.