Det er stadigvæk et yndigt land
Jalil Hariri overlæge, Sydals
Min kære kollega, overlæge Tina Di Caterino skrev ”ugens udvalgte”, et læseværdigt og på flere måde tankevækkende indlæg i JP 24/6. Klummen omhandlede mennesker som mig, et menneske med anderledes navn, med en anden lød af hud og hår, men til forskel for de eksempler, Tina Di Caterino omtaler, blev jeg på intet tidspunkt dømt ude af jer, etniske danskere.
Tværtimod. Der bliver taget pænt imod mig med åbne arme og hjerte, blandt andet af dig, Tina, hver gang vi mødes til årsmøder og andre faglige arrangementer. Jeg kom til dit (til stadighed) yndige land som en indvandrer i 1971, og mine oplevelser igennem de sidste 47 år har fået mig til tasterne, stimuleret og provokeret af dit indlæg.
Det var etniske danske forældre, der valgte mig som forældrerepræsentant i Odense-sygehusets børnehave ultimo 1970’erne/primo 1980’erne. Det var etniske danske kollegaer, der valgte mig som de yngre lægers repræsentant i samarbejdsudvalget (som det hed dengang) på Patologisk Institut i Odense i primo 1980’erne.
Det var etniske danske forældre, der valgte mig som forældrerepræsentant, siden bestyrelsesmedlem og til sidst bestyrelsesformand på Skt. Nikolaj Skole i Esbjerg i 1980’erne. Det var også vores faglige selskab, Dansk Patologiselskab, der valgte mig som selskabets repræsentant i Sundhedsstyrelsens arbejdsgruppe vedr. screening for livmoderhalskræft ultimo 1990’erne.
Så nej, Tina. Jeg, trods forkert navn, hud og hår, blev ikke dømt ude. Og jeg er ikke den eneste af slagsen.
Du vil næppe komme på et dansk sygehus eller i større supermarked uden at møde kvindelige medarbejdere med muslimske tørklæder. På patologiafdelingen i Sønderborg, hvor jeg også arbejdede, var der to yngre kollegaer fra Iran og Irak. Begge er kommet videre. Jeg blev indlagt akut på Sygehus Sønderborg for ca. 10 år siden, hvor der var en iransk læge som bagvagt, der tog imod mig. Der var også en yderst kompetent kirurg fra Somalien, der opererede mig på Sygehus Sønderjylland for ca. fire år siden.
Når det er sagt, er det også en kendsgerning, at integrationen er forfejlet i Danmark, men der bør ikke glemmes, at integration er en gensidig proces, der kræver positive intentioner fra begge sider. Dine eksempler er jo alvorlige, og jeg vil på ingen måde bagatellisere dem, men jeg tror, at lignende forhold kan forekomme lige så ofte for etniske danskere. Livet er ikke altid retfærdigt, ej hellere i et yndigt land.
Hensigten med min reaktion er ikke at udkonkurrere dig med flere eksempler end dine, men det er mit håb, at du vil justere sigtekornet. Hvis du ser bort fra journalisterne og politikerne (begge roder jo rundt i bunden af troværdighedsskalaen) og fokuserer i stedet på dine arbejdspladser, dine kollegaer, dine naboer og omgangskreds, hvad ser du så? Hvor mange af dem, som du omgås, er hadske over sådan nogle som mig?
Dem, du omgås, er jo dem, som er de danskere, der repræsenterer det yndige land, som du og jeg bor i.
Så kære Tina, tillad mig min modpåstand: Danmark er stadigvæk et yndigt land, og jeg elsker danskerne, dig indbefattet.