Troen på at lykkes er en større drivkraft, end man kan forestille sig
I 2013 komapatient på Neurointensivt Afsnit efter blødninger uden på hjernen, nu gælder det aflevering af universitetsspeciale.
Mike Stoltenborg Sørensen specialestuderende ved Institut for Kultur og Samfund, Aahus Universitet
Aarhus V
Jeg er i gang med de indledende øvelser til mit speciale. Det handler om bondebevægelsens kamp i 1840’erne for lige rettigheder med landets andre borgere. Bønderne i 1800-tallet var samfundspyramidens absolutte bundprop med færre rettigheder og ringere anseelse end borgere uden for bondestanden. Deres politiske krav knyttede sig primært til afviklingen af det traditionelle godssystem med fæsteforhold, som var skyld i mange menneskers ufrihed.
Det er vældig spændende.
Med et minimum af bekymringer var jeg hidtil gået ukompliceret gennem mit unge liv. Det var en stor kontrast til at vågne som hjerneskadet på sygehuset. Hvem var jeg nu? Kunne jeg fortsætte som før? Ville mit liv blive, som jeg ønskede det? De eksistentielle og på mange måder ubekvemme tanker var mange.
har gjort, at jeg går mere ydmygt til opgaven, end jeg tror, jeg ellers ville have gjort. Jeg var til fredagsbar den martsdag i 2013. Sammen med min gymnasiekammerat var jeg sommeren før flyttet hjemmefra til et liv, der bestod af studie, venner, fest og farver. Alt var godt.
Billedet var et andet, da jeg vågnede på sygehuset en uge senere. En faldulykke fra første sal var årsag til skulder- og kæbebrud, punkteret lunge og blødninger uden på hjernen. Den følgende uge var jeg komapatient på Neurointensivt Afsnit.
En måned senere blev jeg overflyttet til Hammel Neurocenter, hvor genoptræningen foregik. Bogstaveligt som overført ventede jeg en kamp for at komme på benene. Slaget mod mit hoved gjorde, at jeg skulle genlære ting, som de fleste 21-årige tager for givet. Klare sig selv, tænke klart, bevæge sig frit omkring.
Med et minimum af bekymringer var jeg hidtil gået ukompliceret gennem mit unge liv. Det var en stor kontrast til at vågne som hjerneskadet på sygehuset.
Hvem var jeg nu? Kunne jeg fortsætte som før? Ville mit liv blive, som jeg ønskede det? De eksistentielle og på mange måder ubekvemme tanker var mange.
Tilbage i 1840’erne blev bondebevægelsens kamp for rettigheder mødt af en kold afvisning fra ”enevælden”. Det mest iøjnefaldende forsøg på at bremse bøndernes kamp op ad samfundsstigen var det såkaldte bondecirkulære fra den 8. november 1845.
Det forbød bondestanden at mødes om retlige anliggender uden først at anmelde det til områdets politimester. Og det forbød udenbys folk at deltage i sådanne møder. Et drastisk skridt mod en bondestand, som ønskede flere rettigheder, ikke færre.
I forbindelse med genoptræningen fik jeg lavet en neuropsykologisk undersøgelse, som skulle vurdere mit kognitive funktionsniveau. Psykologen forklarede efterfølgende, at der var langt til niveauet på uni- versitetet – ikke opløftende.
Til min fordel var psykologens dom ikke udtryk for viljestyrke eller arbejdsomhed, for så havde jeg nok ikke haft chance for at komme i mål på universitetet.
Med hårdt arbejde og en tro på, at det nok skal lykkes, har jeg imidlertid haft held til at kompensere for min rystede hjerne. Det har foreløbig bragt mig fine akademiske resultater såvel som et praktikophold på Christiansborg.
Det var ikke sket, hvis jeg havde smidt håndklædet i ringen tilbage i 2013. Tilsvarende ville bønderne i 1800-tallet heller ikke kunne se tilbage på frugten af deres anstrengelser, hvis de havde ladet sig slå ud af omverdenens forsøge på at fortælle dem, at de ikke kunne.
Langsomt, men sikkert blev deres forhold bedre, og deres stemme fik indflydelse på, at landets første grundlov blev en for tiden meget demokratisk forfatning.
Ligesom bondebevægelsens kamp fik mere næring af enevæl- dens modstand, blev min kampgejst skærpet snarere end slukket af beskeden om, at jeg ville få svært ved at klare mig på universitetet.
»En frihed, der sejrrig går ud af en hård anfægtelse, er fastere begrundet, højere skattet og samvittighedsfuldere agtet, end forinden den havde måttet bestå en sådan kamp.«
Bondecirkulærets begrænsninger af bondestandens frihed blev tilbagetrukket den 14. maj 1846. I min research til specialet stødte jeg på den ovenstående reaktion i avisen Almuevennen.
Jeg synes, det er meget betegnende for mit forhold til de færdigheder, jeg måtte kæmpe for at genvinde efter ulykken.
Det ville være noget rod, men jeg kunne unde alle mennesker at miste førligheden i en periode. Miste basale funktioner. For mig har det betydet, at jeg dagligt nyder glæde af det perspektiv på livet, ulykken har givet. Hver dag går jeg rundt med en oprigtig taknemmelighed over bare at være til. Taknemmelighed giver glæde.
»Er du fra landet, eller hvorfra kommer interessen for 1800-tallets bønder?« spurgte min specialevejleder tidligere i processen. Jeg tror, det handler om, at jeg kan se mig selv i dem. Glade for livet og med betingelserne imod sig arbejdede de hårdt for at komme frem i tilværelsen. Som en følge af ulykken må jeg i dag arbejde hårdere for at nå de samme resultater, som jeg før behøvede færre ressourcer til.
Hvor der er vilje, er der som bekendt vej. Jeg er overbevist om, at vi kan nå lige præcis dertil, hvor troen og viljen rækker. Troen på at lykkes er en større drivkraft, end man kan forestille sig.
Når jeg forhåbentlig om mange år ser tilbage på mit liv, vil jeg ligesom bondebevægelsen gerne kunne sige, at anstrengelserne bar frugt. Et skridt på vejen er det speciale, jeg afleverer den 2. januar 2019.