Det ideologiske limbo fremmer de nationalistiske råbekor

Når tyrkere i Danmark og Tyskland stemmer på Erdogan, skyldes det ikke ideologisk enighed. Forklaringen er nationalistisk.

Nationalismens svulmende hjerte skaber konflikter i en tid, der er europæiseret og globaliseret, og hvor vi bor i hinandens lande.

Da jeg gik i gymnasiet, var jeg DKU’ER. DKU var ungdomsafdelingen af Danmarks Kommunistiske Parti. Vi lærte, at de fattige automatisk blev fattigere, mens de rige blev rigere. Derfor ville der komme revolution. Proletarerne ville vinde, for dem var der flest af, og proletariatets diktatur ville sikre lighed. Derefter ville historiens dialektik blive ophævet og utopien og verdensfreden vare evigt. Basta. Nogen spørgsmål?

Vi bemærkede naturligvis listigt ud ad øjenkrogene, at netop i de år – i 1960'erne – da blev danske arbejdere rigere end før og rigere end arbejdere de fleste andre steder. Deres børn kom i gymnasiet. De fik parcelhus, bil og tog på ferie i udlandet. Alt det sørgede kombinationen af kapitalistisk dynamik og velfærdsstat for.

Vi i DKU ventede tålmodigt på revolutionen. Nogle af os blev trætte af at vente, vi var for utålmodige. Jeg ved ikke, om DKU stadig eksisterer i Aarhus, hvor jeg voksede op. Jeg tvivler. Politisk teori er ikke dragende i vore dage, ligesom dengang.

Det er nationalismen derimod. Den er ikke en teori, ikke intellektuelt postuleret. Nationalismen kommer fra vores indre korridorer og tunneller, den er der i forvejen ligesom seksualdriften. Den skal blot lokkes frem. Det ser vi for fuld udblæsning til VM i fodbold. Jeg har lige arbejdet i Tyrkiet, fordi der var valg. Jeg så Danmark-australien på en irsk pub i Istanbul. Selv stod jeg op og sang med høj røst ”Der er et yndigt land” inden kampen, mere eller mindre synkront med afsyngningen i Rusland, gengivet på den irsk-tyrkiske pubs tv. Tilstedeværende tyrkere tog min solosang høfligt.

Nationalisten Erdogan vandt den politiske kamp i Tyrkiet. En undersøgelse bagefter viste, at også et flertal af udlandstyrkerne med tyrkisk stemmeret havde stemt på Tyrkiets stærke mand, ”kaptajnen” kalder hans beundrere ham. Et flertal af tyrkerne i det demokratiske Danmark og et flertal af tyrkerne i det demokratiske Tyskland stemte altså på en mand i deres oprindelsesland, der sætter modstandere i fængsel og statsstyrer medierne.

Ifølge det tyske magasin Focus, så stemmer de fleste tysk-tyrkere socialdemokratisk til valg i Tyskland. SPD går ikke som Erdogan ind for indespærring af demokratiske politikere eller statskontrol med medierne. Tværtimod. SPD modsatte sig med smertefulde omkostninger begge det 20. århundredes to store diktaturer i Tyskland. Så hvorfor to modstridende værdisæt hos tyrkerne i diasporaen, ét til brug i det gamle land og ét til brug i det ny?

Forklaringen er nationalistisk. Erdogan er stolt i mange tyrkeres øjne. Han kryber ikke for nogen, heller ikke for Vesten. En af deres nationalitet fremstår som vinder. Hurra, siger de. Der ligger ikke en gennemanalyseret accept af indespærringer af politikere og statskontrol med medierne bag udlandstyrkernes opbakning til Erdogan. Kun opbakning til en mand, der opfattes som et ukueligt natio- nalt symbol. Udlændighed styrker den nationale følelse.

Da Nordirland fra 1968-98 var splintret af borgerkrig mellem irske katolikker, der kæmpede for et forenet Irland, og irske protestanter, der ville forblive britiske, da støttede katolske irsk-amerikanere undergrundshæren IRA med millioner af dollars.

IRA brugte terror. Det rørte ikke flinke familiefædre i Chicago og New York. De pungede generøst ud, så IRA kunne købe våben hos Gadaffi i Libyen og sprænge bydele og civile i luften på De britiske Øer. Deres irske frænder i det gamle land var i krig, så de bakkede automatisk op. Jeg snakkede med mange irsk-amerikanere i USA dengang. De donerede uden større indsigt i detaljerne til den irske borgerkrig, de sang ”Oh Danny Boy” med våde, grønne øjne, hadede briterne og mindedes kartoffelhungeren fra 184549. De analyserede ikke situationen, satte ingen spørgsmålstegn. For familien, stammen, var i krig. Naturligvis hjalp de.

”Vi elsker vort land”, synger danskerne til Sankt Hans. Og nationalsangen klinger til ære for landsholdet, selv på en pub i Istanbul. Men nationalismens svulmende hjerte skaber konflikter i en tid, der er europæiseret og globaliseret, og hvor vi bor i hinandens lande. Tyrkisk-tyske landsholdsspillere synger ikke med på den tyske nationalsang før kampene.

De beskyldes nu på tyske sociale medier for at være årsagen til tyskernes nederlag i Rusland. Der er klare racistiske over- samt undertoner i shitstormen. Fodboldspillets nationalisme opfattes normalt som et udtryk for godmodig nationalisme. En nødvendig ventil for nationalismen, så vi ikke går i rigtig krig, kun til landskampe. De verbale overfald på de to spillere af tyrkisk afstamning på det tyske hold er ondskabsfulde.

Måske er det på tide at genoptage aftenskoler i kedsommelig marxistisk teori som dengang i 1960'erne i Mejlgade 80 i Aarhus for at afbalancere hjertets impulser med hjernens analyser. I vor tids ideologiske limbo risikerer vi ellers at ende med nationalistiske råbekor, der kan gå ud over den internationale husfred på et mere alvorligt plan.

De verbale overfald på de to spillere af tyrkisk afstamning på det tyske hold er ondskabsfulde.