Der var en, der var to, der var tre – på tur

Den medfødte værdighed er på spil i sproget, og det afsløres ikke mindst i mediernes omtaler og kategoriseringer af mennesker.

ELISABETH DONS CHRISTENSEN SAMIRA NAWA AMINI Det er dejligt at leve. Det har det også været de seneste fire år, hvor jeg grundet særreglen om, at præster, biskopper og dommere skal pensioneres fra deres embeder, når de fylder 70 år, ikke har haft fast arbejde. Ikke at jeg havde drømme om at skulle bæres ned fra prædikestolen som 89-årig – som gamle Grundtvig blev – men der ville måske nok have været krudt i mig til et par år mere. I hvert tilfælde har jeg ikke følt mig som pensionist og slet ikke en del af ældrebyrden i de forløbne fire år. Jeg har stadig siddet i bestyrelser, deltaget i samfundsdebatten, holdt foredrag, døbt, viet og begravet, lavet mad, gjort rent og passet horder af dejlige børnebørn på kryds og tværs.

Ligesom masser af andre ældre mennesker, jeg kender: gamle præstekolleger, der får folkekirken til at hænge sammen ved mange – meget lavt aflønnede – vikariater, gamle landmænd, der passer haver, marker og køer, kvinder fra alle fag, der gør rent for andre, en gammel redaktør, der værner om demokratiets tilstand i verden ved at læse stakkevis af indberetninger om samme, min gymnastiklærer på 79, der har fire hold om ugen, min gamle organist på 77, der er ansat i en 20 pct.-stilling og hver torsdag bringer møbler ud og ind i en genbrugsbutik, min ene lægeveninde, der underviser i bridge to aftener om ugen og sidder frivillig vagt på et museum, og en anden lægeveninde, der i en alder af 70 er ved at tage organisteksamen.

Så egentlig synes jeg, jeg er omgivet af mennesker, der ikke tilhører en særlig art af menneskeheden, men stadig – igen med henvisning til Grundtvig – lever »et jævnt og muntert, virksomt liv på jord«, gør gavn og nytte rundt omkring sig.

Men her den 18. juni 2018 gik det i al sin gru op for mig, at jeg var noget helt specielt, som satte mig uden for det samfundsmæssige og medmenneskelige samvær. Da stod der nemlig skrevet med sort på hvidt hen over hele DRsendefladen i Tv-avisen: »11 pensionister indlagt«. Og stemmen forkyndte det samme uden nogen antydning af vaklen: Det var virkelig 11 pensionister, der var blevet indlagt grundet mistanke om pølseforgiftning.

Jeg mindedes fluks Mandø-ulykken otte år tidligere. Da lød Ekstra Bladets budskab også: »Tre pensionister druknet«. Dengang sad jeg som biskop og skulle få det nye præstelige katastrofeberedskab til at virke, og jeg lurede lidt på, om mon præsterne også kun tænkte i pensionisttermer. Jeg fandt dog heldigvis ud af, at selv om katastrofeberedskabet – der var i sin vorden – var blevet afviklet lettere kaotisk, så havde den lokale præst været på stedet hele tiden, og han havde bestemt ikke skelnet mellem mennesker og pensionister.

Men da det nu er fremme igen, og jeg ser, at flere aviser (heldigvis ikke din, kære læser) gentager fadæsen fra selve det DR, som ifølge eget udsagn i disse sparetider er hovedkilden til al demokratisk dannelse og sammenhængskraft i Danmark, så synes jeg måske, tiden er inde til at råbe vagt i gevær.

Jeg er ikke sart med hensyn til at være blevet gammel. Alder er nu engang prisen for overhovedet at være i live. Men vores liv og tænkning afsløres som bekendt i sproget, og der er en hel verden til forskel på, at skrive 11 personer og 11 pensionister. Den flok af ca. 80-årige gamle kolleger, der mødtes den 18. juni, levede måske af deres pension, måske ikke. Det er revnende ligegyldigt. De mødtes ikke, fordi de er pensionister, men fordi de er mennesker med hang til samvær og samtale.

Jeg har aldrig været medlem af Ældre Sagen. Jeg medgiver, at der er mange svage ældre, som vi som samfund skal værne om, og jeg støtter bestemt Ældre Sagens hovedbudskab om, at ældre skal anerkendes som ligeværdige borgere. Men jeg bryder mig simpelthen ikke om, at vi deler vores samfund og omgangskreds op mere end højst nødvendigt. Det er slemt nok, at vi i dag lever mere på tværs end på langs. At vi alle, børn, unge og gamle, næsten kun møder vore jævnaldrende. At vi opdrager mere horisontalt end vertikalt, forstået på den måde, at gammel erfaret viden om opdragelse, ernæring og sundhed næsten fuldstændig erstattes af – skiftende – ekspertudsagn.

Jeg glæder mig også over, at ældre mødes om det, der interesserer dem, i stedet for at sidde hjemme og kukkelure. Jeg ved også, at foredragsdanmark er befolket af det grå guld, fordi de unge og midaldrende sidder og streamer derhjemme, men fri mig for interesseorganisationer, som ligefrem varetager bestemte aldersgruppers interesser overfor andre. Og for politiske partier, der tager patent på at varetage vi – mange – ældres tarv.

Så det er ikke, fordi jeg tilhører en forkælet 68-generation, som ikke vil finde mig i en grå pensionisttilværelse, at jeg går til angreb på det anvendte sprog.

Der er meget mere på spil, nemlig vores værdighed som mennesker. Men værdighed er to ting. Den ene er den ydre værdighed, dignitas, som vi kender fra antikken, hvor det er ydre faktorer, der afgør om et menneske er værdigt, f.eks. den (frie) mands position inden for en godkendt slægt, der gør ham værdig, eller som senere i Rom hans adfærd, hans ære, ærbødighed, beskedenhed og hensyn til andre.

Den ydre værdighed samles hos os i dag i vore præstationer, erhvervsevne, penge. Den anden værdighed kendes fra kristendommen, hvor værdigheden er medfødt, ontologisk, iboende. Her er vi alle som skabte i Guds billede lige i værdighed, og derfor er det en pligt at se et menneske som sig selv i hvert eneste menneske.

Den værdighed skal vi tage vare om hele livet igennem. Også journalister i den erhvervsaktive og hurtigtskydende alder.

Cand.theol. og biskop over Ribe Stift 2003-2014. Er tidligere formand for værdikommissionen og har udgivet bogen ”Det sårbare samliv”. De andre medlemmer af Weekendpanelet: BENTE TROENSE