Jyllands-Posten Søndag

Wozniacki var stolt over både titel og spil

- THOMAS MØLLER KRISTENSEN Jyllands-postens udsendte medarbejde­r thomas.kristensen@jp.dk

EASTBOURNE

Et ombejlet jubilæum bliver det nok ikke.

Tallet 30 skiller sig langt fra ud i rangeringe­n af milepæle, men Caroline Wozniacki har i det mindste givet sig selv muligheden for at ramme noget specielt, hvis hun vinder Wimbledon om 14 dage.

Det vil nemlig i givet fald være hendes 30. Wta-titel i karrieren, efter at hun lørdag snuppede det kæmpe trofæ i Eastbourne med en hårdt tilkæmpet sejr over Aryna Sabalenka med 7-5, 7-6.

Turneringe­n er kun opvarmning til næste uges Wimbledon et par timers kørsel nordpå, Caroline Wozniacki har vundet på sydkysten før og har stadig triumfen i Australian Open printet i bevidsthed­en, så hvor stort var det ærligt talt at vinde?

»Det er altid den samme følelse, det er altid sjovt at vinde,« fastslog verdenstoe­ren på det efterfølge­nde pressemøde, hvor hun også blev konfronter­et med, at hun nu har stået i hele 53 finaler.

»Det er efterhånde­n mange, men jeg er glad for, at antallet af titler også stiger. Sidste år vandt jeg først en titel i syvende finale, så jeg er glad for, at titlerne fører 2-1 i år.«

Den statistik kunne sagtens være endt som 1-2.

I første sæt havde Aryna Sabalenka to sætbolde, i andet sæt førte hun 5-2 i tiebreaker­en, men begge gange vendte hendes langt mere erfarne modstander det hele på hovedet, hvilket langtfra var et tilfælde.

»Jeg vidste helt sikkert, hvad jeg skulle gøre. Jeg skulle holde presset på hende, få dybe returnerin­ger ind i banen og få hende til at føle, at jeg ikke lagde mig ned,« lød den vellykkede opskrift.

Ved præmieover­rækkelsen blev Caroline Wozniacki overrasket over vægten af trofæet, og rent faktisk var hun også lidt benovet over, hvor godt hun havde præsteret hele ugen mod en stribe stærke græsnavne.

»Jeg har helt sikkert spillet godt og føler virkelig, at jeg har slået rigtigt gode spillere. Det var en virkeligt svær lodtræknin­g, så jeg er rigtigt godt tilfreds. Med titlen, men også bare med det, at jeg fandt en måde at vinde mod så mange forskellig­e spillertyp­er.«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark