»Historien kom, mens vi ventede på hovedretten«
Bag navnet Anna Ekberg gemmer sig forfatterparret Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich. De er aktuelle med kriminalromanen ”Havets børn”, og deres research har sendt dem til Afrika, hvor de har mødt tidligere børnesoldater.
Hvad er temaet i ”Havets børn”?
»Fra begyndelsen vidste vi, at vi ville skrive en roman om uretfærdighed. Vi taler tit om, at vi sidder med en følelse af, at verden i øjeblikket er en lille båd, der sejler rundt på et stort hav i stormvejr. Det hele er så spinkelt. Alt det ville vi fortælle om. Med udgangspunkt i nogle enkelte skæbner. Selve plottet – helt overordnet – fandt vi på, mens vi ventede på hovedretten på en restaurant i Silkeborg. Anders lånte en kuglepen, og vi skrev historien på 10-15 linjer på papirdugen.«
Hvordan har I lavet research til bogen?
»Vi rejste til Uganda. Opsøgte tidligere børnesoldater, tilbragte en masse tid med dem, hørte deres historier, så, hvorfra de var blevet kidnappet, mødte deres familier, rejste rundt i bushen ad de ruter, de havde fulgt dengang, græd med dem, forsøgte at forstå deres smerte. Det var chokerende – og livsbekræftende.«
Hvad har været den største udfordring ved at skrive den?
»”Havets børn” krævede, at vi kunne få Afrika til at leve. Afrika er jo mange ting: fattigdom, sygdom, krig og konflikt. Men også skønhed, liv og farver på en måde, man ikke finder i Europa. Det er et ekstremt kontinent. Fattige er for alvor fattige. De smukke er smukkere end i Europa. De farlige er farligere. Som en af personerne tænker på et tidspunkt: ”Der er så mange måder at dø på i Afrika.” Det kan forstås konkret, men også mere overordnet: Alt kan ske i Afrika. Fantastiske ting, grufulde ting. Det hele skulle med i bogen.«
Hvad er fordelene ved at skrive to sammen?
»Der er mange: To hjerner tænker bedre end Det er bedre at gå i krig to end at gøre det alene.«
Afrika er et ekstremt kontinent. Fattige er for alvor fattige. De smukke er smukkere end i Europa. De farlige er farligere.
Hvilken fælles arbejdsrutine sætter I størst pris på? »Vi sidder hver morgen på kontoret og vender verdenssituationen. Og privatlivet. Koner, kærester, ekser, børn. Det er med til at gøre vores lidt underlige forfatterliv lidt mindre underligt. Og så er vi begge glade for at rejse. Vi lever af vores fantasi, men vi er især vilde med virkeligheden.«
Har I særlige ritualer, inden I går i gang ved computeren?
»Nogle gange kan det være lidt en kamp at starte computeren op og skrive videre. Så minder vi hinanden om, at vi har et fedt job. For det har vi – det bedste i verden. Og sådan er det at skrive: videre, videre, hver dag. Henrik Stangerup plejede at sige, at blot han kunne skrive én god side på en dag, var han glad. For så havde han en bog om året.«
Hvad må der bare ikke være i en krimi? Og hvorfor ikke?
»Tomgang. Det må være krimiens værste fjende. Der skal være masser af fremdrift. Siderne skal vende sig selv – hele tiden må læseren være ved at dø efter at få at vide, hvad der mon sker på næste side. Man må aldrig kede sin læser.«