»Tænk, hvis VAR blev indført i dit ægteskab«
Hvis man indførte det omdiskuterede VAR-SYstem i ægteskaber, ville der nok prompte blive uddelt en del røde kort. Måske har vi det bedst med, at nogle ting - også de tvivlsomme - får lov til at gå under radaren.
»Og hvad mener du i øvrigt om Var-systemet,« kunne jeg høre mig selv spørge, da jeg tilfældigt stødte ind i en kammerat på gaden. Selvfølgelig havde han en holdning til det. Han er klart for. Personligt har jeg det svært med VAR.
Til dem, der nu sidder og rynker på næsen og tænker: »Hvad snakker manden om?«, kræver denne indledning en forklaring.
VAR er det nye videoovervågningssystem, som Det internationale fodboldforbund FIFA har indført under det aktuelle fodboldverdensmesterskab i Rusland. VAR skal sikre, at dommeren via en tvskærm kan orientere sig om spillet på banen, hvis der er tvivl om nogle hændelser. Det kan f.eks. være, han har overset et straffespark eller en svinestreg på banen, der burde føre til en udvisning af synderen.
På stadion render spillere og trænere konstant rundt og tegner en imaginær firkant i luften for at påvirke dommeren til at stoppe spillet for at løbe ud til tv-skærmen. Her får han så kontakt med et kontrolcenter befolket af andre dommere, der hjælper ham med at tolke spillets gang, inden han træffer den endelige afgørelse. Overskriften med fede typer er, at VAR skal sikre, at retfærdigheden sker fyldest.
Aldrig før er der blevet dømt så mange straffespark under et VM som i denne turnering. Tankevækkende.
Jeg bilder mig selv ind, at jeg gennem livet – indtil videre er det blevet til 57 år – har opført mig nogenlunde an- stændigt. Jeg har aldrig været i alvorlig konflikt med myndighederne eller været forfulgt af internationale forbryderbander.
Men jeg indrømmer gerne, at der er episoder i mit liv, hvor kæden er hoppet af. I disse situationer er jeg glad for, at der ikke har været et overvågningssystem a la VAR, der har fulgt hver af mine bevægelser – og ovenikøbet kunne gentage dem i en uendelighed i slowmotion. Episoder, hvor man tænker: »Puha, det var godt, at der ikke er nogen, der så mig lige nu.«
Forestil dig, at der blev indført VAR i dit ægteskab, på din arbejdsplads ... eller i din bil. Det er ikke nogen helt rar tanke.
Måske har vi det alle bedst med, at nogle ting får lov til at gå under radaren. For vi er jo bare mennesker, ikke sandt?
Det er bl.a. den konstante overvågning, som George Orwell behandler i sin dystopiske mareridtsroman "1984", hvor »Storebroder ser dig«. Her har Ministeriet for Sandhed altid styr på dig, for det ved altid, hvad du laver.
Ikke uden grund er det Orwellske overvågningsunivers blevet sammenlignet med de totalitære statssystemer, som blev opbygget i Østblokken i forrige århundrede.
Måske ser jeg spøgelser. Fodbold er jo trods alt bare en leg. Men det interessante er, om Var-systemet får fodboldspillerne til at ændre adfærd. Bliver "bøller" som spanske Segio Ramos og portugisiske Pepe fremover nødt til at agere søde skoledrenge i flinkeskolen, fordi deres unoder til enhver tid vil blive opdaget af et overvågningskamera? Nogle vil sikker bifalde denne udvikling, fordi begge har et kilometerlangt synderegister, mens andre vil begræde det, fordi det vil fjerne en vigtig del af sportens fascinationskraft.
Og hvad med alle de storslåede anekdoter, som fodboldhistorien har budt på, fordi dommeren har taget fejl. Det klassiske eksempel er episoden under fodbold-vm i Mexico i 1986, da argentineren Diego Maradona scorede et afgørende mål mod England. Selv sagde Maradona, at det var "Guds hånd", mens tvbillederne afslørede, at det var Maradonas egen, der spillede en afgørende rolle. Havde Var-systemet eksisteret dengang, havde manden i sort utvivlsomt annulleret målet, og historien kunne være endt på en helt, helt anden måde. Og vi var blevet en god fortælling fattigere. Godt eller skidt? Tja.
Bliver "bøller" som spanske Segio Ramos og portugisiske Pepe fremover nødt til at agere søde skoledrenge i flinkeskolen?