»Jeg forstår ikke, hvorfor min kone tænder af på mig over nogle ret ligegyldige ting«
En mand elsker sin kone, men hun bliver hele tiden mopset på ham. Og så klapper hun i i flere dage. Nu beder han psykolog Sus Desirée om gode råd til, hvordan han skal tackle konflikterne, når de f.eks. opstår over opvasken.
Lad mig sige det med det samme: Jeg elsker min kone, og jeg kunne ikke drømme om at forlade hende og vores to børn. Men det går mig mere og mere på, at hun tilsyneladende aldrig er helt tilfreds med min indsats i hjemmet. Hun synes, at jeg roder i min garage, selv om det egentlig er mit frirum, og hun synes heller ikke, at jeg hjælper nok til med børnene og husholdningen. Hvilket jeg faktisk ikke synes er en fair vurdering.
Problemet er, at hun bliver utroligt mopset og lukker helt i, når hun bliver sur på mig. Jeg bliver på den anden side enormt usikker, og så mister vi helt forbindelsen til hinanden.
Det kan så stå på i flere dage, selv om balladen ofte kan være udløst af en banal ting. F.eks. at jeg har stillet de beskidte tallerkner forkert ind i opvaskemaskinen. Så får jeg hele listen over “alle de svigt”, jeg præsterer.
Vi kan godt snakke sammen, når vi er gode venner, men jeg kunne godt bruge et godt råd til, hvordan jeg får løst situationen, når min kone bliver arrig på mig. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor hun tænder sådan af på mig over nogle ret ligegyldige ting. Gode hilsner, Knud
Den kritik, der kommer fra din kone, kan du gribe an på forskellig vis. Men det er vigtigt ikke at angribe eller lade sig angribe.
Det lyder, som om du og din kone begge har svært ved stå ved jer selv. Resultatet er, at I lader det gå ud over hinanden i stedet for at kigge indad. Du skriver, at du bliver usikker. Ligger der i det, at du ikke får sagt fra over for hendes angreb og ikke får sat dine grænser?
I så fald undertrykker du dig selv, hvorimod din kone "overtrykker". Begge parter er jo med til at bygge samspilsmønsteret op. Over tid kommer vi ofte til at skævvride vores tolkning af mønsteret. Vi ser måske, at den ene part tromler, og den anden part lægger sig fladt ned. Det bliver svært for os at fastholde en kærlig og omsorgsfuld kommunikation, fordi vi kommer til at tro, at hvis vi efterkommer kritikken, så mister vi terræn i forholdet.
Men det at miste terræn er ikke noget, der sker imellem partneren – men inden i os selv. Netop når vi ikke kan regne med, at vi vil stå ved os selv, så kan vi "trues" af den andens forskellighed. I er begge i en position, hvor I ikke føler jer set og hørt af den anden, og så tyr I til forskellige strategier for, hvordan I tror, at I bedst lykkes med det.
I uenigheder tyr vi ofte til at forsvare vores egen position – vi deler adfærden op i rigtig og forkert og anfægter det, den anden står for. Vi kommer til at skabe konflikt med angreb på angreb til følge i stedet for at tale og lytte omsorgsfuldt til hinanden.
Angreb kommer f.eks. til udtryk ved at blive mopset over for den anden, lukke i, kritisere op ad døre og ned ad stolper i en negativ tone – men også ved, at vi forfalder til at vurdere, hvorvidt den andens oplevelse nu engang er fair, eller om det, den anden er optaget af, er vigtigt eller ligegyldigt.
Selvfølgelig kan din kone være optaget af, hvordan ting gøres og fordeles, men jeg gætter på, at det mere handler om samspillet imellem jer. Om hun oplever sig set og hørt, værdsat og respekteret af dig. I stedet for at vurdere, om hendes oplevelse af tingene er "rigtig" – uanset at det er kritik af din indsats – så lad i stedet dit fokus være på det, hun har valgt at tale med dig om – nemlig hvordan hun har det, som er (hvis min hypotese holder) det skjulte, men primære budskab.
Problemet er ikke, at din kone synes, at du roder. Hvis hun synes det, så er det jo det, hun synes. Problemet er snarere måden, I taler om det på. Gad vide, om I har samme forståelse af, hvad garagen er for et rum – og ved hun, hvilken betydning det har for dig? Kunsten er, at I både kan tale om det og tage gensidigt vare på hinanden – så uenigheden udelukkende angår jeres holdninger og ønsker, men at uenigheden ikke bliver til en ridse imellem jer. At I er lige gode venner, selv om I har forskellige præferencer, hvad angår standarden for den daglige oprydning i hjemmet.
Vedrørende børn og husholdning går du (igen) til vurderingen af hendes udsagn. Uanset hvor meget du allerede gør, så vil hun altså gerne have, at du bidrager mere. Når du har klarhed over, hvad hun specifikt ønsker, kan du vurdere, om det er noget, du vil bidrage til, eller om du der finder balancen urimelig. Så må du formulere din uenighed, og så må I snakke videre om, hvordan I så løser det.
Målet er, at I begge føler jer set og hørt i denne snak. Ofte er dette vigtigere end selve løsningen og det resultat, I når frem til. Vi kan acceptere langt mere – og samtidig være fuldt ud tilfredse – når vi føler os godt tilpas i samspillet med hinanden; at den anden part i forholdet lytter og tager synspunkterne alvorligt.
At lytte til den anden og respektere den andens oplevelse er nemlig ikke det samme som, at vi giver afkald på noget. Vi kan efterfølgende give udtryk for vores eget perspektiv. Men vi kan ikke tage den andens oplevelse fra ham eller hende. Så vores våben … eller medicin i forholdet er at lytte og tillade den anden at have perspektiver, der er forskellige fra vores egne – uden at gøre det ene rigtigt og det andet forkert. Redaktøren: