Manden, der skabte Israel
For 70 år siden udråbte David Ben Gurion staten Israel. En ny bog stiller skarpt på en omstridt personlighed, der også erkendte svaghederne ved sit land.
Ikke mange lande i verden kan få sindene i kog som Israel. For nogle er det et mirakel, at jøder i løbet af ingen tid har kunnet skabe regionens eneste fungerende demokrati og retsstat, vinde en halv snes krige mod fjendtlige naboer og opbygge en moderne økonomi, mens omgivelserne synes i opløsning. For andre er Israel en torn i øjet, en ulovlig stat bygget på eller undervejs mod apartheid; de mener, at araberne er blevet fordrevet fra deres hjemstavn på brutal vis, og at ydmygelserne fortsætter.
Vil man vide, hvordan det virkelig er fat, er det en god idé at læse en ny biografi om David Ben Gurion. Han udråbte Israels uafhængighed for 70 år siden og blev nationens første premierminister. Det var dengang, der var virkelig store personligheder som stats- og regeringschefer eller på spring til at blive det: Winston Churchill i London, Charles de Gaulle i Paris, Konrad Adenauer i Bonn. Ben Gurion passede godt ind i det selskab. Han levede fra 1886 til 1973, var fascineret af Lenin og Trotskij, der var med til at grundlægge det sovjetiske diktatur, og han var øjenvidne – på afstand – til Holocaust, som kostede seks mio. jøder livet.
Tidsbilledet
Begejstringen for det russiske eksperiment svandt ind, efterhånden som han blev ældre, til gengæld agtede han sine kolleger i Storbritannien, Frankrig og Tyskland højt. Men Ben Gurion var en hård banan, præget af en omskiftelig opvækst i Polen, ankomst til Palæstina – dengang under tyrkisk herredømme – som 20-årig og det socialdemokratiske parti Mapai. Han blev også leder af Jewish Agency, en slags uofficiel regering under det senere britiske mandatstyre.
Hvad der gør den israelske historiker Tom Segevs beretning på knap 800 sider så læseværdig, er tre ting. For det første Ben Gurion selv, uden hvem den jødiske stat måske ikke ville være blevet dannet, i hvert fald ikke så hurtigt. For det andet det tidsbillede, den giver af Palæstina og Israel helt frem til hans død; meget af det er udvisket i dag, men interessant at vide som grundlaget for, hvad vi ser i øjeblikket. For det tredje en nådesløs gennemgang af nogle af de ugerninger, som jødiske soldater har gjort sig skyldige i. Segev er kølig og lakonisk gennem det meste af dette værk, både når det gælder højde- og lavpunkter.
Araberne
Lad os begynde bagfra. Ben Gurion erkendte allerede i 1919, at jødernes overtagelse af det meste af Palæstina ville ende i ballade. »Alle ser, at jødespørgsmålet er vanskeligt for araberne, men ikke alle ser, at der ikke er en løsning på dette spørgsmål,« sagde han.
»Vi ønsker Palæstina for vor nation. Araberne ønsker Palæstina for deres nation. (…) Jeg ved ikke, hvilken araber der ville være indforstået med, at Palæstina skulle tilhøre jøderne,« erklærede han.
Det lyder jo logisk, og dengang var det åbenbart helt i orden for zionister, altså fortalere for en jødisk stat som Ben Gurion, at sige den slags. Nu om dage er det mere risikabelt, en af hans efterfølgere, Yitzhak Rabin, blev myrdet af en jødisk fanatiker, der mente, at en fredsaftale med palæstinenserne ville være en katastrofe for Israel.
Fordrivelsen
Ben Gurion mente, at man ikke kunne stille både arabere og jøder tilfredse, men gik ind for, at man kaldte en skovl for en skovl. Hans tilgang til konflikten var, at den ikke lader sig fjerne, men højst forvalte. Det er, mente han, »zionismens pris«, som det fremgår af bogen. Målet er, som det også fremgår, »et maksimum af areal og et minimum af arabere«.
Han var »helt indforstået« med fordrivelsen af arabere fra det område, der skulle blive til Israel. Han selv skønnede, det var mellem 500.000 og 600.000 mennesker, andre taler om 700.000. »Krig er krig,« sagde han. Velstående arabiske kvarterer omkring Jerusalem blev forud for selvstændigheden forladt af deres beboere over hals og hoved. Et af dem var Talbiye, bopæl for jurister, læger, erhvervsfolk og embedsmænd fra den britiske administration. De fleste efterlod alt – flygler, brudekjoler, fotoalbum, bøger og tennisketsjere. Husene blev overtaget af eliten på den jødiske side, herunder politikere, dommere og professorer fra Det Hebraiske Universitet. Ben Gurion afviste dog selv at flytte dertil som regeringschef. Det ville være »upassende«, mente han. Lidt flov må han altså have været.
Jeg ved ikke, hvilken araber der ville være indforstået med, at Palæstina skulle tilhøre jøderne.
Brutaliteten
Ben Gurion var klar over, at jøderne i det senere Israel ikke af udenforstående ville blive betragtet som særlig moralske. Men han mente, at udsmidningen af araberne skulle være præget af en vis lov og orden. Han var rædselsslagen over de masseplyndringer, som jødiske soldater – ifølge Ben Gurion fortrinsvis indvandrere fra andre dele af
David Ben Gurion, Israels første og mest langvarige regeringschef