Stilheden synger, når skiltene skriger

Kulturradikalismens salmedigter, den evige PH, er naturligvis repræsenteret i Højskolesangbogen, men hans allersmukkeste vise glimrer ved sit fravær. Og det må der rådes bod på øjeblikkeligt, for en tidsalder, der skingert hylder det ekstraordinære, skrig

Jeg har gjort det til en vane at føre en opdateret liste over hadeord: en lille håndskreven top-10 over de allergrimmeste gloser, der aktuelt hjemsøger det danske sprog og umærkeligt inficerer den offentlige jargon. Dels som en vaccine mod selv at lade mig smitte af lingoen og pludselig høre mig selv sige ”fremadrettet” eller det, der er værre, dels som ren og skær fritidsfornøjelse: Der er nu engang ingen følelse som den frydefulde forargelse over en unødvendig anglicisme eller endnu en behandlerglose fra coachsegmentet, der maser sig ind i vort hårdt prøvede modersmål.

Hadelisten må i sagens natur revideres løbende – hver tid sin sproglige dårskab – men et af ordene, der holdt længst ud, var ”kvalitetstid”. Etymologer må kunne give et præcisere svar på, hvordan og hvornår dette vrøvlebegreb opstod, men som jeg husker det, var det et defensivt produkt af den altid aktuelle debat om institutionsbørn og karriereforældre.

Ordet provokerede mig dobbelt, første gang jeg hørte det: dels på grund af den enfoldige idé om, at kvalitet kan skilles fra kvantitet, når det gælder samværet med sine børn (hvilket i øvrigt har fået pædagoger og opdragelsesorakler til at opfinde det ikke synderligt kønnere modbegreb ”tøffetid” om den tid, hvor man tøffer rundt som familie uden at foretage sig noget Instagramvenligt eller stimulerende). Dels – og vigtigere – fordi begrebet devaluerer det modsatte af kvalitetstiden: hverdagen, gentagelsen, alt det, der med min yndlings-ph-vises titel er såre ”Almindeligt”.

Storbyens sexappeal

Sangen har melodi af Karl Bjarnhof og er skrevet til Hornbækrevyen i 1950, hvor den blev opført af den svenske førsteelsker Georg Rydeberg. Buster Larsen, der også medvirkede i revyen, følte sig angiveligt forbigået i den sammenhæng, men skulle senere gøre den til sin egen, og for modne medborgere vil det især være hans diktion, der gennem årene har fremmanet visens arbejderægtepar i en 2V’er på stenbroen.

I dagens sangkanon overskygges den noget af Ph-evergreens som ”I dit korte liv” og ”Man binder os på mund og hånd”, og medmindre man falder over den temmelig forglemmelige indspilning af Anne Dorte Michelsen, er det sjældent, man støder på den i dag. Derfor mødte jeg først visen på det helt rigtige tidspunkt i livet: cirka der, hvor »man har gebærdet sig, taget den store tur/ og nu synger livet dig/ en lille melodi i dur«.

Som nybagt ægtemand og familiefar, travlt optaget af at finde den forkætrede work/life-balance (endnu et ord til hadelisten) og affinde sig med, at friheden var blevet vekslet til ansvar, ramte visen mig rent i mellemgulvet.

Flere ting er på spil. Som kulturkonservativ permanostalgiker med et hjerte for sangskatten har jeg naturligvis altid praktiseret godnatsang for afkommet. Ved sengegærdet har jeg halvt besvimet af træthed brummet mig igennem årstidens fællessange og delt ud af skove, der falmer trindt om land, og spurve, der sidder stumt bag kvist. Og i ferierne giver det alt sammen masser af mening, når vi endelig kan tage den danske natur i øjesyn.

Sagen er bare, at vi bor på Nørrebro, og skønt stenbroen anno 2018 er et høfebermareridt af blomsterkummer og fælles krydderurtebede i gårdene, hører det immervæk til sjældenhederne, at vi hører den lille stær, der er åh, så fornøjet, eller får lejlighed til at gengælde det fagre smil fra den danske kyst. Og det bliver næppe i dette liv, at mine børn kommer til at betjene en spinderok, hvor meget jeg end synger om den.

Men når vi når til ”Almindeligt”, mærker både søn, datter og far en instinktiv genkendelsens glæde i andet vers om »Vrimlende Nørrebro/ hvor S-tog durer tungt«, der minder os om, at også vores hjørne af kongeriget er værd at sætte i toner, og at også vores liv kan rumme poesi selv på de mindst glamourøse og ja: almindelige dage. Måske man ligefrem kan »fornemme/ at man hører hjemme/ et sted ved en grå viadukt«.

Netop på dette punkt har Højskolesangbogen en åbenlys slagside: I Den Lille Blå udspiller det gode liv sig stadig på landet, og landbokulturen er scene for langt flest af vore fællessange, skønt de fleste af os i dag bor i byer. Og bevares, i en indelukket hovedstadsgymnastiksal på den sidste skoledag er der masser af mening i at synge om »den frihed, som vi savner/ bag byens mur og tag« og hylde de fugletunger, der »kalder os ud fra vort hverdagsbur/ fjernt fra dets fangetremmer/ at finde dig natur«.

Men der må også være plads til at hylde et byrums poesi, de pletvis fortryllende dimensioner ved livet i en by som København, og her er PH så afgjort det bedste bud.

I og for sig udfylder han allerede rollen. I sangbogens nummer 110, ”Byens lys”, erklærer han, at »selv en storby har sin sexappeal«, og i nummer 16, den vidunderlige »Jorden har vendt sig en omgang«, jazzer han deruda’:

»Mælkejungers bump, skramlen og tramp,

Sliddet er forlængst i gang

Jern slår mod sten. Kotøjrstøj er da'ens begyndende sang.«

Men intetsteds er PH’S storbypoetik smukkere formidlet end i ”Almindeligt”.

Storbygaders ro

Allerede i første linje bliver skovens dybe stille ro vendt på hovedet, så vi i stedet placeres i den »fredfyldte ensomhed i storbygaders ro«.

PH’S genkommende greb i visen har i det hele taget at gøre med lyd og volumen. Hos arbejderægteparret, som man må se for sit blik undervejs i teksten, kan de store ting siges »stilfærdigt«, så »stilhedens tone« synger, og »sjælen får strengene stemt«. Endnu smukkere bliver besjælingen, når butiksvinduerne og tilbudsplakaterne på den travle