RENÆSSANCEMANDEN FRA NORDATLANTEN

William Heinesen (1900-1991) er sammen med fætteren Jørgen Frantz-jacobsen Færøernes mest kendte forfatter.

Han debuterede med digtsamlingen ”Arktiske Elegier” i 1921, og det blev til i alt syv digtsamlinger.

Som romanforfatter er hovedværkerne ”Den sorte Gryde” fra 1941 og ”De fortabte Spillemænd” fra 1950.

Helt speciel er ”Moder Syvstjerne” fra 1952, en slags hedensk skabelsesberetning, og dens fortsættelse, ”Tårnet ved Verdens Ende”, fra 1976.

William Heinesen blev medlem af Det Danske Akademi i 1961 og fik Nordisk Råds Litteraturpris i 1965. Hans bøger er oversat til mere end 20 sprog. lernes skildringer af tusmørketimen og den tidlige morgenstund, hvor landskabet er badet i et rosafarvet og vandblåt skær, er, som også Bardur Jakupsson konstaterer, den ægte vare: rigtig kunst.

En rigtig kunstner

Fra 1970 og frem til det alvorlige slagtilfælde i 1985 er det papirklippet, der dominerer i William Heinesens kunst. Papirklippet skruet sammen som en collage i fantasifulde kompositioner. Det er forunderligt at tænke på, at Henri Matisse tog fat på præcis den samme teknik, da han dødssyg af mavekræft ikke orkede oliemaleriet længere. Rent faktisk producerer Heinesen nogle dekorative abstrakte arbejder, der med lidt god vilje kan sammenlignes med den franske mesters. Det er dog de figurative papirklip, der er flest af.

Klippene har et væld af forskellige motiver: mytologiske scener, indtryk af stemninger og personer fra fortidens Torshavn, bogillustrationer til egne og andre forfatteres bøger og portrætter af Heinesens kunstner-, digter- og musikervenner. Ud over det tegnede William Heinesen hele livet igennem små vignetter, som han forærede familie og venner. Pragtfulde tegninger fulde af liv og skarpe iagttagelser.

Man kan som Bardur Jakupsson kun konkludere, at William Heinesen trods egne anfægtelser er en rigtig kunstner.

Endda en rigtig god en af slagsen.