Antony Beevor og det monstrøse
Den engelske historiker har viet sit liv til at skrive om Anden Verdenskrig. Nu er han aktuel med en bog om slaget ved Arnhem.
He is an englishman. Omkvædet fra Gilbert & Sullivans ”HMS Pinafore” rinder én i hu ved synet af Antony Beevor, som han sidder der i lænestolen på Egmonts kontor, for selv om kontoret er nyt og dansk´, og reolerne i lyst træ med aktuelle udgivelser på stribe og dermed så langt fra et engelsk herreværelse, som man kan komme, så er Antony Beevors tilstedeværelse så udpræget engelsk, at han så at sige selv medbringer fornemmelsen af kaminild og patinerede læderbind i herresædets bibliotek.
Han taler også sådan, men han tror ikke på engelskhed. Eller ret mange andre nationale kendetegn. Når engelske officerer eller soldater optrådte engelsk på slagmarken eller sagde meget engelske ting, før de gik i kamp, så var det, mener Beevor, fordi de le- vede op til en kliché om, hvordan englændere optræder, det nationale image. De spiller rollen som engelske flegmatikere i krig og river vittigheder af sig, mens kuglerne fyger om ørerne på dem.
Måske har han ret. Og det er forståeligt, hvis han ikke tror på så meget, ja, hvis han i det hele taget ikke har megen tiltro menneskeheden. For han har søgt dybt i menneskets grænseland, i menneskets ondskab bl.a. og skrevet bindstærke værker om Anden Verdenskrig. Nu er han aktuel med en bog om slaget ved Arnhem, hvor de allierede kræfter blev lidt for optimistiske og utålmodige; Beevor skal hjem til London om lidt og er landet fra Holland, hvor borgmesteren i Arnhem holdt tale ved udgivelsen.
Krigen ind med modermælken
»Min interesser for Anden Verdenskrig er egentlig grundlagt i barndommen. Jeg er født i december 1946. Min far var i SOE (Special Operations) under krigen. Han talte aldrig om det, men i mine forældres genera- tion handlede alt om, hvorvidt man havde haft en god krig. Og en god krig betød naturligvis, at man havde optrådt heltemodigt, ikke at have gjort noget for at undgå fare. Man skulle have udmærket sig … min hustrus bedstefar var en nær ven af Churchill, og under Første Verdenskrig var han i udenrigsministeriet og havde derfor forbud mod at deltage i krigshandlinger. Det var en stor ydmygelse for ham, så jo, bestemt, det definerede i høj grad folk ...«
Allerede her studser en dansk tilhører. En god krig for en dansker er nok den krig, man overlever. På den ene eller anden måde. Måske findes det engelske alligevel. Beevor smiler overbærende ved tanken, da han præsenteres for den danske tilgang, tror vist ikke på den. Og fortæller i stedet om en inspirerende historielærer og om sine fem år i hæren, som endte med en umådelig kedelig opgave, der fik ham til at tænke på at skrive i stedet for. På mødrene side er familien alle forfattere, og Antony Beevor er sjette generation, der udkommer på samme forlag. Så han begyndte at skrive romaner.
Forfængelighed, forgængelighed
»Jeg tror, det havde indflydelse på mine senere historiske bøger. Det handler om at visualisere, både i en roman og i et historisk værk. Min første roman blev heldigvis ikke udgivet, men skribentvirksomheden fik mig til at reflektere over min militærkarriere, som måske bare var begyndt, fordi jeg havde en sygdom som barn, der gjorde min hofte blød, så jeg blev drillet og havde fysiske mindreværdskomplekser …«
Pudsigt nok: Når jeg læser denne og andre af Deres bøger, slår det mig, hvor meget menneskelig forfængelighed betyder som motiv for de mest vanvittige beslutninger …
»Ja. Ja. Ja. Det er helt rigtigt. Montgomerys chef, Brook, skrev engang i sin dagbog: "Der er ikke noget som high command, der kan bringe det værste frem i folk." Og jeg er bange for, at der er en stor del sandhed i det udsagn. Man skal forstå hvorfor … Montgomery havde vel Aspergers syndrom, tror jeg – og det er jeg ikke ene om at tro. Det er vel den eneste forklaring på hans manglende evne til at se sig selv med andres øjne. Sagen var jo også, at ingen kendte disse generaler før 1939, og pludselig var de filmstjerner.
Alt fokus var på dem, for pressen kunne ikke tale om militære operationer – derfor fokuserede pressen altid på generalen. De fleste generaler kunne godt håndtere det, men nogle enkelte blev besat af deres personlige image.«
Det slog også igennem i det forhastede slag om Arnhem, den vigtige bro?
»Ja, der er et element af det, helt klart. Montgomery var rasende ved tanken om, at Patton ville nå Rhinen først, for han troede, at han havde garanti fra Eisenhower om, at han altid ville have prioritet; sagen var, at Montgomery ikke have sikret Antwerpen, men han var ligeglad, han ville bare frem til Rhinen.«
Overmodet
Hvad var planen, og hvorfor gik den galt?
»Der var ikke megen plan til at begynde med. Montgomery var ikke til sinds at lytte til luftvåbenet, hvis leder han anså for at være lidt af en kujon, så han gik uanfægtet efter sine egne mål; han ville over Rhinen. Han ignorerede også Eisenhowers besked og instruktioner fra krigsministeriet, der havde sagt, at luftvåbenet havde det afgørende ord. I sidste ende var angrebet planlagt ud fra forældede oplysninger og uden at tage hensyn til, at dagens længde var tiltaget … og general Browning accepterede det hele,