SIR ANTONY BEEVOR

fordi han var så ivrig efter at komme i krig. Det var en katastrofal operation – men det var også en undtagelse og nok præget af en skødesløshed, der kom af troen på, at tyskerne allerede var kollapset, så nu går vi bare efter det, damn the torpedoes! Men tyskerne var ikke færdige endnu … det var meget uprofessionelt at tro det. Det var et utålmodigt sats. Lederne lyttede kun til det, de gerne ville høre. Det er meget farligt.«

Og meget menneskeligt og genkendeligt? »Netop, meget menneskeligt. Man misforstod også attentatet på Hitler som et udtryk for en hær i opløsning, for man forstod ikke, at det mislykkede attentat betød, at SS nu havde fuld kontrol over hæren, for enhver, der var under mistanke for ikke at ville slås til den bitre ende, blev anset som forræder. Både hæren og den tyske civilbefolkning vidste jo lidt om, hvad der ventede dem, hvis russerne fik fat i dem … ved at optræde så grusomt på Østfronten havde SS taget hele hæren og civilbefolkningen som gidsel.«

Som forfatter må det være sin sag dels at holde tingene adskilt, dels at få det hele med; der er de personlige historier, og der er den overordnede militære strategi, som kan være svær at følge …

»Sandt nok, og den skal jo med, for den hører med. Jeg har fundet, at ikke mindst når man beskriver et slag som dette, er det en stor fordel at beskrive forløbet dag for dag. Strukturen er meget afgørende i sådan en bog. Og så er det vigtigt at fortælle historien både fra oven og fra neden; man må vise, hvordan beslutninger truffet af Stalin eller Hitler påvirkede almindelige soldater og civile, som var sat uden for indflydelse på deres egen skæbne. Det er vigtigt at vise de unge generationer, hvad totalitær krigsførelse består af ... ja, hvad krig er for noget. Her fik jeg hjælp af en lang række dagbøger, både soldaters dagbøger – selv om det var forbudt for dem at føre dagbog – og civiles, som faktisk var blevet rådet til at føre dagbog af deres eksilregeringer. En rigdom af materiale, meget detaljeret … man får en forståelse af, hvordan det føles at blive ramt af en kugle, hvordan lyder det, når en kugle rammer en menneskekrop. Den slags. Og materialet til denne bog var rigere end til nogen anden, jeg har skrevet, herunder bogen om Stalingrad. Det skyldes, at folk var meget bevidste om, at krigen var ved at slutte, og at de levede i en meget vigtig historisk tid, som skulle dokumenteres.«

Det første afsnit

Kan De beskrive Deres metode, når De researcher og skriver?

»Jeg har holdt en del foredrag om det, og jeg siger altid: Forsøg ikke at skrive noget, før researchfasen er overstået. Jeg minder om Hemingways ord, som måske er lidt overdrevne, men som indeholder megen sandhed. Man bruger tre måneder på første afsnit, derefter skriver bogen sig selv. Der er en stor sandhed i det, for hvis du ikke får det hele rigtigt i første afsnit, tonen, stilen osv., så går du hele tiden tilbage. Arkivarbejdet er selvfølgelig afgørende, for det er nødvendigt at få et billede både i bredden og i dybden – også så man kan vurdere, om enkelte erfaringer er almindelige eller usædvanlige. Jeg takker Gud for, at jeg kun har måttet skrive et par bøger, før computeren kom til hjælp; en bog som denne ville tage et par år mere at skrive, hvis man ikke havde computere. Computeren har revolutioneret skrivningen.«

De har skrevet en række bøger om Anden Verdenskrig … man kan ikke lade være med at Britisk historiker, f. 1946 i Kensington

Gik på Winchester College, senere på The Royal Military Academy Sandhurst.

Forlod hæren i 1970.

Har skrevet en lang række historiske bøger, der er oversat til mere end 30 sprog og har solgt i mere end seks millioner eksemplarer.

Han er gift med biografiforfatteren Artemis Cooper og har to børn. tænke: Påvirker det én som menneske at gå så tæt på alle disse rædsler, hele monstrøsiteten? Mister man ikke enhver tro på menneskeheden?

»Det værste var, tror jeg, bogen om Stalingrad. I måneder efter – og stadig indimellem – kigger jeg på en tallerken med mad og tænker på den forskel, den ville have gjort for 10 mennesker. Alvorligt talt. Men nej, "Berlin" var nok den værste at skrive, først og fremmest på grund af de lidelser, der overgik kvinder og børn. Jeg havde et mindre nervesammenbrud efter den bog, delvis på grund af presset fra udgiveren, som var blevet overrasket af Stalingrad-bogens succes, dels på grund af rædslerne; min dygtige assistent var ofte tårevædet ved læsningen

... og ja, det fik mig faktisk til at udelade visse ting. Der er også noget, der hedder krigens pornografi, og der skal man sætte nogle grænser, ikke mindst i beskrivelsen af massevoldtægter, hvor man til overflod træder ind i et feministisk minefelt, for der er feministiske historikere, der mener, at mænd slet ikke skal skrive om den slags; kun mennesker af ofrenes eget køn må skrive den historie. Det gælder også spørgsmålet, om disse voldtægter er ren vold eller også har noget med sex at gøre. I begyndelsen, i Østpreussen, var det ren vold og hævn, men da de sovjetiske soldater var nået til Berlin, begyndte de at udvælge deres ofre med blik for de mest attraktive kvinder …«

Gælden til Churchill

At skrive historie, siger Beevor, er en konstant kamp mod generaliseringer, for der er altid undtagelser.

»Det eneste, man lærer om menneskeheden, er, at krig bringer det værste – og det bedste – op i mennesker. Nok mest det første. Men der findes også en utrolig offervilje i mennesket … det er vel det, der overhovedet gør det muligt at bære rædslerne; selvopofringen.«

De fremhæver de personlige eksempler, men den største af alle … De er meget kritisk over for Churchill i virkeligheden?

»Enhver god historiker både beundrer og kritiserer Churchill. Det var op og ned med ham hele tiden, jeg tror, han var bipolar. Han kunne være superb, og han kunne være vanvittig irriterende og drive alle til vanvid. Men hele verden står i gæld til ham. Det første virkelige vendepunkt i Anden Verdenskrig var i slutningen af maj 1940; hvis Churchill ikke fuldstændig havde afvist at slutte en form for fred med Hitler på det tidspunkt, så havde Hitler vundet krigen. Så selv om Churchill senere begik store fejltagelser, så var det hans fundamentale instinkt på det tidspunkt, der på sin vis reddede verden.«