Familiens dødelige giftkirtler
Med et virtuost tag i sine mange personer lykkes det den indisk-engelske forfatter Neel Mukherjee at beskrive en slægt, der langsomt, men sikkert går i opløsning.
DE ANDRES LIV
Oversat fra engelsk af Paul Klitnæs 816 sider, 350 kr.
Batzer & Co ”De andres liv” er en flænsende god roman, som på forbilledlig vis føjer sig ind i rækken af klassiske romaner om slægter i forfald. Thomas Manns ”Buddenbrooks”, Orhan Pamuks ”Hr. Cevdet og hans sønner” og nu også Neel Mukherjees ”De andres liv” vil i al fremtid være uafviselige portaler ind til henholdsvis det tyske, det tyrkiske og det indiske samfund af i går.
Det er altid lettere at forstå det store i det små og det kollektive i det individuelle. Det er således et virkningsfuldt litterært kneb at komprimere et helt lands historie til en tætvævet fortælling om en familie, hvor personer, relationer, politiske ståsteder og arbejdsmæssige forhold afspejler tiden og samfundets tendenser. Og her er Neel Mukherjee noget af en mester. ”De andres liv” udspiller sig i sidste halvdel af 1960’erne, men med relevante tilbageblik på 1920’erne og 1930’erne. Familien Gosh bor tre generationer under samme tag i et enormt hus på den trafikerede Basanta Bose Road i Calcutta.
På øverste etage bor de familiære overhoveder Prafullanath og Charubala. De bliver gift i 1920 og har fem børn og seks børnebørn, der efter et urokkeligt hierarki fordeler sig på etagerne nedenunder. Allernederst bor Purba med sine to børn. Hun er enke efter den yngste af sønnerne og regnes for et socialt udskud, som må leve af halvrådne madrester fra dem ovenpå.
Familiens formue er skabt af produktionen fra de papirfabrikker, som Prafullanath har opkøbt gennem tiden, men en blanding af fejlinvesteringer, overforbrug, dovne sønner og oprør blandt fabriksarbejderne udløser en total fallit.
Værdiernes spændetrøje
Neel Mukherjee skriver sin- digt og velovervejet. Stykke for stykke piller han idéen om den velfungerende, velbjergede storfamilie fra hinanden, indtil den kulturelle dna står knivskarpt som selve forklaringen på opløsningen.
Giften fra et samfund, hvor diskrimination, undertrykkelse, vold og klasseskel udgør fundamentet, siver ind og ud gennem murene og sætter sig som en destruktiv, perverteret adfærd hos personerne. Kun et par stykker er så renhjertede eller begavede, at de undgår at blive inficeret.
Neel Mukherjees mastodont af en roman er en grusom og nådesløs udlevering af en befolkning, som sidder fast i en spændetrøje af nedarvede holdninger og værdier, som gør enhver forandring umulig.
Når datteren Chhaya ikke bliver gift, skyldes det bl.a., at hendes hudfarve er mørk. Det nedgraderer hende automatisk. Når den gamle Madan, der har tjent familien i over 40 år, beskyldes for at stjæle smykker, skyldes det en evig mistro over for de nederste i samfundet.
Ikke engang det indblik i de andres liv, som rebellen Suptatik får og beskriver i sine breve, da han kæmper med bønderne mod jordbesidderne, fjerner afstanden mellem klasserne. Han ender med at forråde sin kamp for lighed og retfærdighed på den mest nedrige måde.
Bliv endelig ikke afskrækket af formatet! Det er stort, ja, men sådan må det være, når man som Neel Mukherjee insisterer på at hive sjælen i det indiske samfund ud til fuld beskuelse.