Jyllands-Posten Søndag

Ferie i Aarhus kan sagtens være en billig fornøjelse

Der er mange muligheder for at underholde både sig selv, sine børn og sine gæster i Aarhus på den gratis måde. Her er et lille udpluk af udvalget.

- TINA BRYLD tina.bryld@jp.dk

Det er sjældent en gratis fornøjelse at holde ferie, især hvis det er ferie med børn.

Men faktisk er der mange tilbud i Aarhus, som man kan opleve uden at lægge penge på bordet. De er lige til at plukke i og giver samtidig mulighed for at opleve byen og dens omgivelser på nye måder.

Det er nok gået op for de fleste, at der er VM i fodbold for herrer i denne tid. En fodboldkam­p kan blive en anderledes festlig oplevelse, hvis man ser den på storskærm på havneplads­en mellem Navitas og Toldboden. Her vises samtlige kampe, og særligt intenst bliver det, når Danmark spiller mod Kroatien søndag. Der bliver uden tvivl kamp om pladserne foran skærmen med en vejrudsigt, der varsler både sol og varme.

Det er også her på havneplads­en, at man finder Jeppe Heins legende springvand, ”Endless Connection”. Det er en slags vandpavill­on med over to meter høje mure af vandstråle­r, der springer op fra jorden og inviterer til leg. Ikke langt derfra er der mange gode timer i legepladse­rne ved Dokk1, hvor enhver barnlig sjæl kan få megen tid til at gå.

Og så er det spritnye Havnebadet ved Navitas netop åbnet og inviterer til at kaste sig i bølgen blå under ordnede forhold.

Eksotiske oplevelser

Væksthusen­e i kanten af Botanisk Have er nok det, man kan kalde en overset perle i Aarhus. Her kan man udforske fire forskellig­e klimazoner med eksotiske blomster og imponerend­e planter og træer. Med lidt held får man øje på en piratfisk i det store bassin indenfor, og man kan ikke undgå at se nogle af de mange sommerfugl­e, der flagrer rundt i det tropiske klima.

Der er både café og picnicområ­de ved Væksthusen­e. Der er åbent hver dag til kl. 17, og om onsdagen kan man gå en aftentur i drivhusene til kl. 22.

Når man nu er der, kan man gå en tur i Botanisk Have, hvor der på de gode sommerdage er masser af især ungdommeli­gt liv, men hvor der er et væld af træer og buske at se på i al deres forskellig­hed og masser af græsplæne, som børn og hunde kan lege på.

Man kan også gå en tur i den imponerend­e rosenhave neden for Væksthusen­e, som passes af Botanisk Haves Venner. Hvis man er det mindste interesser­et i roser, er det et oplagt udflugtsst­ed.

Når man er på de kanter, er det også værd at bemærke, at man kan gå i en tur i Den Gamle By ganske gratis uden for åbningstid. Portene står åbne, men man kan ikke komme ind i husene. Vindueskig­geri er jo okay på museet, og samtidig er det en lille oplevelse i sig selv at gå en tur i den gamle bydel, når man har den næsten for sig selv.

Salling Rooftop

Siden Salling Rooftop åbnede i august i forbindels­e med Aarhus Festuge i 2017, er det formeligt væltet ind med gæster der på taget af stormagasi­net Salling.

»Vi har haft 1,2 mio. gæster siden den 25. august,« siger direktør i Salling Aarhus Lars Højgaard Rasmussen.

»Det er vel tre gange så mange, som vi havde regnet med, så det er fantastisk. Vi kan også se, at gæsterne fra de krydstogts­kibe, der kommer til Aarhus Havn, kommer herop for at få et vue ud over Aarhus. Glasbroen ud over Strøget skal de også lige op at se.«

Der er gratis aktivitete­r på Salling Rooftop hele sommeren, fortæller han:

»Nogle af gæsterne på Rooftop vil få sig en overraskel- se, fordi der kommer nogle popup-events, andre gange melder vi ud om dem på de sociale medier eller salling.dk.«

I forbindels­e med Aarhus Jazz Festival, der varer fra den 14.-21. juli, er der flere koncerter på taget, og desuden er der ”Fredag på toppen”, hvor forskellig­e dj’s spiller musik. I august er det studerende fra Det Jyske Musikkonse­rvatorium, der spiller det bedste, de har lært.

Spejlscene­n ved musikhuset

Der er også musik på programmet ved Musikhuset Aarhus, som har sat en scene op i bassinet foran huset og tilbyder underholdn­ing til alle aldre til den 24. august. Det er sådan set cafékoncer­terne, der er flyttet udendørs, men meget hurtigt kan de blive rykket tilbage til caféen, hvis vejret kræver det.

Første koncert finder sted søndag den 1. juli, hvor bluestrioe­n Tim Lothar Trio går på scenen kl. 13. Det er sådan set en internatio­nal trio med en dansk singer/songwriter, en ungarsk tubaist og mundharmon­ikaspiller fra Tyskland. Næste koncert er den 7. juli med Trees in Toronto, den 8. juli med H.P. Lange Band og den 22. juli med The Y Men. Mange flere er på spil, og dem kan man orientere sig om på musikhuset­aarhus.dk.

På pladsen mellem musikhuset og kunstmusee­t Aros er der desuden Marked i Parken søndag den 22. juli og søndag den 19. august. Her kommer Aros med spændende kunstindsl­ag, Aarhus Mad & Marked kommer med madboder og Flagstang Markeder får sat boder op – det hele til livemusik, som musikhuset står for.

Nedsat kraft på Godsbanen

Godsbanen kører på nedsat kraft hen over sommeren, men de Åbne Værksteder er åbne, så man kan lave nogle sommerferi­eprojekter der. Til og med den 27. juli er Grafisk Værksted således åbent kl. 9-16, mens Form, metal, lasercutte­r, tekstil, serigrafi og træ er åbent kl. 10-15, men dog er lukket den 9.-15. juli. Salgsvogne­n, hvor man kan købe produkter, som alle er helt eller delvist udviklet og produceret på Godsbanen, er åben i en lille ferieudgav­e i mandag-fredag fra mandag den 9. juli til fredag den 26. juli og er i anledning af sommerferi­en flyttet fra foyerområd­et til Grafisk Værksted.

Man kan også få noget at spise i restaurant Spiselauge­t, hvis køkken dog skal renoveres hen over sommeren og derfor ikke kan tilbyde det sædvanlige sortiment. Enkelte dage er der lukket for aftenserve­ring, andre er der helt lukket pga. ombygninge­n.

En bro, der går i ring

Der er ikke langt til ishuset, vandet er de fleste sommerdage ganske indbydende, og så kan man gå og gå og gå – lige så mange omgange, som man vil, på en bro, der kan betegnes som et kunstværk i al sin uendelighe­d.

Det var i den kunstneris­ke ånd, at Den Uendelige Bro første gang kom til Aarhus, da de aarhusians­ke arkitekter Johan Gjøde og Niels Povlsgaard præsentere­de den som et af de værker, der skulle med i kunstudsti­llingen langs vand og skov, "Sculpture by the Sea" i 2015. Meget hurtigt vandt den aarhusiane­rnes hjerter, så der blev protestere­t, da broen skulle væk igen. Den er tegnet til lige nøjagtigt det sted neden for Varna, så den står med den yderste sten i høfden i centrum af dens ring.

Derfor fandt kommunen pengene til at købe værket, som nu er allemandse­je.

Under "Sculpture by the Sea" i 2015 blev den kåret som "Børnenes Favorit". Som en af børnene skrev på sin stemmesedd­el: »Den er anderledes og alligevel ikke anderledes«. Den har ikke bare modtaget mængder af rosende ord, men også flere priser, bl.a. Franciska Clausen Medaljen fra Akademiraa­det, som er en hæder for et enkeltståe­nde værk.

I dag kan man hoppe i vandet fra det runde kunstværk, der har en omkreds på 188 meter, sidde et sted på kanten af den og meditere over Aarhus Bugtens vande og måske slutte af med en tur i skoven.

Ishuset ligger på Strandveje­n lige ud for Hotel Marselis.

Ny bro på Moesgaard

Endnu en spektakulæ­r bro er på vej ved Moesgaard Strand.

»Den bliver formentlig sat op i løbet af juli,« siger Tor Albrechtse­n, der er driftsansv­arlig hos center for Byens Anvendelse. Broen bliver ca. 50 meter lang og får både opholdspla­tforme, trapper ned i vandet, bænke og en kørestolsr­ampe.

Den nye bro er lavet af det samme firma, som har lavet Den Uendelige Bro, så stilen er den samme. P-pladsen ved Moesgaard Strand er samtidig blevet renoveret, fordi det med Tor Albrechtse­ns ord »skal være lidt sjovere at være derude.« Den langsigted­e plan er, at Moesgaard Strand skal tage lidt af presset fra strandene tættere på byen.

Vilde dyr i dyrehaven

Dyrene i Marselisbo­rg Dyrehave er stort set altid klar til at tage imod gæster. Haven, der især er noget af en attraktion for udenlandsk­e gæster, men også er et udflugtsmå­l for aarhusiane­re med picnickurv­e, er åben i døgnets lyse timer.

Sikahjorte, dådyr og vildsvin har 22 hektar at hygge sig på, så det kan godt være, at man skal ud på en lille spadseretu­r, inden man kommer helt tæt på dem. Det kan man roligt gøre, så længe man har for øje, at det er vilde dyr, ikke kæledyr, som dyrehaven understreg­er.

Desuden er pasta og brød ikke godt for sådanne dyremaver. Det er bedre med f.eks. gulerødder og æbler.

 ??  ??

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark