Han pisker og forkæler rytterne
Kim Rokkjær gik fra at sælge vin til at være kok på det professionelle cykelhold Trek–segafredo. Han tvinger rytterne til at få nok kalorier i sig inden og efter etaperne. Men han forkæler dem også med deres yndlingsretter for at holde moralen oppe.
Hvorfor har du valgt at leve et liv som omrejsende kok?
»Før jeg startede på Trek, var jeg selvstændig vin- og kaffehandler. Folk sagde, at jeg var god til det, men det med at sælge og udfylde bestillingssedler fandt jeg ud af ikke er mig, efter jeg prøvede det her. Nu har jeg været med i syv år og fulgt det samme hold med skiftende navn, og det er vist noget nær en rekord for en kok på touren.«
Ville det ikke være nemmere bare at lade rytterne spise på hotellerne?
»Nej. Rytterne spiser kun min mad i løbet af hele touren. Når jeg kommer ud på hotellerne for at lave mad i deres køkkener, så er jeg garant for, at der ikke sniger sig bakterier ind i deres kost og gør dem syge, og at de får den helt rigtige sammensætning. Samtidig kan jeg sige til holdet, at de skal holde sig fra buffeten, hvis jeg har set noget i køkkenet, som ikke er så godt. Der er ingen, der er blevet syge af maden på min vagt. Jeg desinficerer alt. Du drømmer ikke om, hvor meget alkohol jeg bruger.«
Hvad har du lært af at følge cykelsporten så tæt?
»Jeg er i løbet af de sidste par år begyndt selv at cykle på landevej. Her forleden prøvede jeg at køre ruten til Fyn Rundt og gik helt sukkerkold. Så blev jeg nødt til at gå ind til en bager og købe tre træstammer, som røg lige ned i løgneren. Min gennemsnitsfart var 29 km/t, mens rytternes var 46 km/t, så det er alligevel nogle kalorier, de får brændt af. Jeg fik lov til at føle på egen krop, hvordan det er næsten at besvime, hvis man ikke spiser ordentlig morgenmad før sådan et løb.«
Er den mad, rytterne spiser, ikke bare en masse kedelig pasta?
»De får for det meste enten pasta eller kartofler, lige når de er færdige med etapen og sætter sig ind i bussen. Det er de ret glade for, når de lige har brændt 7-8.000 kalorier af. Men så er der aftensmad et par timer senere, og der gælder det om at variere maden, så de ikke får madlede efter et par uger og ender med at jagte rundt på hotellerne efter nutella.
Det handler meget om det visuelle. Det kan godt ske, at jeg serverer sushi eller hummer, hvilket sprænger budgettet. Men så er der bare kylling dagen efter.«
Hvordan holder du dem så væk fra nutella?
»Det gælder om at snyde dem. En gang imellem laver jeg f.eks. pandekager, der smager som pandekager, men ikke er lavet efter den almindelige opskrift. Eller en banankage med kanel og vanilje. Der er masser af æg i, og rytterne bliver lykkelige. Det føles sødt, og rytterne kan stadig sove. Det gælder om at holde moralen oppe og samtidig have respekt for opgaven.«
Bliver der nogensinde tid til andet end at lave mad?
»Jeg er altid først oppe og sidst i seng. Jeg er også den sidste, der forlader hotellet. Så er der et par timers transport og så en tur ud at handle ind. Menuen ændrer sig, alt efter hvad rytterne vil have, men den kan også ændre sig, hvis det simpelthen ikke er muligt at få det ene eller det andet, og så kan der ske uforudsigelige ting på hotellet. Det bliver som regel også til en time eller to med at køre cykelløb for os i staben, efter jeg har fået indført, at der også skal være cykler til os. Og så har jeg altid et tv kørende et eller andet sted, så jeg kan løbe frem og tilbage mellem køkkenet og tv’et for at se afslutningen.« Har du et godt tip til noget præstationsfremmende, som ikke er ulovligt?
»Tja, et af mine bedste minder fra touren var engang, hvor vi havde købt rigtig mange kilo rødbeder for at teste forskellige opskrifter på juice. Hele køkkenet var lyserødt. Vi vidste, at rødbeder indeholder nitrat, som åbner porrerne og styrker blodomløbet, så det gjaldt bare om at finde en opskrift, vi kunne få ned i rytterne. Det blev så en version med æble og kanel, hvor de skulle drikke en halv liter inden enkeltstarten. Det endte med, at Fabian Cancellara vandt enkeltstarten, og da dørene åbnede på bussen ved hotellet, kom Fabian ud med åbne arme og sagde "Kim, it was your beetjuice". Det var et stort øjeblik, men nu hænger jeg på de rødbeder før hver enkeltstart.« Er du nogensinde blevet upopulær for den mad, du har serveret?
»Jeg lavede noget med nogle snegle engang, som Jens Voigt spiste. Han syntes, det smagte godt, men spyttede det ud, da han fik at vide, hvad det var.
Han var af den gamle skole og spiste ikke sådan noget.«
Og den gode oplevelse?
»Engang havde vi en colombianer på holdet. Du kunne give ham hvad som helst, og han var bare glad for det. Så en dag fik jeg fat på hans mor nede i Colombia og spurgte hende, hvad hans yndlingsret var, og lavede så den. Da han fik den serveret, begyndte han at græde.«