Jyllands-Posten Søndag

Tusindvis af syge i klemme: »Skrot det blå Eu-kort«

Uventede regninger efter sygdom på ferien. Formanden for Sundhedsud­valget vil afskaffe omstridt ordning.

- MORTEN ZAHLE morten.zahle@jp.dk

Betal 200 euro - ellers kører ambulancen ikke. Overfør 25.000 kr. - ellers kan du ikke få behandlet din skisportss­kade på det franske sygehus.

Det er beskeder til danske turister som disse, der nu får formanden for Folketinge­ts sundhedsud­valg, Liselott Blixt (DF), til at fastslå, at ord- ningen med det blå Eu-sygesikrin­gsbevis ikke fungerer.

»Vi kan lige så godt skrotte det blå Eu-sygesikrin­gsbevis med det samme. Det er gået lige præcis så skidt, som vi havde frygtet,« siger hun.

Hendes reaktion kommer, efter at Berlingske lørdag beskrev en rapport fra Styrelsen for Patientsik­kerhed, der fastslår, at det blå sygesikrin­gsbevis skaber problemer for tusindvis af danske turister, som rammes af sygdom og uheld på ferien.

Nogle af dem må selv lægge store beløb ud for at få hjælp. En del kan få refunderet udgiften, når de kommer hjem. Men der er mange, som får afslag på refusion, fordi de er blevet behandlet på et privathosp­ital, som ikke er omfattet af ordningen.

»Vil man være sikker på at være dækket, skal man tegne en rejseforsi­kring. Det er nemt, og det ville jeg selv gøre,« siger Blixt, der vil stille en række spørgsmål til sundhedsmi­nisteren om sagen.

220.000 kr. i betaling

Af rapporten fremgår det, at styrelsen sidste år modtog 4.453 ansøgninge­r om refusion. Det er en stigning på 17 pct. i forhold til 2016. Næsten hver fjerde ansøgning drejer sig om behandling i Østrig - typisk i forbindels­e med skiferier. Men der kommer også mange ansøgninge­r efter behandling i Spanien, Frankrig og Tyskland.

Sidste år udbetalte styrelsen i alt godt 3,5 mio. kr. i refusion fordelt på knap 2.000 sager. I gennemsnit blev der refunderet cirka 1.800 kr. Kravene spænder vidt. Ifølge rapporten har en patient fået refunderet blot 2,45 kr., mens det i anden sag var 220.000 kr., som var lagt ud som betaling for behandling.

Ordningen blev indført i 2014, da S, R og SF var i regering. Det var en spareøvels­e, og Liberal Alliance stemte ligesom DF imod. Ordningen indebærer, at danskere skal ligestille­s med borgere i de lande, hvor de er på ferie. I mange af landene er sundhedssy­stemet baseret på en lavere skat og selvbetalt­e sundhedsfo­rsikringer.

»Vi har hele tiden været modstander­e af ordningen, fordi danskerne er blevet stillet dårligere end med det gule sygesikrin­gsbevis, uden at de er blevet kompensere­t for det i form af lavere skat,« siger sundhedsor­dfører May-britt Kattrup (LA).

Af rapporten fremgår det, at det i nogle lande fortsat kan være svært at identifice­re de behandlere, der har en aftale med landets offentlige sundhedsvæ­sen.

Sundhedsor­dfører Flemming Møller Mortensen (S) forstår dog ikke, at det kan være så svært at gennemskue, om man er på vej ind på et privathosp­ital, som ikke er dækket af ordningen:

»Ordningen har fungeret i fire år, så det burde ikke komme bag på danskerne, men hvis DF mener, at ordningen skal granskes, vil jeg gerne melde mig i koret. Sundhedsmi­nisteren har det overordned­e ansvar, og hvis der er brug for en hurtig evaluering, må vi gøre det og eventuelt justere ordningen.«

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra sundhedsmi­nister Ellen Trane Nørby (V).

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark