Livstegn fra grotten: Træner siger undskyld til forældrene i et brev
I rørende breve beder de indespærrede drenge i Thailand forældrene om ikke være bekymrede, samtidig med at myndighederne kalder det en kamp med tiden at få dem ud i live.
Han er den eneste, som ikke har nervøse forældre ventende udenfor. Og den eneste, som skrev undskyld, da de første breve blev sendt ud fra den underjordiske grotte, hvor han sammen med 12 drenge nu har været fanget i to uger.
Ekapol Chanthawong er den 25-årige træner for fodboldholdet Vildsvine Akademiet, der stadigvæk opholder sig på en smal hylde omgivet af vand langt inde i grottesystemet Tham Luang i det nordlige Thailand.
Mens forældrene til drengene på intet tidspunkt har kritiseret ham for at have bragt deres børn i den ulykkelige situation, har han personligt taget ansvaret for den ulmende tragedie på sig.
I de thailandske medier har det ene forældrepar efter det andet udtrykt deres taknemmelighed over, hvad han har gjort for deres børn.
»Uden ham ville de aldrig havde holdt sammen. De ville være løbet i alle retninger. Han har sørget for at dele rationerne, at spare på batterierne, spare på kræfterne og har holdt modet oppe gennem meditationer,« som en far forklarer.
For ham er det ikke et spørgsmål om træneren. Han mener, at drengene under alle omstændigheder ville være draget til grotten for at gennemføre et ritual, hvor de sammen skrev deres navne på væggene dybt ind i det komplekse hulesystem.
»Til alle børnenes forældre: Lige nu har børnene det godt, mandskabet tager sig godt af dem. Jeg lover, at jeg vil tage mig af dem bedst muligt. Jeg vil gerne sig tak for at støtten og ønsker at undskylde over for forældrene,« skriver Ekapol Chanthawong i et af de breve, som redningsmandskabet har bragt med sig ud, og som blev offentliggjort i går.
En barsk livshistorie
Han er i sig selv en tragedie. Da han var 10 år, mistede han hele sine familie i en epidemi. Hans far, mor og en bror døde. Han opholdt sig i en kort periode hos et fjernt familiemedlem, inden han blev tilknyttet et buddhistisk kloster som novice. Her levede han i 10 år, inden han vendte tilbage til livet uden for murene.
Oplæringen som munk kom ham og børnene til gode under de mere end ni dage, som de tilbragte i grotten uden kontakt med omverdenen. Han brugte blandt andet tiden til meditation som led i processerne med at spare kræfter. Han havde traditionen tro pakket to tasker med chips og lygter, inden udflugten ind i hulen. Dem sørgede han for blev brugt optimalt undervejs. Lygter-