Maos minde
I vore dages nyhedsstrøm
skal der en del til, før målløsheden sætter ind. Krigene i Syrien, Yemen og andetsteds? Konflikten i Mellemøsten? Trumps seneste tweet? Jovist, det er tragisk eller trist, men mange bliver hærdede efterhånden. Det er godt eller skidt, alt efter hvordan man ser på tilværelsen.
En gang imellem sker der imidlertid noget, som er så overraskende i sin kynisme, at det i første omgang virker som fake news, altså en falsk nyhed. En sådan dukkede op fra Beijing op til weekenden.
Kort fortalt forbereder den kinesiske hovedstad at foreslå 14 steder i byen optaget på Unescos liste over verdenskulturarv. En af dem skal være Den Himmelske Freds Plads, en anden Mao-mausoleet.
Vi skruer kort tiden tilbage: Den Himmelske Freds Plads er stedet, hvor kinesiske myndigheder maste studerende og andre, der demonstrerede for demokrati i 1989.
Antallet af døde skønnes at ligge mellem nogle hundrede og flere tusind mennesker. Mao, der herskede over Kina fra 1949 til sin død i 1976, menes at være ansvarlig for 60 mio. omkomne. Det gør ham til den største massemorder i moderne tid.
Man må sige,
at det er klar tale. Det åbner vide perspektiver. Og det må udløse et mismod hos de af Kinas venner, som tror, at såkaldt kritisk dialog flytter så meget som en centimeter i den inderste kerne af Riget i Midten.
Lad os begynde med den klare tale. Den Himmelske Freds Plads er ikke valgt som et mindesmærke, hvor folket kan sørge over tabet af menneskeliv. Det er muligt, at man også vil markere, at pladsen oprindeligt blev oprettet i 1600-tallet og således længe har haft en central rolle i det kinesiske drama, men det er først og fremmest en magtdemonstration: Det er os, ikke almindelige borgere, som måske har mistet deres kære netop her, der bestemmer over stedet.
Man bekræfter også den officielle opfattelse af, at Mao var en hædersmand. Hungersnøden som følge af hans "Store Spring Fremad", der kostede måske 45 mio. mennesker livet? En lille fejltagelse. Kulturrevolutionen, der udraderede eller fængslede nogle af landets bedste folk, fordi de var i stand til at tænke selvstændigt? Ingen er perfekt. Den kvalmende persondyrkelse, som end ikke en George Orwell kunne have fundet på? Jamen, hvad er der egentlig galt med den?
Sådan må de tænke
i Kinas almægtige, kommunistiske parti, anført af Xi Jinping, der synes inspireret af Den Store Rorgænger, som Mao blev kaldt: Lad os cementere vort førerskab, og lad os få Unesco til at hjælpe os.
Nu er det ikke ualmindeligt, at en organisation under De Forenede Nationer søges misbrugt. FN’S Menneskerettighedsråd har for tiden bl.a. Cuba, DR Congo og Venezuela som medlemmer. I Beijing må tanken være: Går den, så går den.
Hvad bliver det næste? Hitlers fødeby Braunau som international kulturarv? En lignende ophøjelse af Stalins fødeby Gori, hvor der allerede findes et museum til hans ære? Udnævnelse af Daniel Ortega som FN’S generalsekretær, når han engang, måske i 2035, trækker sig tilbage som Nicaraguas præsident?
Der er mange muligheder, og selvfølgelig er de ikke alvorligt ment. Problemet er, at man kan tænke tanken. Det kan vi bl.a. takke Kina for. Dialogen skal fortsætte, og der kan være folk længere nede, som er modtagelige for fornuft. Men i toppen hersker brutaliteten. Det er budskabet fra Beijing.