Velkommen til nutiden: Nato eksisterer ikke længere

Hvad Donald Trump foretager sig denne søndag, ved jeg ikke. Måske spiller han golf, måske sidder han på sin seng i Det Hvide Hus med en dobbelt cheeseburger, en diætcola og sine tweets, skælder ud på pressen eller rådslår med sine skiftende advokater om, hvordan han bedst kan afværge en rigsretssag.

Den mulighed består selvfølgelig, at han læser – hvis han altså kan læse – på en stak dokumenter vedrørende næste uges Nato-topmøde i Bruxelles, fulgt af en ikke helt gennemskuelig samtale med Ruslands præsident Putin i Helsingfors. Et planlagt statsbesøg i London er nedgraderet til et arbejdsvisit i den hensigt at undgå massive britiske demonstrationer. Det vil næppe lykkes.

Hvad jeg tror på er, at andre stats- og regeringschefer, vor egen Løkke Rasmussen indregnet, i denne weekend arbejder med de papirer, som deres embedsmænd har tilstillet dem før onsdagens og torsdagens Nato-samtaler – blandt de vigtigste i alliancens snart 70-årige historie. Mødets betydning har ikke at gøre med eksterne trusler, om end de er der – fra Nordafrika over Mellemøsten til Østeuropa og Nordhavet. Nej, den virkelige trussel kommer indefra, og den kommer fra Washington.

Eksisterer alliancen overhovedet? Trump betragter Nato som forældet og har indledt en ødelæggende handelskrig mod Europa. Sådan behandler man fjender, ikke venner og forbundsfæller. Trumps optræden i Europa har at gøre med psyke, mindre med politik, med åbenlyst had til en kultur, han ikke forstår, og som han foragter i skikkelse af Tysklands Angela Merkel, en kvinde, om hvem mandschauvinisten i Det Hvide Hus ved, at hun er ham overlegen i både intellekt og værdighed.

Europæerne imødeser med mistro det følgende topmøde mellem Trump og Putin. Man frygter en amerikansk-russisk forståelse på Europas bekostning, udtænkt af Trumps sikkerhedspolitiske rådgiver, John Bolton, der mener som sin chef, at Europa skal underkaste sig USA’S diktat eller køres ud på historiens losseplads. En første amerikansk indrømmelse hævdes allerede at foreligge: Ruslands annektion af Krim kommer ikke på tale. Skal krigene i Ukraine og Ge- orgien forties? Kan Europa vægre sig? Ikke i nævneværdig grad. Det uforenede kontinent hærges af højreorienterede kræfter, som beundrer de såkaldt stærke mænd i Washington og Moskva, opmuntret af amerikansk retorik og russiske penge.

Europæerne – en halv milliard veluddannede og velorganiserede borgere med sunde økonomier samt adgang til Frankrigs og Storbritanniens atomvåben – må tage deres skæbne i egen hånd. Gør vi det ikke, spiller vi hasard med Europa som livsform.

Indtil videre forsumper vort kontinent i populisme, kujoneri og fremmedhad. Vi trænger til ledere, der kan vække Europa til eget forsvar, til enhed og demokrati, til den humanitet og fred, som er Europas fornemste opgave. Erkendelsen er ved at indfinde sig. I Berlin, Paris og Bruxelles taler man forsigtigt om en europæisk forsvarsdimension. Danmark har tilsluttet sig. Fint nok, men utilstrækkeligt. Europas samlede politiske, økonomiske og sociale struktur skal nytænkes, herunder den mulige opløsning af Nato og EU til fordel for en europæisk forbundsstat med alle en sådan stats normale funktioner, blandt dem fælles finanser og fælles forsvar.

Velkommen til nutiden, så forskellig fra den tid, som gav os Nato. Vi er omsider nået dertil, hvor Sovjetunionens undergang i 1991 logisk måtte føre os. Den nye tid er til statsmandskunst, til beslutninger og til handling, ikke til veldædig udenomssnak.

Vi er nået dertil, hvor Sovjetunionens undergang i 1991 logisk måtte føre os.