Manglerne i psykiatrien forbigås

Colin Bradley plejer på Risskov Hospital, bestyrelsesmedlem for Psykiatrilisten, Lystrup

»Vi ved, hvordan tvang nedbringes i psykiatrien,« skrev Dorte Steenberg, Inge Kristensen og Lene Berring for nylig i et debatindlæg i JP. Opfulgt straks med »Det kræver blot, at regeringens og regionernes politikere sætter initiativerne i gang.«

Det er uklart om ”vi” henviser til dem selv eller en bredere vifte af eksperter, der ”ved”, hvordan tvang nedsættes i psykiatrien.

Klart er det dog, at de stiller sig uforstående overfor, hvorfor denne viden ikke straks bliver implementeret.

Er det dem selv alene, der besidder denne kostbare viden, blev vi andre desværre ikke klogere af indlæggets uddeling af denne, ift. hvad vi konkret skal gøre for at nedbringe tvang.

»Det handler om at vise politisk lederskab og komme i sving,« skrev de, og så skal der ”de-eskaleringsredskaber” til samt ”systematisk læring og review af tvangsepisoder” – som om disse skulle være noget nyt.

Skribenterne undlader dog at skrive om de tre store mangelvarer i psykiatrien; nemlig mangel på kapacitet ift. samfundsbehovet; dvs. ren fysisk kapacitet i form af sengepladser og psykiatriske bosteder, væresteder og aktivitets- og dagtilbudscentre, mangel på bemanding i alle tilknyttede fag og mangel på ledere, der kan og vil lede i overensstemmelse med faglige principper i stedet for blot administrere økonomien og juraen.

Først når der rettes op på mangelvarerne, kan vi kigge seriøst på faglige tiltag til nedsættelsen af tvang. Problemet ville sikkert også i betydelig grad gå i sig selv ved, at de grundlæggende problemer løses i psykiatrien. Dernæst ville jeg appellere til en mere tænksom brug af ord som ”red- skaber”, ” recovery” og ”værktøj”.

Brugt så letsindigt og sløset giver disse for nemt et indtryk af, at bare ditten og datten ”sættes i gang”, så er den hjemme. Men i realiteten er psykiatrien et højt specialiseret og en meget vanskelig form for menneskelig relationsarbejde – og der skal meget mere til. Disse ”redskaber” findes ikke, før personalet selv tilegner og integrerer dem i egen personlig og faglig tilgang.

Det kræver en nænsom oplæring i feltet (og ikke blot i klasselokalet) med højtkvalificeret supervision fra dygtige og erfarne kollegaer. Vi snakker ikke om uger, men om år.

Så til alle jer, der ”ved”, hvordan det kan gøres bedre i psykiatrien: Hold op med bare at stå på sidelinjen og fyre af med råd og kritik.

Vi kan ikke bruge det til noget som helst.

Meld jer i stedet ind i kampen, og søg job som basismedarbejder på de pågældende afdelinger. Det er alene jeres konkrete indsats i feltet på frontlinjen, hvor I kan vise, hvordan ord oversættes til handling, der tæller. Don't just say it; show it.

Meld jer i stedet ind i kampen, og søg job som basismedarbejder på de pågældende afdelinger.