Ønsket om frihed strammer lænkerne om os selv

I mange år har Danmark stået som garant for frihedsrettigheder, men i dilemmaet mellem frihed og tryghed er vi nu ved at ofre demokratiet.

AMIRA NAWA AMINI

olketingskandidat for Radikale Venstre. and.polit., mor til to, idékvinde bag ome-kampagnen #Engangvarjegflygting. Bindestregsdansker med afghanske ødder og socialliberal med tryk på socia

e andre medlemmer af Weekendpanelet

BENTE TROENSE

Forestil dig, at du er borger i et land, hvor dine frihedsrettigheder ikke er til diskussion. Et land, hvor du må tænke og mene, som du har lyst. Et land, hvor du er fri til at ytre dine synspunkter og ikke mindst har frihed til selv at sammensætte din garderobe. Tænk, om du boede i et land, hvor du stod til ansvar for dine egne handlinger og ikke naboens.

Du tror måske, at landet findes, og at det hedder Danmark. Sandheden er bare, at vores land gennem de senere år stille og roligt har solgt små bidder af vores frihedsrettigheder – hver gang for at stille borgernes sult efter tryghed. Problemet er, at vi opgiver vores frihed i bytte for falsk tryghed. Og et endnu større problem er, at mere vil have mere.

I mange år har Danmark stået som solid garant for basale frihedsrettigheder – ytringsfrihed, religionsfrihed, forsamlingsfrihed og foreningsfrihed. Men folkestemningen har kaldt på øget sikkerhed og tryghed – og det kraftige ønske hos lovgiverne om at kunne skærme sit folk fra det utrygge fremmede har taget overhånd.

blev det med den såkaldte imamlov muligt at nægte religiøse prædikanter indrejse i Danmark, alene på grund af deres ytringer. Jeg medgiver, at jeg heller ikke har ønske om at lytte til antidemokratiske prædikener – men det er en katastrofe, at et demokrati bekæmper ytringer og holdninger med lovgivning og magt.

For hvad er det i grunden for et signal, vi sender til danskerne? Det er et signal om, at politikerne har så lidt tiltro til demokratiet, at de er klar til at smide det over bord. At regeringen finder egne såvel som danskernes argumenter og evne til kritisk tænkning så skrøbelig, at de er villige til at ofre ytringsfriheden. Muligvis er vi jantelovens land, men er selvtilliden virkelig ikke større? Har regeringen og politikerne virkelig ikke tillid til, at demokrati kan tilbyde mere end diktatur, og at frihed er bedre end tvang?

I et ægte demokrati må det være sådan, at selv de mest vanvittige holdninger skal kunne finde vej til offentligheden, og her skal de mø- des med debat og argumenter. Sindelagskontrol og ytringsbegrænsninger hører ikke Danmark til.

Institut for Menneskerettigheder skrev tidligere i år, at bevægelsesfriheden er under voldsomt pres som følge af lovændringer inden for de senere år. Hjemløse – danske såvel som udenlandske – kan få forbud mod at opholde sig i en kommune, hvis de tidligere har opholdt sig i en ”utryghedsskabende lejr”. På samme måde har indsatsen mod bandekriminalitet også indskrænket bevægelsesfriheden, da bandemedlemmer – efter at have udstået deres fængselsstraf – kan få et forbud mod at opholde sig i den by, de er dømt for at have begået kriminalitet i. Der er tale om to kraftige indgreb i bevægelsesfriheden – i tilfældet med hjemløse følger straffen af sociale problemer, og i tilfældet med bandekriminelle indtræder straffen, efter at de har afsonet deres straf.

Og så er der det nyligt vedtagne burka- og niqabforbud – eller maskeringsforbud, som nogle grinagtigt forsøger at bilde sig selv og befolkningen ind, at der er tale om. Det var i forvejen strafbart at tvinge en kvinde i burka eller niqab, men fra næste måned skal det også være forbudt for kvinden selv at træffe valget.

De fleste i Danmark – inklusive mig selv – bliver lidt utrygge ved synet af en kvinde i burka. For mange er det et symbol på undertrykkelse og tvang, som ikke er foreneligt med den frihed, vores samfund ellers bygger på. Personligt bryder jeg mig ikke om ikke at kunne se ansigtet på den person, jeg møder og samtaler med.

Men vi kan ikke forbyde os ud af utryghed og angst. Det er stik imod grundlov, demokrati og retssamfund. Hvis det er (potentielt) undertrykte kvinder, vi ønsker at hjælpe, så nytter det ikke det fjerneste, at skubbe dem bort fra os og afkoble dem fuldstændigt fra samfundet. Tryk avler modtryk – og jeg frygter, at der vil vokse en modstand mod det danske samfund i disse familier, og der blot vil opstå større afstand mellem befolkningsgrupper.

Igennem tiden har kvinder været udsat for megen undertrykkelse – og ingen mand (eller kvinde) skal i dagens Danmark tvinge hende i en burka. Men ud fra akkurat samme ønske om frihed, skal staten så sandelig heller ikke tvinge burkaen af en kvinde.

Problemet er, at vi tror, at de mange forbud er et opgør med fremmede fjendtlige tanker, der truer Danmark. Men i virkeligheden er vi i gang med et opgør med vores egne frihedsværdier. Værdier, som vi vil gøre så meget for at bevare, at vi paradoksalt nok også er rede til at ofre dem for sagen.

Jeg kan og vil ikke stiltiende acceptere, at Danmark skal gå ufrihedens vej.

Enhver, der bekender sig blot en lille smule til liberalismen, må spørge sig selv, om den politik, der føres i sin helhed, trækker nationen i den rigtige retning. Og er man liberal, vil man med god sandsynlighed komme frem til, at det ikke er i liberalismens ånd at indskrænke individernes frihed.

Selv om den enkelte, konkrete indskrænkelse af friheden kan se ganske tilforladelig ud, så er det samlede billede, at vi med de mange forbud er i bevægelse væk fra noget af det mest grundlæggende ved vores samfund – nemlig vores frihed.

Et stærkt samfund kan kendes på, om det formår at opretholde sine principper i de vanskeligste tider, hvor antidemokratiske vinde blæser.

Vi har desværre ikke udvist den principfasthed. Tværtimod har vi, i frihedens navn, strammet lænkerne om os selv.