Fire Vm-trofæer på stribe – det europæiske herredømme består
De øvrige kontinenter kan for lidt og har mistet deres særpræg, mener Morten Bruun.
Jeg sidder her i solen i Sotji.
Det er lørdag eftermiddag. Forude venter de sidste to kvartfinaler, hvoraf jeg skal kommentere den ene, og jeg kan allerede nu konstatere, at det europæiske herredømme fortsætter. For fjerde gang i træk bliver VM vundet af et hold fra Europa. I 2006 var det Italien. I 2010 var det Spanien. I 2014 var det Tyskland. En tilsvarende kontinental dominans er aldrig tidligere set i VM’S snart 100-årige historie.
En skam, at VM i 2018 sådan har udviklet sig til et udvidet EM uden mangfoldigheden i semifinalerne, men det kan jo ikke nytte noget, når de andre ikke er bedre. Hvad har de budt ind med, de øvrige kontinenter? Ikke meget. Og da slet ikke, når man tænker på løfterne engang.
Mange talte om et snarligt afrikansk gennembrud i verdensfodboldens top, da Cameroun og Nigeria i 1990’erne begge var tæt ved at spille sig videre til kvartfinalerne. Begge nationer imponerende med et enormt atletisk spil, en kolossal springkraft og en voldsom kompromisløshed i tacklingerne. Siden bød også lande som Ghana og Elfenbenskysten ind med noget brugbart, det har bare vist sig ikke at være langtidsholdbart. De vestafrikanske lande er stagneret, hvilket Senegal og Nigeria har været sørgelige eksempler på i år. Begge lande leverede en god kamp og to dårlige. De tre nordafrikanske lande havde groft sagt intet at byde på.
Heller ikke de asiatiske lande er kommet tættere på. I 2002 præsenterede Sydkorea ellers en omgang nyskabende hvirvelvindsfodbold, da holdet sammen med Japan var værter ved VM. Med lynhurtige pasninger langs græsset og bestandige positionsskift leverede de små koreanere et tempospil, der var ved at tage pusten fra alle. Men det er længe siden, og holdene fra den del af verden synes heller ikke at være kommet videre. Japan leverede denne slutrundes eneste opmuntring fra det fjerne Østen, men i den sidste ende blev de mast. Kina kunne måske med deres milliardbefolkning og store satsning på fodbold rumme en potentiel stormagt, men det bliver ikke foreløbigt. I marts tabte Kina med 0-7 i en landskamp mod Wales. Mellemamerika var Mexico og ikke ret meget andet.
Men Sydamerika da? Heller ikke. Ikke siden 2002 er et sydamerikansk hold blevet verdensmester, og en del af årsagen synes at være, at spillerne i alt for høj grad er i deres følelsers vold. I 2014 var det Brasilien, der kollapsede mod kølige Tyskland, og i år havde både Argentina og Colombia enorme problemer med at styre deres temperament. På det argentinske hold brød panikken løs, i samme sekund holdet kom bagud, og Colombia brugte alt for mange ressourcer på at beklage sig over dommeren, da det virkelig gjaldt. De samme børnesygdomme led hverken Uruguay eller Brasilien under, og sidstnævnte havde strengt taget bare marginalerne imod sig.
Man siger, at de, der går i de andres fodspor, aldrig kommer forbi, og det er vel det, der er sket i verdensfodbolden. For hvor der tidligere var meget store forskelle på, hvordan spillet blev grebet an i de forskellige dele af verden, så spiller alle i dag et europæisk spil. De dygtigste spillere fra de øvrige kontinenter spiller alle i europæiske topklubber og har tilpasset sig systematikken og organisationen i de store ligaer i England, Tyskland, Spanien og Italien i en sådan grad, at alle mere eller mindre ligner hinanden. Og når det kommer til det europæiske spil, så er der ikke nogen, der gør det bedre end lige netop europæerne. Ingen hold kan på den samme måde holde en formation eller bevare overblikket i pressede situationer. Og læg dertil en ikke uvæsentlig detalje: De europæiske målmænd er langt de bedste i verden. Igor Akinfeev, Thibaut Courtois, Hugo Lloris og Jordan Pickford har alle reddet deres hold undervejs.
Man siger, at de, der går i de andres fodspor, aldrig kommer forbi, og det er vel det, der er sket i verdensfodbolden. Morten Bruun
I det stramme spil ved VMslutrunden i Rusland kom selv de største individualister til kort. Hverken Lionel Messi eller Neymar formåede at vinde VM ”helt alene”, som Diego Maradona gjorde det i 1986.
De tider er nok definitivt forbi. I stedet har det på det overordnede plan været kollektivernes VM. Den velordnede fodbold har vundet, hvilket heldigvis ikke har betydet, at der ikke har været plads til det ekstraordinære. Spillere som Kylian Mbappé, Eden Hazard og Luka Modric har alle funklet.
Men de har gjort det inden for de europæiske rammer.