Tænk på et tilfældigt tal
Det er ret tilfældigt, at Nato-landene landede på at skulle bruge lige netop to pct. på deres forsvar – hvis de overhovedet har aftalt det.
”Tænk på et tal” hedder en af forfatteren Anders Bodelsens største succeser.
Det er også – lidt – sådan, at Nato-landene er landet på, at de inden 2024 skal op og bruge to pct. af deres BNP på forsvaret.
Der eksisterer i hvert fald ikke et konkret regnestykke bag tallet. Officererne har heller ikke været ude på lagrene og gøre op, hvad der mangler af missiler, krudt og kugler. Der er ikke foretaget en sådan behovsanalyse af, hvad Natos samlede forsvar mangler. De to pct. er lidt af et slag på tasken.
Optakten til en egentlig beslutning om de to pct. går mindst 15 år tilbage og er præget af ganske mange tilfældigheder. Men i dag har præsident Trump gjort det til sit mantra, at det er en fast aftale, ikke kun en løsere hensigtserklæring. Dermed fanger bordet på en ny måde. Det vil også vise sig på Nato-topmødet i Bruxelles på onsdag.
Der blev på Nato-topmødet i 2014 i Wales truffet en beslutning om, at landene »skal arbejde hen imod« at komme op på to pct. I præsident Obamas optik var det en rund og blød formulering, om end også Obama – ligesom mange andre amerikanske præsidenter før ham – var meget opsat på at få europæerne til at betale mere for den fælles Nato-sikkerhed. USA finansierer ca. 70 pct. af det samlede Natobudget.
»Trump udlægger det meget mere firkantet end Obama. For ham har landene afgivet et klart løfte, som bare skal indfries, og han vil ikke høre på bortforklaringerne,« siger professor Sten Rynning, Syddansk Universitet.
Det begyndte allerede ved årtusindeskiftet at stå klart, at Nato måtte yde noget mere til forsvaret. I 10 år havde de fleste Nato-lande indkasseret fredsdividenden efter ophøret af Den Kolde Krig. Forsvarsudgifterne var raslet ned overalt. Pengene gik til velfærd og andre rare ting.
Men Balkankrigene og derefter indsatsen i Afghanistan fra 2001 afslørede, at Nato igen måtte være tungere. Der kom et nyt fokus på forsvarsbudgetterne, fordi den militære kapacitet ikke slog til i forhold til Natos egne mål: at kunne klare to store konflikter og et antal kriser samtidig. Nato havde behov for at blive stærkere.
»Det går tilbage til først i 00’erne. Ca. halvdelen af Nato-landene lå over to pct., den anden halvdel under. Medianen – de to pct. – begynder at dukke op heromkring, i embedsmandspapirer og på forsvarsministerniveau, men helt uforpligtende som en overvejelse,« forklarer Sten Rynning.
Tallet dukker op i Prag
Den første mere konkrete omtale af de to pct. henlægges gerne til topmøder i Prag i 2001 og i Istanbul i 2004, men stadig som en løs idé på lavere niveau. Det begynder at blive alvor i 2013-14 ved tilbagetrækningen fra Afghanistan, Ruslands besættelse af Krim, krigen i det østlige Ukraine og truslen fra terrororganisationen Islamisk Stat. Præsident Barack Obama begyndte at presse på, og de fleste Natolande indså, at der måtte ydes noget mere under indtryk af de mange nye trusler.
På dette tidspunkt lå langt hovedparten af Nato-landene klart under to pct. Tallet blev fisket op af gamle papirer og støvede hensigtserklæringer, men var stadig ikke særlig konkret.
Bløde Barack Obama
Det ændrede sig i 2014 på topmødet i Wales, da de to pct. blev optaget som en målsætning i slutdokumentet. Men det var stadig med Barack Obama for bordenden, og de fleste opfattede det ikke som et fast løfte. Statsminister Helle Thorning-schmidt (S) tiltrådte på Danmarks vegne.
»Hvis man dengang havde vidst, hvordan en præsident Trump ville holde alle konkret ansvarlige for disse to pct., var man nok ikke gået med til det,« vurderer institutleder Jens Ringsmose, Forsvarsakademiet.
Der er stadig stor debat om, hvor forpligtende de to pct. er. Der er også mange argumenter imod at kigge så snævert på et tal. Danmark vil f.eks. hellere se på, hvad
Hvis man dengang havde vidst, hvordan Trump ville holde alle ansvarlige for de to pct., var man nok ikke gået med til det. Jens Ringsmose, Forsvarsakademiet
man får for pengene, end hvor mange penge der i alt pumpes i forsvaret. Det samme vil mange andre lande.
Men det vil næppe stemme præsident Trump mildere i Bruxelles.