Satire over hæsligheden og ondskaben
Jake & Dinos Chapmans udstilling "March of the Banal" på Aros rummer mange lag, som man kan iagttage efter temperament.
KUNSTUDSTILLING
AROS AARHUS KUNSTMUSEUM
Aros Allé 2, Aarhus C.
Til den 21. oktober 2018 De britiske brødre Jake & Dinos Chapman vil berette om, hvad der er foregået på planeten Jorden af ondskabsfuldheder gennem historien. Her bruger de tableauer, som kan give associationer til et helvede på jord, og som får Dantes skærsild til at fremstå som en ferielejr for utilpassede fascister, hvilket måske i sig selv er slemt nok? Således skulle meningen med udstillingen ”March of the Banal” fremstå klokkeklar og uden mellemregninger, og det kan muligvis være vanskeligt ved første gennemsyn at forstå de mange efterretninger. Brødrene Chapman bruger ellers effektive metoder med henblik på illustrationen af, hvad mennesker gør ved mennesker i en voldsforankret og ofte afskyelig evolution.
Hitler og Goya
Umiddelbart oplever man i udstillingen et større antal tilsyneladende traditionelle arbejder på papir, nydeligt indrammet bag glas og ophængt på en måde, som synes museumsteknikerens vaterpas at være defekt. Desværre hylder brødrene Chapman kvantitetsprincippet i denne ophængning. Mange af tegningerne ligner overskud fra lageret opsparet over årtier, og flere af dem er faktisk placeret uden for direkte synsvidde.
Idékriterierne skærpes til gengæld i et større antal collager, som er foretaget på grundlag af 80 raderinger af Goya skildrende krigens rædsler. Her opstår nogle fængslende virkninger, som sammenfatter kunsthistorie med nutidskunst på en ganske overrumlende måde. I forlængelse af disse værker optræder nogle modifikationer, som er foretaget på akvareller af Adolf Hitler. Ja, ham!!! Værkerne rummer kun en begrænset grad af kunstnerisk værdi, men grebet er bestemt vedkommende på trods af, at det udstillede står en anelse svagt på en ellers interessant scene.
Til gengæld er der substans i Chapman-brødrenes rumlige værker. På trods af, at man i skulpturerne kunne trække tråde tilbage i kunsthistorien, er der signalværdi i udgaverne af terroristernes selvmordsbælter i bronze. Her findes formeligt muligheder for rum til en fordybelse over, hvad der foregår af vederstyggeligheder i verden. I samme område finder man skulpturgruppen "The New Arrival of The Nuclear Family (I felt insecure)", der giver næring til en form for kritik af de politiske systemer og familielivet i sin mest spidsborgerlige fremtoning.
Sokker i sandalerne
I fire tableauer placeret i glasmontrer ses alt i et billedsprog, hvor symbolikken er så tyk, at man kan skære skiver af den. Der forekommer et drama her, der giver associationer til et rendyrket plastichelvede. De små figurer har alle deres rolle, og der er mange af dem. Korsfæstelser af den velkendte Mcdonald-klovn samt andre mishandlede karakterer i dette inferno giver blot helheden et lattervækkende præg, som yderligere styrkes af et par gigantiske, afhuggede fødder bærende sokker med regnbuemønstret hønsestrik i en sundhedssandal.
Længere inde i udstillingen finder man et rum, der bringer mindelser frem om en skolestue, hvor en filmfremvisning finder sted.
Konstantinos "Dinos" Chapman, født 1962.
Begge har afgangseksamen fra Royal College of Art, London, 1990.
Udgør sammen med britiske kunstnere som Tracey Emin, Sarah Lucas og Damien Hirst kernen i generationen Young British Artists – YBA. Miljøet overvåges af figurer bærende den velkendte Ku Klux Klan-uniform, dog med en ironisk tilføjelse: de førnævnte sokker i sandalerne. Installationen virker umiddelbart lige så tåbelig som de latterlige dragter, klanen iklæder sig, men filmen, som blandt andet skildrer en klassisk disciplin som tegning efter nøgenmodel – dog i et bizart handlingsforløb – kan man udmærket bruge nogle minutter på.
Hvis man iagttager nogle forstørrelser af de grafiske enheder, man tidligere kaldte smileys – og nu vistnok emojis – er det helt legitimt at udskifte disse med hagekors eller andre ubehagelige symboler på ondskab – og måske er netop denne tolkning hensigten med en udstilling, der kræver ikke så lidt af sit publikum. Ironien i sammenfatningen af sjov og ballade og helvede på jord udføres dog med en vis satirisk styrke, hvilket legitimerer det meste i Chapmanbrødrenes verden.