DE SÆRLIGE PLADSER
Inden udgangen af 2018 skal i alt 150 særlige psykiatriske pladser på landsplan være klar til brug. Tiltaget blev besluttet politisk som en reaktion på en række drab på medarbejdere på socialpsykiatriske bosteder begået af psykisk syge beboere.
Kommuner kan i dag indstille borgere til en plads, hvorefter et visitationsforum vurderer, om patienten kan og skal indlægges. Tilbuddet er frivilligt.
I dag kan der visiteres til ophold på en af de særlige pladser, hvis seks kriterier om bl.a. farlighed, psykisk lidelse, sociale problemer, misbrug etc. er opfyldt. Regeringen lægger op til, at kun fire af seks kriterier skal opfyldes, og at flere lempes, så det f.eks. ikke er et krav, at patienten er til »nærliggende og væsentlig« fare for andre, men blot kan være »i risiko for at blive til fare for andre«.