Maleriet var dømt ude. Han reaktualiserede det
Den amerikanske kunstner Julian Schnabel, der kan opleves i ny udstilling på Aros, er medvirkende til, at maleriet som kunstform stadig spiller en rolle.
»Den mest markante skikkelse i det figurative og fortællende maleris tilbagekomst i starten af 1980’erne.«
Med disse ord præsenterer Aros hovedpersonen i dets nye udstilling, den amerikanske maler og filminstruktør Julian Schnabel. Udstillingen ”Julian Schnabel – Aktion Paintings 1985-2017” åbnede fredag, og kan ses frem til marts 2019.
Julian Schnabel er eksponent for den kunstneriske retning, der kendes som nyekspressionismen, og som gennemstrømmede Europa og USA fra slutningen af 70’erne og frem til midten af 80’erne. Som navnet antyder, var strømningen udtryk for en genkomst til det ekspressionistiske maleri – en stilart, der var dominerende i begyndelsen af 1900-tallet, især i Tyskland og Østrig.
Julian Schnabel, der i dag er 66 år, brød igennem den kunstneriske lydmur i starten af 80’erne, bl.a. med sine berømte tallerkenmalerier, der er lavet på ituslået porcelæn.
Den danske kunstsamler og kurator JensPeter Brask er medinitiativtager på udstillingen. Hans venskab med Julian Schnabel har været medvirkende til, at Aarhus nu får den anerkendte kunstner at se.
»Det er en smuk og meget spændende udstilling,« siger Jens-peter Brask.
»Det bliver værker fra Julian Schnabels tidlige periode og frem til i dag. Så man vil både få nogle af de første værker samt de mere kendte værker at se.«
Udstillingen er den største Julian Schnabel-præsentation i Norden nogensinde. I alt bliver der tale om 44 værker fra perioden 1985-2017.
To års forberedelse
Efter to verdenskrige og de efterfølgende teknologiske kvantespring mente mange kunstkritikere, at maleriet som kunstform hørte fortiden til. Julian Schnabel regnes af mange for medvirkende til at have ændret dette og været med til at holde maleriet i live. Hans værker er ofte kendetegnet ved at indbygge anderledes elementer, f.eks. presenninger og velour.
Museumsinspektør Rasmus Stenbakken fortæller om udstillingen:
»Den er bygget op om temaer, der har optaget Schnabel gennem de sidste 40 år. Publikum vil blive trukket igennem en verden, der er sanselig og omskiftelig, ved at vi præsenterer dem for mange af Schnabels forskellige værker. Dette suppleres af en arkitektur, der er anderledes, tilnærmelsesvis skæv – noget, som aldrig er set før på Aros.« Jens-peter Brask supplerer:
»Julian Schnabel har arbejdet på lærred samt med stof, dug og fundne materialer. Og så selvfølgelig de klassiske ”plate pain-