BREXIT-AFTALER
I næsten to år er oktober 2018 blevet udråbt til det tidspunkt, hvor en aftale om briternes skilsmisse fra EU skulle være forhandlet på plads.
Dermed burde det være ved at være for sent nu, for selv om parterne er blevet enige om meget, så udestår stadig afgørende spørgsmål som det om, hvordan grænsen skal fungere mellem Irland og Nordirland.
Og mens begge sider i forhandlingerne forsøger at bruge det tikkende ur som pressionsmiddel mod modparten, så er der – rent teknisk – faktisk stadig en del tid til at få en aftale på plads. Også selv om det ikke bliver i oktober.
Når en aftale helst skulle have været færdig i oktober, skyldtes det, at der skal være tid til godkendelse i både det britiske og europæiske parlament.
Den absolutte deadline er, når den 29. marts 2019 rinder ud (centraleuropæisk tid). Den 30. marts er Storbritannien ikke længere medlem af EU, og uden en aftale vil parterne stå med et ”no deal”-brud, der kan give store negative konsekvenser for handel, transport og menneskers opholdsgrundlag.
Tre måneder, men …
Hvad angår godkendelsen i Europa-parlamentet, så plejer den institution at bruge omkring tre måneder på den formelle vedtagelse af en indgået politisk aftale. Men med brexit forholder det sig markant anderledes.
Parlamentet har nemlig fra starten nedsat en brexitstyregruppe, hvor seks medlemmer fra de største politiske grupper følger forhandlingerne løbende, får ugentlige opdateringer fra kommissionens forhandlere og har direkte adgang til at præge processen.
Desuden har parlamentet offentliggjort flere erklæringer med såkaldt ”røde linjer” om, hvad en aftale som minimum skal opfylde, før parlamentet kan godkende den. Der forhandlers om to brexitaftaler.
Udtrædelsesaftalen:
Skal være på plads senest den 29. marts 2019 og beskrive adskillelsen inden for en lang række forhold som den fremtidige grænse mellem Irland og Nordirland, Storbritanniens betalinger til EU og borgernes rettigheder.
Aftalen om det fremtidige forhold:
Kan først færdigforhandles, når Storbritannien formelt har forladt EU. Den skal bl.a. beskrive fremtidens handelsforhold mellem parterne.
Overgangsperioden:
Parterne har aftalt en overgangsperiode fra den 30. marts 2019 til udgangen af 2020, hvor de fleste af EU’S regler fortsat gælder i Storbritannien. Tiden skal bl.a. bruges til at forhandle aftalen om det fremtidige forhold på plads. Det overvejes nu, om overgangsperioden skal forlænges yderligere.
»Parlamentet har været inddraget fra starten, og forhandlerne kender de betingelser, som parlamentet har stillet for at godkende den,« siger Delphine Colard fra Europa-parlamentets pressetjeneste og tilføjer, at parlamen- tet ikke »bliver noget gummistempel«, bare fordi aftalen kommer til at gå glat igennem.
»Det vil være udtryk for, at en aftale kun bliver indgået, hvis den lever op til den ramme, som parlamentet har godkendt på forhånd,« siger hun.
Afstemning i salen
Formelt skal den endelige aftale gennem parlamentets forfatningsudvalg, hvorefter den skal til afstemning i selve parlamentssalen, hvor et flertal skal stemme for den uden mulighed for at stille ændringsforslag.
I princippet kan udvalgsbehandling og plenarmøde holdes den samme dag, men to dage vil gøre det mere smidigt, og en parlamentssamling på fire dage er optimalt, oplyser parlamentet.
Parlamentets sidste samling før brexit er den 25.-28. marts. Venter man så længe, vil det dog give meget lidt spillerum for ministerrådet, hvor et kvalificeret flertal (19 af de 27 lande, repræsenterende 65 pct. af befolkningen) også skal godkende aftalen til sidst. Det kan muligvis klares skriftligt. Mere tid får rådet, hvis Europa-parlamentet kan godkende en aftale på sin samling den 11.14. marts.
På den britiske side ved ingen, hvornår den sidst mulige dag er. Det hele er en indviklet affære med både Over- og Underhus og et væld af kringlede regler og gamle traditioner, hvoraf nogle kan bøjes.
Som tommelfingerregel kan tingene komme hurtigere igennem end ellers, hvis der er bred opbakning, og regeringen har et solidt flertal. Desværre for premierminister Theresa May er ingen af delene tilfældet for hende.
Først skal hendes aftale med EU godkendes. Det vil formodentligt tage nogle dage.
»Der skal være mulighed for, at parlamentet kan se på aftalen, før de stemmer om den, og der skal også være tid til at debattere den,« forklarer Maddy Thimont Jack, brexit-researcher hos tænketanken Institute for Government.
Han har anbefalet fem dage, svarende til hvad der blev brugt i 1972 før Eu-indmeldelsen.
Regeringens planer kan besværliggøres af speakeren, der styrer debatterne i Underhuset. John Bercow, som han hedder, kan f.eks. egenhændigt beslutte at tillade ændringsforslag. Den partipolitisk uafhængige Bercow er normalt ikke bleg for at give magt til Underhuset, selv om det er besværligt for regeringen
Magt til parlamentet
Når (eller hvis) May får brexit-aftalen godkendt, skal et andet forslag føre den ind i det britiske lovbøger. Det tager også tid.
»Det er meget svært at vide, hvor længe det vil tage at få igennem,« siger Maddy Thimont Jack, som fortæller, at tidligere Eu-traktater, tog mellem 11 og 41 mødedage.
Derefter skal aftalen ratificeres. Her har Underhuset og Overhuset 21 dage til at gøre indsigelser. I så fald udløses en ny 21 dages-periode. Der er en mulighed for at smyge sig udenom i »exceptionelle« tilfælde, men reglerne om ratificeringer er relativt nye, så det er uvist, hvordan det i givet fald kan ske.
Brexitminister Dominic Raab sagde i sidste weekend til BBC, at brexit-aftalen med EU helst ikke skulle falde på plads senere end slut-november, men omvendt har man i den britiske regering også den opfattelse, at hvis Theresa May kommer hjem med en aftale – selv om det er sent – så skal man nok finde en måde at få det kørt gennem parlamentet på.
Mange ubekendte
I bedste fald kan parterne stadig nå at godkende en aftale, som først lander i januar, måske endda i begyndelsen af februar, men der er mange ubekendte, bl.a. om briterne begynder at indkalde Underhuset på fredage.
En enkelt konkret dato er der dog. Den 21. januar næste år skal Theresa Mays regering fortælle Underhuset, hvis der endnu ikke er nået en aftale med EU.
Denne erklæring kan der muligvis laves ændringer til og brexit-modstandere mener, at man kan ændre den så meget, at der udskrives en ny folkeafstemning med mulighed for at aflyse EUudmeldelsen. Så formodentlig vil May gerne have en aftale før den 21. januar.