Først tog han det halve Italien, dernæst det hele. Nu går han efter Europa
Matteo Salvini trådte ind i regeringen som lillebror, men er vokset til den stærke mand, som italienerne slutter op om. En krise med EU om Italiens budget får ikke Salvini til at bakke, tværtimod.
Matteo Salvinis første bryllup blev ikke nogen fest. Bruden var fra Syditalien, selv var han fra Milano og glødende medlem af Lega Lombarda, partiet som ville dele Italien. Salvini flåede skjorten af og trak i en T-shirt i Legas grønne farve, da bryllupskagen skulle skæres for. Brudgommens medbragte venner stemte i med slagsange mod Syditalien, brudens talrige familie svarede igen med et buh-kor, beretter den nu fraskilte hustru, Fabrizia Leluzzi til BBC.
Ægteskabet varede ikke længe. Meget er ændret, siden Salvini som partijournalist propaganderede for, at Norditalien var tættere på Europa end det i partiets øjne håbløse fattige og kaotiske syden, som snyltede på rigdommen i nord.
Nu er han hele Italiens indenrigs- og vicepremierminister, valgt i det sydligste Italien. EU, som han tidligere ville bruge som både moralsk og økonomisk løftestang, er nu fjenden i den byge af tweets og Facebook-opslag, som Salvini dagligt sender af sted. Den aktuelle kamp med Eu-kommissionen ser ud til at behage Salvini godt. I en byge af tweets og personlige indlæg på Facebook mobiliserer han italienerne til at stå sammen.
»Lad regeringen arbejde for italienerne,« appellerede han.
Det længste strå
Politiske iagttagere i Italien gætter på, at uanset om det bliver Italien eller EU, som vinder kampen om, hvorvidt Italien må bryde budgetreglerne, så vil Salvini trække det længste strå:
Vinder EU, kan han skyde skylden på bureaukraterne i Bruxelles for, at dyre valgløfter om at sænke pensionsalder og skat ikke kan indfries. Vinder Italien, vil han stå som den stærke mand, der knægtede overmagten.
Og uanset udfaldet vil Salvini have et glimrende udgangspunkt til næste projekt: at samle Europas Eu-kritiske partier og gøre dem til en egentlig magtfaktor i Bruxelles, vurderer Valerio Renzi, forfatter til bogen ”Bulldozerpolitik, Lega, Salvini og det nye europæiske højre”. En analyse, som deles af den tyske avis Welt. Det handler om Eu-parlamentsvalget i 2019, skriver avisen.
»Salvini, Le Pen og Orbans projekt er klart og entydigt: De vil ændre balancen i Kommissionen og erstatte socialisterne i alliance med de konservative,« mener Valerio Renzi, som henviser til de politiske venner, som Matteo Salvini omgiver sig med: Marine Le Pen, leder af partiet Rassemblement National (Folkets Samling, tidl. Front National, red) og Ungarns premierminister Viktor Orban.
Også Ruslands præsident, Vladimir Putin, hører sammen med USA’S præsident, Donald Trump, til Salvinis politiske forbilleder. Lega har indgået en venskabspagt med Putins parti i Rusland. Moskva er da også rykket ud med tilbud om en hjælpende hånd til Italien, som kæmper med en offentlig gæld på ca 130 pct. af bnp, en middelmådig kreditvurdering og nu et forslag til finanslov, som ifølge Eu-kommissionen kun vil gøre det hele endnu værre.
Italienerne har for længst lært at sige ”spread”, som betegner rentespændet mellem de tyske og italienske statsobligationer. Gælden er et dyrt bekendtskab for Italien, som skal betale høje renter for at låne penge.
Reelt er han regeringschef
Hverken Italiens premierminister, Giuseppe Conte, eller den anden vicepremierminister Luigi di Maio, fra Femstjernebevægelsen, kan følge med, når Salvini folder sig ud.
»Reelt er han regeringschef,« fastslår Matteo Pucciarelli, journalist på dagbladet la Repubblica og forfatter til bogen ”En populists anatomi, den sande historie om Matteo Salvini”.
I september prydede Salvini forsiden af af nyhedsmagasinet Time, som udråbte ham til ”Europas nye ansigt” og i en længere artikel forsøgte at forklare, hvorfor han er den mest frygtede mand i Europa. Britiske BBC bragte et stort portræt i august. Både udadtil og indadtil står Salvini som Italiens stærke mand: Han er mester for en stejlt stigende kurve, som afspejler opbakningen til Lega.
Da han overtog formandsposten i 2013, lå partiet til blot 4 pct., efter at en korruptions- og nepotismeskandale havde trukket tæppet væk under den magtfulde partistifter Umberto Bossi. Ved parlamentsvalget i marts fik Lega 17,4 pct. af stemmerne, mere end koalitionens egentlige leder, Silvio Berlusconis Forza Italia, og allerede dengang forudså politiske kommentatorer, at Salvini ville overhale flere partier indenom.
De fik ret. Femstjernebevægelsen, som trådte ind i regeringen som det største, har mistet opbakning og er røget under 30 pct., mens Salvinis Lega nu støttes af 30,4 pct. af italienerne, viser seneste meningsmåling. Sammenlagt støttes de to partier dog af næsten 60 pct. af vælgerne, hvilket tolkes som et bredt folkeligt mandat til både finanslov og konfrontationskurs mod Bruxelles.
Det er set før
Stor opbakning til én mand er set før i Italien. Også i nyere tid.
Spørg blot Silvio Berlusconi, som trådte til, da Italiens gamle politiske system brød sammen i 1992 eller tidligere Eu-kommissær Mario Monti, som blev sat ind som teknokratisk premierminister i november 2011, efter at Berlusconi var ved at køre Italien ud over den økonomiske afgrund.
Monti fik sin forside på Time, som spurgte, om denne mand kunne redde Europa. Hans neddæmpede stil blev modtaget med varsler om, at nu ville italiensk politik forandres. Ved det efterfølgende valg i 2013 fik Montis parti under 10 pct. af stemmerne. Samme skæbne vil ikke overgå Salvini, vurderer Valerio Renzi, som henviser til, at selv om Lega har haft rod i butikken, har siddet i regering med Berlusconi og i årtier har stået i spidsen for tunge regioner som Veneto og Lombardiet, så formår Matteo Salvini at fremstå som fornyer:
»Selv om han har været i politik siden 1993, da han blev valgt som kommunalbestyrelsesmedlem i Milano, er det lykkedes ham at præsentere sig selv som ”en ny mand” og ikke mindst den, som er kommet for at give svar på italienernes frygt,« siger Valerio Renzi.
Som indenrigsminister har Salvini ført en hård og kompromisløs kurs over for migration ved at lukke havne for de skibe, som samler nødlidende migranter op i Middelhavet. Han er beskyldt for at skubbe til voldelig racisme. Han har ladet sig fotografere i svømmebassiner, som er konfiskeret fra mafiosier og har ikke lagt skjul på sin egen beundring for stærke ledere.
Salvini genbruger gerne citater fra Italiens tidligere fascistleder, Benito Mussolini, og da han i 2014 besøgte Nordkorea, erklærede han, at sanktioner mod Kim Jonguns styre var idiotiske, at det var et land med store muligheder, og at han havde oplevet et forbilledligt samfund.
Matteo Pucciarelli spår ligeledes Salvini en lang politisk levetid:
»Salvini er en inkarnation af tidsånden, såvel i Italien som i Europa, og så er han et politisk dyr, som forstår at bevæge sig, opnå fordele og beherske,« siger han.