Sightseeing endte i jagt på gave til chaufførens søster

Smykker til søsteren eller sheaolie til konen kan være langt vigtigere for tchadiske mænd end at behage nysgerrige journalister.

I sommer tilbragte jeg en uge i det afrikanske land Tchad. Programmet var nøje fastlagt de fleste dage, hvor den stod på reportagetur til flygtningelejre, interviews med nødhjælpsarbejdere og timevis af transport i firhjulstrækkere for at komme ud til de yderste afkroge af landet via den ene mere bumpede og sandede vej efter den anden.

Men én af de sidste dage inden hjemrejsen til Europa blev det muligt at tage en lille afstikker fra programmet, og jeg og en tysk journalistkollega så vores snit til selv at gå på opdagelse i landets hovedstad, N’djamena. Helt alene var vi dog ikke.

Vestlige udlændinge frarådes at færdes alene mange steder i byen på grund af den sociale uro, som den seneste tid har taget til i styrke grundet økonomisk ustabilitet og en ludfattig statskasse, så derfor allierede vi os med den næsten to meter høje, bredskuldrede og bredsmilende taxachauffør Yaya.

I Yaya havde vi både en ”bodyguard” og en respekteret, lokalkendt mand. Hvad det senere skulle vise sig var, at han havde andre snedige planer med vores udflugt.

Vi følte os godt tilpas, da vi satte os til rette i de lysebrune, plysbetrukne bagsæder i hans bil og startede vores sightseeing.

Yaya var uden tvivl én tchadisk mand med gunstige levevilkår modsat mange andre landsmænd. Han fortalte, at han var 43 år gammel, far til seks børn og gift med to koner.

»Jeg har tre børn med dem hver, og de bor i hver sin ende af byen. Så bliver der ingen ballade,« grinede han, mens vi ud fra vinduet i hans bil blev vidne til byens mange iøjnefaldende kontraster.

Det ene øjeblik mødte vores syn store kompostbunker, omringet af udmagrede, vilde hunde. Få minutter senere kørte vi forbi et femstjernet og 11 etager højt hotel med en guld- belagt facade. Hotellet har dog aldrig været brugt, da konstruktionen er gået helt i stå grundet landets økonomiske krise.

På et tidspunkt gjorde Yaya holdt ved ét af byens markeder. Pludselig var vores chauffør nemlig kommet i tanke om, at han havde glemt at købe en gave til sin søster. Det skulle være nogle helt særlige øreringe, forklarede han. Og så gik jagten ellers ind. I over en time blev jeg og min mandlige journalistkollega slæbt rundt til den ene lille biks efter den anden for at give vores besyv med.

Et sted var perlen for stor, et andet sted for lille, og trods besøg hos mindst fem smykkehandlere fandt Yaya aldrig dét, han ledte efter. Derfor besluttede han at droppe smykkejagten og i stedet gå efter noget helt andet.

Med os i hælene fandt han frem til en særlig stofhandler, som lå midt inde i en mørk, lukket basar. Her blev vi igen sat på arbejde, denne gang med at udpege de farverige stoffer, som vi mente, at hans søster – som vi vel og mærke aldrig havde set eller kendte – ville blive glad for.

Måske burde jeg have forudset, at vores chaufførs ”lille ærinde” var en tidskrævende affære.