»Sådan skal teater være«
Historien om handelsskibet ”Haabet”og dets last af sorte slaver til De Vestindiske Øer bliver til spændingsfyldt teater på Teatret Møllen i Haderslev.
TEATRET MØLLEN
Efter roman af Mich Vraa Dramatisering: Brian Wind-hansen
Iscenesættelse: Rasmus Ask Scenografi: Laura Rasmussen Varighed: 2 timer og 15 minutter Spiller på turné i hele landet til den 7. december For få måneder siden udkom den tredje roman i Mich Vraas trilogi om det tidligere Dansk Vestindien. Imidlertid har man på Teatret Møllen i Haderslev kastet sig over en dramatisering af den første roman i trilogien.
”Haabet” handler om slavehandlen via handelsskibe i begyndelsen af 1800-tallet. I fortællingen møder vi mulatpigen Maria Frederiksen, som er resultatet af en gruppe sorte slavers voldtægt af hendes mor og nu splittet imellem sin hvide opvækst og sin mørke hud, samt professor Mikkel Eide, der vil hjælpe de sorte, men som ender i en besidderisk kærlighedsbesættelse af en sort slavinde.
Desværre må vi leve med, at mange forestillinger i øjeblikket er dramatiseringer af romaner, men når det nu skal være, så er det da godt, at Teatret Møllen holder fast i teaterformen. ”Haabet” lader sig nemlig ikke mærke med, at den udspringer fra litteraturen.
Det er dramatiker Brian Wind-hansen, som står bag dramatiseringen. Ved at udnytte de episke genretræk bliver forestillingen levende og berettende på en måde, så den løfter sig sprogligt langt over det niveau, vi ofte ser i dramatiseringer af romaner.
Laura Rasmussens scenografi, der gestalter et skibs skrog omgivet af reb, vækker fantasien hos publikum.
Den bliver også medfortæl- ler i forestillingen, når vi hører rebenes slag mod skroget, og når vi ser slavernes hænder stikke op imellem brædderne ned til skibets lastrum.
Men ”Haabet” lykkes først og fremmest i kraft af Rasmus Asks iscenesættelse, der med klassiske teatergreb gør såvel stemninger som karak- terer tydelige, spændingsfyldte og interessante. Vi ser de hvide stå på skibsdækket i positurer, der minder om statuer, så deres storhed og magt udstilles, mens de sorte klumper sig sammen i lastrummet – sammenkrøllede og underdanige.
»Puha, den er hård«
På vej ud fra forestillingen høres en publikummer sige til sin ledsager: »Puha, den er hård. Det er præcis sådan, teater skal være.« Det vides ikke, om pågældende er en uvildig, betalende publikummer eller en god ven af huset, men ikke desto mindre er bemærkningen ikke helt ved siden af.
Der er valgt en fortælling, som egner sig til scenen, og som lærer os noget om vores fælles historie og om os selv. Uanset hvor rummelig man opfatter sig selv, bliver man uden tvivl udfordret på sin medmenneskelighed. Der er nemlig sjældent kun én sandhed, og når virkeligheden bliver sat op foran os i levende live, bliver den det spejlbillede, som vi behøver for at kunne kende os selv.
Og ja, det er vel præcis sådan, teater skal være.