Døgnrytme og tidsfornemmelse ændrede sig efter flere måneder under jorden
Michel Siffre ville ikke få tilladelse til at gennemføre sit usædvanlige eksperiment i en mørk hule nu om dage, men forsøget afslørede nogle besynderlige sandheder om, hvordan vi mennesker opfatter tid.
Ijuli 1962 tog Michel Siffre sit ur af og begav sig ned i Scarasson-kløften i den franske del af Alperne. Dér, i en hule 130 meter under jorden, slog han lejr ved en gletsjer. Han tilbragte 63 dage i hulen i ensom majestæt. En lygte var hans eneste lyskilde, og han havde som antydet hverken ur eller andet, der kunne give ham en fornemmelse af tid.
Da han kom op fra hulen – med briller på til værn mod solen – ventede verdenspressen. Michel Siffre var geolog, men det, som skulle have været en ekspedition med det formål at udforske gletsjeren, havde opnået berømmelse som noget helt andet: det første forsøg for at se, hvordan et menneske reagerer, når det er uden tidsfornemmelse. Han var den første, der påviste, at mennesket måske har et indre ur. Siden er kronobiologi, dvs. studiet af biologiske rytmer, blevet et vigtigt forskningsområde.
Den nu næsten 80-årige Michel Siffre bor alene i en lille lejlighed i Nice. Den er så fyldt med souvenirs – bl.a. kæmpemæssige forstenede ammonitter – at den ligner en hule. Sin alder til trods er han fuld af energi og beklager rodet, selv om det hele – lige fra de indrammede fotos af hans bedrifter til klatreudstyr på væggen – viser, hvordan denne energi har været et afgørende træk i hans tilværelse.
Han viser mig en tube med den elektrodepasta, der blev brugt på Apollo-missioner, og fortæller, hvordan rumkapløbet var hans inspirationskilde. Jurij Gagarin var den første mand i rummet, og Sovjetunionen og USA ville gerne vide, hvordan langvarige rummissioner ville påvirke astronauter. Når et menneske ikke oplever dag og nat, ville det fortsætte med en døgncyklus, lød hypotesen, men den var aldrig blevet afprøvet. Michel Siffre besluttede, at han selv ville være forsøgsperson, selv om det for den 23-årige unge mand var lige så meget et vovestykke udi manglende tidsfornemmelse som et videnskabeligt forsøg.
»Jeg var geolog, ikke biolog. Jeg skaffede selv penge, valgte de to måneder vilkårligt og opfandt forsøgsprotokollen,« siger han.
Telefonlinje til en lejr over jorden
I hulen var Michel Siffres eneste forbindelse til omverdenen en telefonlinje til en lejr oppe over jorden, og der var altid en, der kunne besvare opkald. Han ringede, når han vågnede, og før han lagde sig til at sove, og fortalte, hvad hans pulsslag og temperatur var. Hans medhjælpere havde fået at vide, at de under ingen omstændigheder måtte sige noget til ham, der kunne afsløre noget om tiden.
Hans lejr befandt sig på et lille fladt klippestykke for foden af gletsjeren. Han havde næsten ikke plads til at bevæge sig rundt. Tid de eri
ste va
de ce bu ko tid sje va de ne sel ha
ku
de ha tro ha
de ge ke sam ha ikk ne M
op