Det er med Europa som med Berlin: Det er en byggeplads

Jeg har haft min gang i Berlin siden 1960’erne, da jeg med en kammerat og to veninder i en bulet Fiat tog turen fra København over Østersøen til Warnemünde og fortsatte ad en lidet overbevisende motorvej ned mod den forhenværende rigshovedstad, dengang kun nødtørftigt genopbygget efter sin næsten fuldstændige udslettelse i Anden Verdenskrig. Vestberlin interesserede os ikke. Der var bybilledet ved at være i orden, der herskede socialdemokraten Willy Brandt, senere udenrigsminister og kansler, en uforglemmelig europæer. Nej, vi ville til Østberlin. Vi ville se nærmere på kommunismens sande vilkår – på den systematiske fornedrelse af almindelige mennesker.

Berlin besøger jeg ofte og gerne. Jeg har fulgt den ilde tilredte storbys tilbagevenden til livet, herunder dens tøvende indtræden – efter kommunismens undergang og Tysklands forening for snart 30 år siden – i rollen som Europas hovedstad, ikke at forveksle med Bruxelles, hvis opgave er at forvalte EU.

I Berlin kan man lære, hvordan et forenet Europa virkeliggøres: systematisk og ordentligt, sten på sten, fortid og fremtid. Næste år ventes residensslottet i Berlin – sprængt i luften af kommunisterne i 1950 – at stå færdig i både ny og gammel skikkelse. Kritikere afviser det som en pastiche, andre glæder sig over, at historien genfortælles, om end kun i det ydre. Jeg har det med Europas samling som med det udbombede Berlin. Det er en byggeplads.

Europa som idé skylder vi Karl den Store i det niende århundrede og Jiri af Podibrad seks hundrede år senere. Unionen i sin fysiske form vil kræve os i de næste 50 år, gerne inspireret af den grundig- hed, hvormed tyskerne efter 1945 har genskabt deres kultur og deres civilisation.

Det er svært ikke at beundre kansler Merkel. Hun har med flid og omtanke styrket sit endnu sårbare land og et Europa, som har det svært med tanken om en stadig tættere union. Men Merkel har været kansler siden 2005. Hendes afgang, når den kommer, vil ikke føre til det delvis forenede Europas opløsning, men tidens problemer kræver fasthed: fra Storbritanniens udtræden af EU over de fascistiske tendenser, der virker fra Sydeuropa over Centraleuropa til Skandinavien, fulgt af det destruktive pres, som udøves af magthaverne i USA, Rusland og Kina og deres kloner andetsteds. Tiden er til sammenhold, ikke til småtskåren strid.

Føler Merkel, at hendes fysiske kraft og politiske fantasi svinder? Føler hun, at hun på det seneste er blevet svigtet af sine egne? Svigter hun sig selv? Tvivler hun pludselig på egne, erklærede mål? Hun kan berolige, men kun sjældent begejstre. Hun er ikke i samme klasse som sine store forgængere, Willy Brandt, Helmut Schmidt og Helmut Kohl. Hendes koalition af kristelige og socialistiske demokrater er et gebrækkeligt foretagende, der – ufortjent, men ikke uventet – rendte ind i et nederlag ved forrige søndags landdagsvalg i Bayern. Ender denne søndags landdagsvalg i Hessen med endnu et tilbageslag for Merkel & Co., kan svanesangen formentlig istemmes i Berlin.

Føler Merkel, at hendes fysiske kraft og politiske fantasi svinder?

Uforglemmelig er den majdag i 2017, da Merkel under et besøg i Bayern erklærede: »Europæerne må tage deres skæbne i egen hånd.« Rigtigt og modigt. Siden er meget lidt sket. Motoren BerlinParis hakker. Merkel er konsensuspolitiker, ikke den visionære leder. Klog af nylig skade lader hun nu tyskerne i fred med deres dieselbiler og sparekassebøger, deres kolonihaver og den årlige sommerferie på Mallorca.

Det er forståeligt, men på den måde bygger vi ikke Europa.