Jeg er politisk fange – i Eu-landet Spanien

Jordi Cuixart præsident for Òmnium Cultural, en stor ngo-organisation i Catalonien

I et år har jeg været spærret inde i en celle, og jeg ser ud på himlen gennem tremmer. I et år har jeg kun set min nu 18 måneder gamle søn et par timer om måneden. I et år har jeg ikke haft adgang til mobiltelefon eller internet. I et år har jeg kun kunnet følge med i, hvad der sker i mit firma, på afstand.

I et år nu har jeg siddet inde uden kautionsmulighed og uden en endelig dato for, hvornår retssagen begynder, alt sammen for at have forsvaret grundlæggende demokratiske rettigheder såsom ytringsfriheden og forsamlingsfriheden og retten til at protestere. I et år har jeg været politisk fange, taget som gidsel af den spanske regering.

Hvis Spanien er et demokrati, hvordan er det så muligt? Hvordan kan der være politiske fanger, hvis Franco-diktaturet tilsyneladende sluttede for mere end 40 år siden?

Der er ikke noget simpelt svar. Spanien har et kæmpe politisk problem med Catalonien, men det er ikke i stand til at tage stilling til det på den eneste mulige måde i et moderne demokrati, nemlig med en politisk løsning. I stedet forsøger lederne at løse problemet med politi og dommere uden at indse, at dette kun gør problemet større.

Hvis 80 pct. befolkningen siger, at de vil stemme om deres politiske fremtid ved en folkeafstemning, som det er tilfældet i Catalonien, kan man ikke lade, som om man ikke hører det.

Da Canada og Storbritannien mødte et sådant opråb, besluttede de sig for at forhandle folkeafstemninger på plads med Quebec og Skotland.

Når mere end to millioner catalanere kommer ud for at stemme, som det var tilfældet den 1. oktober sidste år, sender man ikke det spanske politi ud for at slå på fredelige borgere. Og hvis man ønsker at blive betragtet som en retsstat, kan man ikke sende uskyldige mennesker i fængsel eller i eksil, som det sker lige nu i Spanien.

Da jeg blev arresteret for et år siden, anklagede de mig for ”rebelskhed”, efter jeg stillede mig op på en spansk politibil med tilladelse fra de selvsamme politimænd, der hævdede, at jeg havde gjort det for at fremprovokere en belejring og vold fra de meget fredelige demonstranter, som jeg i virkeligheden forsøgte at sprede.

Da videoer fra den dag, der viste, at jeg faktisk bad de fredelige demonstranter om at gå hjem, kom frem, da skiftede den spanske regering anklagerne fra ”rebelskhed” til ”oprør”.

Nu bliver jeg anklaget for at have opfordret folk til at deltage i folkeafstemningen den 1. oktober 2017 og for at have opfordret dem til at blokere det spanske politi, da de på voldsom vis gik ind på stemmesteder for at sætte en stopper for afstemningen.

Begge anklager er falske og uden en antydning af beviser. Det er en farce.

Når min retssag begynder, vil det være meget svært at opretholde den nuværende anklage for oprør, og hvis jeg bliver dømt, appellerer vi til EU’S retssystem. Spanien har allerede set, at hverken Tyskland, Storbritannien eller Belgien har indfriet deres europæiske arrestordre på udlevering af udvalgte medlemmer af den catalanske regering, der flygtede for at beskytte sig mod lignende anklager, fordi dommerne allerede så, at anklagerne var grundløse i henhold til spansk lov.

Er Spanien det eneste land, der ikke ønsker at se, at den eneste vold, der blev begået i Catalonien, var, da landets egne politifolk slog fredelige vælgere rundt i hele Catalonien, noget, der blev vist på tv og forsider af aviser i hele verden? Er det så svært at forstå, at stemmesedler og stemmebokse ikke er farlige våben i et demokrati?

Spanien gik for år tilbage ud af en farlig bane ved at reducere individuelle og kollektive menneskerettigheder i stigende grad til det punkt, hvor de nu har nået uacceptable grænser. EU fokuserer på Polen og Ungarn i denne henseende, men det ville klæde EU også at have et mere kritisk syn på Spaniens voksende demokratiunder- skud. Det er ikke kun pro-uafhængighedscatalanere, der retsforfølges for at udøve deres grundlæggende rettigheder – Spanien har lukket hjemmesider og aviser og endda dømt sangere og dukkeførere på grund af deres kunstneriske input.

”Catalonien-krisen” har befundet sig i en blindgyde for længe. Det er et politisk problem, der haster, og som har brug for en politisk løsning.

Der er syv pro-uafhængighedsledere i eksil, herunder den catalanske præsident, Carles Puigdemont, og ni af os er fængslet uden kaution eller retssag. Udenlandske politikere fra alle partifarver, Nobels fredsprisvindere, Amnesty International og Human Rights Watch har alle kritiseret situationen, og de har opfordret til forhandlinger og til at få os løsladt.

Da det ikke forekommer muligt at opnå fremskridt med den spanske regering, er det måske tid til international mægling, hvor EU selv eller en europæisk regering kunne spille en rolle. Det kan ikke være rigtigt, at der sidder politiske fanger som mig i det 21. århundredes Spanien – eller i hvilket som helst andet sted i Europa.

Hvis man ønsker at blive betragtet som en retsstat, kan man ikke sende uskyldige mennesker i fængsel eller i eksil. Når sådan en som mig har overlevet et liv i politik som kvinde, er det, fordi jeg har et godt helbred og humor.