Folkeskolereformen er en katastrofe

Jeg bliver simpelthen så harm, når jeg læser, at undervisningsministeriet i dag kan konkludere, at flere børn ikke lærer at skrive og stave, og at niveauet falder i vores folkeskole. Her kunne man så forvente, at der blev gjort noget ved det, og at man tog fat om problemets rod: En reform, som – råbte og skreg mange af os allerede dengang om – ville vise sig at være en katastrofe. Men nej, svaret er åbenbart tålmodighed.

Hvor mange år skal reformen vise sig ikke at virke? Hvor mange unge mennesker skal have en dårligere fremtid, fordi man insisterer på at fortsætte ad den forkerte sti? Hvor længe skal vi vente, mens den unge generation betaler regningen?

Når jeg møder elever på landets folkeskoler, fortæller de mig om en folkeskole, hvor man sidder til langt ud på eftermiddagen uden rent faktisk at få noget ud af undervisningen. De fortæller om en reform, der fra dag et hverken i mål eller middel har villet give dem de redskaber, de skal bruge for at blive klogere.

Problemet er ikke implementeringen af reformen, eller at ”ting tager tid”. Problemet er, at reformen var forkert. Problemet er, at man tvinger børn til at være længere tid i en skole, hvor de får en dårligere undervisning. Juryen er nu kommet med dens dom, og den var præcis, som vi forudså: flere skoletrætte børn og dårligere resultater. For hvis man troede, at mere undervisning af den slags, der ikke virkede før, var løsningen, og at problemer kunne løses med lidt mere aktivitet i timerne, tvungne lektiecafeer og en længere skoledag, så håber jeg virkelig, at man sidder og er flov i dag.

Første skridt er at erkende, at reformen var en fejl. Næste skridt er at rulle den tilbage. Sidste skridt er øget niveauinddeling, så vi rent faktisk giver børn en undervisning tilpasset deres niveau.