Jeg er selvstændig og bliver ofte spurgt: »Skal du ikke have et rigtigt arbejde?«
Det virker som en rød klud på mange, at jeg har besluttet mig for at arbejde hamrende effektivt og struktureret 2030 timer om ugen i mit eget firma.
Anelise Severinsen indehaver af www.stepforward.dk, Viborg
jeg i et arrangement med andre selvstændige erhvervsdrivende. Jeg faldt i snak med to mænd. Den ene spørger: »Du arbejder ikke fuld tid, vel?« Jeg svarer: »Jo, min egen slags fuld tid.« Han ruller nærmest med øjnene og siger til den anden mand: »Du arbejder da fra otte til ni fem dage om ugen – ligesom mig?« Den anden bekræfter: »Jo. Otte morgen til ni aften. Syv dage om ugen, ha, ha.«
De to fortsætter konkurrencen om, hvem der arbejder flest timer og dermed er sejest. Jeg forlader dem, prøver at være ligeglad, men jeg føler mig (igen) ekskluderet og betragtet som uinteressant.
Skal jeg foregive at arbejde mere, end jeg gør, for at vinde respekt? Skal jeg lyve for at få fornemmelsen af, at de synes, at jeg gør det godt nok? Eller skal jeg sige det, som det er, og forsøge at nedbryde fordommene? Jeg vælger det sidste.
Jeg vil ikke lade, som om jeg knokler 60 timer plus om ugen, selv om det mange steder bliver anset som pinligt eller useriøst at arbejde mindre end fuld tid som selvstændig. I betragtning af at Danmark gør det godt på parametre som trivsel på arbejdspladsen, arbejdstider, arbejdsmiljø og har fokus på at skabe gode forhold for børnefamilier, forstår jeg det ikke.
Forsøg med 30-timers arbejdsuge på svenske og danske arbejdspladser viser, at medarbejderne sover bedre, er mindre stressede og ikke mindst er meget mere effektive. Hvem ruller øjne af det? Og hvorfor skulle det ikke gælde for mig som selvstændig? Hvorfor?
Det er hverken første eller sidste gang, at jeg støder på fordommen om, at jeg driver et firma for hyg- gens skyld – sådan lidt for sjov – og ikke laver dagens gode gerning. Måske suger jeg i virkeligheden af min ægtefælles løn, hvem ved?
De to arbejdsivrige mænd gør i hvert fald ikke. Det kunne aldrig falde dem ind at spørge, hvad jeg får ud af at prioritere min familie og mig selv.
Det virker som en rød klud på mange, at jeg har besluttet mig for at arbejde hamrende effektivt og struktureret 20-30 timer om ugen i mit eget firma, at jeg holder 10 ugers ferie med ungerne, som jeg ofte henter tidligt.
Jeg har det godt, selv om jeg ikke altid får dækket feriepenge, pensionsopsparing eller barnets første sygedag. Min familie trives. Jeg be- taler skat og moms. Fakta er også, at jeg på en god måned får udbetalt 1.000 kr. mindre end dengang, jeg arbejdede som indkøbschef hos Grundfos.
Hvad er problemet egentlig? Noget af det handler om vores generelle holdning til arbejde. Mantraet, især blandt selvstændige, er: Jo mere du arbejder, jo mere succesfuld er du. Jeg kender det mantra alt for godt. Jeg har selv dyrket det. Jeg gentog det for mig selv tusind gange om dagen, da jeg arbejdede for store, internationale firmaer. Jeg havde succes udadtil.
Men jo mere, jeg arbejdede, jo dårligere fik jeg det. Det føltes tomt og meningsløst. Mine børn, min mand og jeg selv led under mit fysiske og psykiske fravær.
Jeg er helt med på, at man sagtens kan trives med at arbejde mange timer om ugen. Især hvis resten af familien er med på den. Fint med mig, hvis det giver mening for dig. Men det behøver ikke at betyde, at mit – og andre små selvstændiges – forsøg på at skabe en fornuftig work-life-balance med mindre arbejde og mere familietid er forkert eller mindre værd. Jeg holder kurser for selvstændige erhvervsdrivende. Mange af mine kursister er kvinder og mænd, der ligesom jeg har et mål om at skabe en hverdag, som tilgodeser både arbejde og familieliv.
Jeg ønsker brændende, at de kan ranke ryggen, føle sig stolte og få omgivelsernes anerkendelse. Også når de fortæller, at de henter børn klokken 15. Det fortjener mindst lige så stor respekt som otte-morgen-til-ni-aften-syv-dage-omugen.
Forleden spurgte en bekendt mig for øvrigt (igen): »Skal du ikke snart have et rigtigt arbejde?« Nej tak. Det har jeg allerede.
Men jo mere, jeg arbejdede, jo dårligere fik jeg det. Det føltes tomt og meningsløst.