Politikere glemmer fordelen ved et trygt dagpengesystem

Leif Kisbye murerarbejdsmand Holbæk

Jeg startede på arbejdsmarkedet som 17-årig. De første mange år slæbte jeg kufferter i Københavns Lufthavn. Men en dag overtalte en kammerat mig til at starte i byggebranchen.

Jeg har aldrig fortrudt, at jeg gik den vej. Men i en branche som min er det at være dagpengemodtager en fast følgesvend, og jeg er ledig op til flere gange om året.

Det er ikke ualmindeligt, at jeg og mine kolleger bliver fyret med få dages varsel, når der er for få opgaver, eller når vejrforholdene forhindrer byggeri.

Når jeg kigger tilbage på mit arbejdsliv, er jeg i gennemsnit ledig mellem 14 dage og to måneder om året, og dét kan mærkes i privatøkonomien.

Det kan ikke være anderledes, når man går fra et lønnet job til en dagpengesats.

Hver måned sparer jeg penge op til de trange dagpengeperioder.

Mit liv er indrettet efter, at jeg ved, at dagpenge i perioder er min eneste indtægtskilde. Det betyder, at jeg er nødt til at bruge min opsparing på dagligvarer og faste udgifter for at kunne overleve. Jeg ville hellere bruge den opsparing på familierejser og andre udflugter med familien, som mange andre gør.

Jeg kan mærke, at dagpengene dækker dårligere, end de plejede. Og mælk og rugbrød er sgu ikke blevet billigere. Tværtimod. Og dagpengene er nu så små, at det gør rigtig ondt at miste jobbet, og det gør man af og til i min branche. Derfor er jeg afhængig af et ordentligt og trygt dagpengesystem.

Jeg tror faktisk, at politikerne glemmer, at vi alle er afhængige af et ordentligt og trygt dagpengesystem. Det er min sikkerhed for at kunne forsørge min familie, når jeg bliver opsagt med kort varsel. Og det er altså vigtigt, hvis det skal være nemt for min arbejdsgiver at afskedige mig, når der ikke er udsigt til et nyt projekt, eller når vejret er dårligt.

Det er en tryghed, der går begge veje.

Jeg hører ikke mange politikere, der taler min og kollegernes sag. Men hvis ingen gør noget, fortsætter dagpengene med at blive mindre værd. Det har jeg det ikke godt med. Lige nu går jeg på et projekt i Carlsberg Byen. Det er færdigt engang i november, og da der sjældent starter nye projekter op om vinteren, er der stor risiko for, at jeg ryger hjem på dagpenge vinteren over.

Jeg er 52 år og har stadig mange år tilbage på arbejdsmarkedet. For mit eget vedkommende skal jeg nok overleve min tid ud, men jeg er mere nervøs for de kommende generationer. De kommer ikke til at kunne klare sig på en dagpengesats, hvis ingen sætter prop i hullet.