Danskerne er ved at blive ligesom sydeuropæerne i deres spisevaner

Hverken pris, kvalitet eller tjenerne i Danmark er som hos de sydeuropæiske restauranter.

Mest irriterende på disse dyre etablissementer var de ansatte, der tit har anlagt en bedrevidende form med en moraliserende, madfrelst overtone. Det modsatte af nydelse.

Undersøgelser viser, at nordeuropæere, også danskere, går mere og mere på restaurant for at ”spise ude”, som man sagde i gamle dage, fremfor at spise hjemme. Så på ét punkt er den europæiske integration lykkedes. Danskerne er ved at blive ligesom sydeuropæerne i deres spisevaner.

Mange unge i Danmark foretrækker at bo i små lejligheder inde i byerne, selvom de måske havde råd til at bo i hus i forstæderne. Disse vælgere af bylivet spiser rigtigt tit ude.

Det samme hernede i palmernes skygge, hvor jeg bor. Her har de altid gjort det. Både unge og gamle og rige og fattige. I Frankrig og Italien vil folk hellere bo billigt og beskedent i små lejligheder med slidte, ofte nedarvede møbler fra tanter og onkler og bruge deres penge på at spise ude og på at se godt ud.

La bella figura på italiensk betyder ikke bare at ”gøre en god figur” i betydningen ordentlig opførsel. Det betyder også at se så godt ud som muligt inden for budgettet. Forfatteren Alberto Moravia har sagt om italienerne, at de foretrækker skønheden fremfor sandheden. Det tror vi på, det gør de ansvarlige for budgetterne i Bruxelles nok også for tiden.

På det skønhedssøgende punkt er der stadig en stor forskel i forholdet nord-syd. Skandinaver og tyskere er først og fremmest – ligesom amerikanerne – praktisk klædt på. Nordboers manglende forfængelighed i forhold til sydlændinges er ikke et spørgsmål om penge. Tværtimod. Folk er rigere nordpå end hernede. Det er et spørgsmål om holdning, selvopfattelse og prioritering.

Jeg bor i Frankrig. Der slækkes ikke på kravene til et appetitligt, æstetisk ydre, selv hos gamle. Når gamle kvinder går til bageren tidligt om morgenen for at købe deres brød, så er de pertentligt shinet op med kosmetik og i højhælede sko og med opsat hår. Man ved jo aldrig, hvad der kan ske i en bagerbutik. Bedre at føle sig på toppen. Det er ikke nødvendigvis for at score bageren, at de gør så meget ud af sig selv. Det er et spørgsmål om selvværd på trods af alder, om at føle sig veltilpas. De får også regelmæssigt ordnet fødder og negle på dertil indrettede klinikker. Der er mange af dem, og det er billigt.

Lørdag morgen er der kø hos både damefrisører og barberer i Italien. Man skal se flot ud til søndagsfrokosten med storfamilien. Så får man det sjovere.

Det er et bevis på høj madkultur i et land, hvis billige restauranter er gode. I Middelhavsområdet er det nærmest altid reglen, at billige, lokale restauranter er langt de bedste. De dyre med internationalt tilsnit og mange forretningsfolk og konferencedeltagere med plasticskilte på maven, der ikke selv betaler for deres mad, det er de dårligste. Men kvaliteten hernede er for det meste høj både i bunden og i toppen. Der er ingen tradition for dårlig mad. Men i toppen af skalaen kan der være gjort indrømmelser til global smag og endnu værre: til snobberi. Og så sænkes kvaliteten automatisk, publikum bliver kedeligt.

I København var der en overgang en tendens til besynderlighed i restaurationslivet. Jo besyn- derligere maden var, jo højere priserne. Og med høje priser fulgte snobberi på den måde, at folk namedroppede restaurationers navne for at imponere med, at der havde de netop været, på trods af priserne! Jeg havde en veninde, der af nysgerrighed gerne ville prøve den slags restauranter. Jeg traskede trofast med. Men udover rystelse over de høje priser og forundring over retternes minimale omfang, så fik jeg intet sanseligt ud af besøgene. Ind i mellem var de usædvanlige kombinationer på tallerknerne, eller oftest i store skåle, skam ganske pudsige, jo da. Men så heller ikke mere. Vinene var naturligvis både biodynamiske, økologiske og formodentlig også veganske … de smagte sjældent godt. Jeg længtes efter mine billige yndlingsrestauranter i Frankrig og Italien med dejlig lokal vin til 18 euro flasken. Desuden kunne man i København følge de sære vines ætsende vej gennem de indre systemer. Heller ingen nydelse. Og vist ikke meningen med god vin – at dens fysiske vej skal kunne mærkes under og længe efter indtagelsen.

Mest irriterende på disse dyre etablissementer var de ansatte, der tit har anlagt en bedrevidende form med en moraliserende, madfrelst overtone. Det modsatte af nydelse. De havde en vane med detaljeret at forklare, hvordan maden var lavet, som skulle man hjem og lave den efter. Det har jeg aldrig været ude for på en fransk restaurant. Hvis man spørger en fransk eller italiensk tjener, så forklarer han eller hun naturligvis gerne. Men tjeneren begynder ikke uopfordret at redegøre for rettens tilblivelse, både når den bestilles, samt når den serveres. Det sidste er det mest irriterende. Det virker patroniserende, maden bliver kold, mens vi ærbødigt skal lytte til de lange forklaringer med stive smil.

Men i de seneste år er der dog kommet en masse gode restauranter overalt i Danmark med menneskelige priser og naturlighed. Naturlige både i forholdet mellem tjenere og gæster og naturlige i forhold til at spise ude i det hele taget. Som i det sydlige Europa. Et resultat af et naturligt valg, hvor man skærer ned på nogle vaner for at bruge penge på andre. Hvor man en gang imellem lader stilheden stå stille i samtalekøkkenet for at samtale videre sammen med andre mennesker på en rar restaurant i et naturligt leje. Bon appetit.

Restauranter fortæller om levefod og vaner, om værdier. I Polen, et forhenværende østland, mere kendt for en dramatisk historie end for kulinarisk kvalitet, er der også kommet gode restauranter i Warszawa nu. Ikke restauranter udelukkende for oligarkerne som længere østpå. Men især for den store gruppe yngre og midaldrende mennesker, der er kommet økonomisk ovenpå i de seneste år efter medlemskabet af EU. Restauranterne er afslappede og smart indrettede, maden polsk med mange svampe på denne årstid. Det er rart at opleve. Også på den måde er Europa vokset mere sammen.

Moravia har sagt om italienerne, at de foretrækker skønheden fremfor sandheden. Det tror vi på, det gør de ansvarlige i Bruxelles nok også for tiden.