Den misforståede tinsoldat

Efter 10 år på Barcelonas førstehold lider Sergio Busquets stadig under et image som en teatralsk, usympatisk boldflytter. Et forsimplet billede af en spiller, der hører til blandt fodboldens ypperste. Sådan lyder det fra to danske fodboldeksperter forud

En efterårsdag i 2008 dukkede Barcelonas daværende træner Pep Guardiola op på klubbens træningsanlæg med en ny spiller ved sin side. Navnet var Sergio Busquets. En høj, 20-årig midtbanespiller, som Guardiola kendte fra sin tid som træner for B-holdet. Et par dage senere kom en af de allerede etablerede spillere over til Guardiola.

»Ham kan jeg lide!« lød det lakonisk. Det var Lionel Messi, der på trods af at være næsten jævnaldrende med Busquets var i gang med sin fjerde sæson i klubben.

»Når der er problemer,« istemte Guardiola, »står han klar til at hjælpe. Han spiller kun med tanke på at gøre det lettere for sine medspillere.«

Sådan lyder en anekdote fra Busquets’ spæde skridt på Barcelonas førstehold, som tv-kanalen Movistarplus for nylig fortalte med Guardiola som kilde. Anledningen var, at det i dette efterår er 10 år siden, at Busquets fik sin debut hos Barcelonas bedste mandskab.

Den unge, afpillede spanier var egentlig tiltænkt en rolle som reserve for verdensnavnet Yaya Touré. Men et halvt år efter ilddåben på Camp Nou var rollerne byttet om. Med Busquets som førstevalg til pladsen som defensiv midtbanespiller erobrede Barcelona som det første spanske hold nogensinde el triplete – mesterskab, pokal og Champions

League i samme sæson.

Næsten samtidig debuterede Busquets på det spanske landshold, som han året efter var med til at føre til tops ved VM i Sydafrika.

»Jeg vil nå 500 kampe (for Barcelona, red.) ligesom Xavi,« bedyrede han ifølge sportsavisen El Mundo Deportivo efter Vm-triumfen. »Og vinde det hele igen.«

Busquets har endnu ikke fået opfyldt drømmen om at løfte Vm-pokalen igen. Til gengæld blev han europamester i 2012, står noteret for 28 titler med Barcelona og runder om få uger kamp nummer 500 i den blå og granatrøde trøje.

Antistjerne

Til trods for hans meritter er der ikke meget superstjerne over Busi, som han kaldes i klubben. Faktisk er han lidt af en anakronisme i det moderne fodboldlandskab. En antistjerne, om man vil, uden flamboyante frisurer eller overtatoverede arme. Han ejer heller ikke holdkammeraten Gerard Piqués hang til selvpromovering på de sociale medier og taler kun nødtvungent med pressen. Mobilen har han efter sigende altid i lommen. På lydløs.

»Jeg holder mig væk fra medieræset og forsøger generelt at undgå den store opmærksomhed. Jeg foretrækker at præstere på banen og blive anerkendt af folk, der virkelig kan lide og forstår sig på fodbold,« sagde han til

avisen Sport i 2016. Spille- ren med 5-tallet på ryggen er med andre ord en mand af den gamle skole.

I et fodboldtaktisk univers vil man betegne Sergio Busquets som el pivote, den tilbagetrukne midtbanespiller, der rydder op og binder kæderne sammen. Et omdrejningspunkt i Barcelonas evigt flydende positionsspil. Ifølge statistiksiden whoscored.com er Busquets således mere på bolden end nogen anden på det catalanske storhold. I sidste sæson lød tallene på 72,3 afleveringer i gennemsnit pr. kamp med en succesrate på 90,5 %. Det er eksempelvis 20 afleveringer mere pr. kamp end Messi.

Men modsat argentineren går Busquets’ præstationer som oftest ubemærket hen. Måske fordi han spiller så tilbagelænet og ubesværet, som han gør. Med en nærmest gammeldags stoicisme. Selv konstaterer han til The Daily Mail: »Jeg spiller på samme måde, som jeg er som person. Jeg går ikke i panik. Jeg er tålmodig.«

Rio Ferdinand, ekspertkommentator for engelske BT Sport, skruede en smule mere op for billedsproget efter en kamp i foråret: »Han kunne spille i et par hjemmesko. Så rolig og fattet er han.«

Forsimplet billede

Når Busquets endelig kommer i søgelyset, er det ofte for det negative. Prædikatet ”skuespiller” har klæbet til ham siden en episode mod Inter i 2010, hvor han overdramatiserede et ”slag” i ansigtet fra Thiago Motta. Et

I sidste ende stopper man med at presse ham, fordi det er så frustrerende – du kommer ikke i nærheden af ham (…) Det er nytteløst. Steven Gerrard. Kilde: Avisen Sport