En anstændig borgerlig
Suk hjerte, brist ikke … hjertets renhed er at ville ét, men måske er ugens liberale hjerte mere fleksibelt end som så.
Forleden ringede en nydelig ung mand på min dør. Han havde et åbent ansigt, røde, naturlige kinder og var iført rygsæk, kommunens officielle vindjakke og en notesblok. Han ville gerne ind i min baghave; ja, han skulle faktisk ind i min baghave. Sagde han. Og man siger jo ikke nej til kommunen, når den har taget jakke på med emblem.
Hans ærinde var at bese træerne i min have, i særlig grad de træer, der er mere end 25 år gamle, hvilket gælder for snart sagt alle de træer, der står i haven, fraregnet den meget optimistiske hængepil, som vi plantede som erstatning for det store, gamle træ, der faldt i stormen. Den unge mand fik hele historien og skrev flittigt ned, for på Frederiksberg er træer ikke bare træer, de er kulturarv, og hvad kommunalbestyrelsen ikke bruger på bycykler, integrationsprojekter og informationskampagner, bruger den gerne på registrering af træer; træer skal stå, som de stod, og man må ikke sådan skære i dem endsige fælde dem, hvad en af mine genboer fik at mærke, da han havde sneget sig over i Frederiksberg Have for at sætte et kryds på et kommunalt træ, han gerne ville have væk, fordi det skyggede i hans have; han blev taget in flagrante delicto, en pinlig affære.
Så jeg var venlig og forekommende, mens vi gik der og registrerede træer i min private (troede jeg) have, og den unge mand var glad for min venlighed, sagde han. Ikke alle var så venlige. Forleden havde han oplevet en Frederiksberg-borger, der blev decideret korporlig i sin vrede, for han ville fanden gale mig ikke have kommunale snushaner ind på sin private grund, så den unge mand i jakken kunne bare pakke sine sydfrugter, kunne han. Den unge mand rystede endnu noget ved oplevelsen, men som han sagde, så kunne det jo ikke nytte noget, for det var jo politikerne, der havde bestemt det, og politikerne, der havde sendt ham ud, og så skulle han jo lukkes ind, det var klart. Dog kunne jeg ikke helt ryste samtalen af mig, for politikerne findes jo i virkeligheden, også på Frederiksberg, og en af dem hedder Jan E. Jørgensen og er medlem af Venstre – Danmarks Liberale Parti. Han er ægte liberal. Det ved alle, der har ønsket at vide det og sikkert også en del flere, for han er aktuel med en bog, hvor han åbner sit liberale hjerte. Sådan ét har han; dette med at have et hjerte er noget, en moderne politiker skal have, menneskesyn 2.0. Og har man et hjerte, et liberalt hjerte, anfægtes man af udlændingepolitikken og af Inger Støjbergs lagkager, den slags. Og sådanne anfægtelser kommer i fjernsynet.
Men et liberalt hjerte er jo aldrig i ro, åh, det må have skælvet ved bevidstheden om, at hans kommune sender kontrollanter ud i private menneskers baghaver for at registrere træer, hvilken krænkelse af liberale principper, og det slutter jo ikke der. For nylig blev der indgået budgetforlig på Frederiksberg, et såkaldt bredt forlig, og lokalpressen kunne bringe billeder af en smilende kommunalbestyrelse forsamlet i fryd og gammen over et budget med stigende grundskyld og ingen skattenedsættelser, som regeringen ellers havde tilbudt at refundere størstedelen af. Men nej, på Frederiksberg er der brug for pengene, alle pengene, de ligger bedst i kommunens bugnende kasse, og hvis man ikke vidste det, kunne man ikke se det på billedet, men Jan E. Jørgensens liberale hjerte må have blødt ved det forlig, og det var tappert af ham sådan at bevare facaden og ved den lejlighed lade hjertets anliggender forblive netop dette. Men det gjorde han, en anden én afventer girokortet, regningen for den pragmatiske liberalisme, så pragmatisk, at det grænser til hjerteflimmer.
Suk hjerte, brist ikke; således er den liberale hjertelighed noget, der kan tændes og slukkes for, og Jan E. Jørgensen har jo i hvert fald haft rig mulighed for at lette sit hjerte i pressen, både den skrev- ne og den æterbårne. Det har sine grunde, og der er intet nyt under solen. Den anstændige borgerlige er jo en fast figur i det narrativ, der er vores politiske offentlighed. Det har altid undret mig, hvorfor borgerlige politikere så ukritisk tager begrebet til sig, fordi det jo forudsætter, at dette at være borgerlig i grunden er en smudsig affære, som ordentlige mennesker før eller siden må tage en slags sjæleligt opgør med. Det er egentlig grove løjer, at man skal lade sig moralsk rubricere af en venstrefløj, hvor det vrimler med tidligere Dkp’ere, Pol Pot-apologeter, gamle maoister, Rostock-veteraner og Stalin-tilbedere, men sådan er det altså, og borgerligheden sluger det råt, ligesom det allestedsnærværende udsagn om, at skattelettelser er at bruge penge.
Den rebelske venstremand er en befærdet underkategori af den anstændige borgerlige, og mange har indtaget rollen og nydt at blive feteret af pressen, mens det stod på – og har oplevet faldet, det desperate fald, når rollerne byttes om. Når det sker igen, kan Jan E. Jørgensen og andre behjertede trøste sig med, at vi i grunden ikke lever i et liberalt samfund. Staten styrer, staten betaler. Heraf de mange totalitære indslag i udlændingepolitikken. Det kan virke hjerteløst, og man kan komme i Deadline med sine liberale hjertesorger, men når kameraet slukkes, er der nogle regninger, nogle andre skal betale, prisen for de åbne døre og de åbne kasser. Regningen – også for Jørgensens hjertemassage – betales af skatteyderne, der er ikke andre til det, og det føles egentlig ikke særlig liberalt. Læs alle udgaverne af ”Verdens gang” under ”Kommentarer” på jp.dk/premium