Youtuberens guide til succes på sociale medier

Albert Dyrlund uploadede sin første film på Youtube i 2011. I dag er han blevet så populær, at han er trådt over i den gamle verden for at sælge biografbilletter og peppe ungdomsfilmen op. Hemmeligheden bag hans succes er flid og skamløshed. Mantraet lyde

Albert Dyrlund har købt en Gucci-taske til 18.000 kroner, men han bor stadig hjemme. Han besvarer bare ikke dunkene fra dørhammeren. Det er gæsternes egen skyld. Vi er for tidligt på den og sætter os ud i bilen og venter.

Kort efter dukker hans karakteristiske silhuet op i ruden. Stetson-hat, langt nakkehår monteret bag ørerne.

»Jeg var lige i bad,« forklarer han på vej ind i villaen.

Han er lige fyldt 20 år, og mellem skægstubbene er mærker fra en stift, der skal få bugt med ungdommens evigt ubelejlige knopper. En labrador fiser rundt mellem benene på os, og youtuberens mor er også hjemme. Det vil sige, hun vil gerne ud i verden, mens knægten har gæster, men hun kan ikke finde sin cykelnøgle.

»Har du den, Albert?«

Husets ældste søn afviser blankt, men foreslår, at hun kigger hos lillebroderen.

»Hm,« mumler moderen skeptisk.

179.000 abonnenter på Youtube

Læsere over 50 år aner sikkert ikke, hvem Albert Dyrlund er, men der er mange, grusomt mange, der interesserer sig for Albert Dyrlund og særligt hans vlog, altså videodagbog.

Væggene på hans værelse er dekoreret med officielle diplomer fra Youtube, markeringer af, at han har nået milepæle i den sociale medieverden. Dags dato er status, at ”Dyret” har 179.000 abonnenter på sin personlige Youtube-kanal og 217.000 følgere på Instagram.

Det er en stor kontaktflade at have, og der er penge i det. Albert Dyrlund er i stald hos reklamefirmaet Splay, der fungerer som forretningsplanlægger. Foretagendet laver aftaler om optrædener for ham, autografskrivninger i storcentre og den slags aktiviteter. De sørger for, at han kapitaliserer på al den internettrafik, han skaber.

»Jeg taler helst ikke om, hvad jeg tjener,« siger Albert Dyrlund, da vi har sat os ved spisebordet i husets køkken-alrum.

»Men jeg klager ikke,« forsikrer han fra sin Burberry-sweatshirt til et par tusind kroner.

Den uindviede forlanger sikkert svar nu. Hvad pokker er det, Albert Dyrlund laver?

Svaret er, at han filmer sig selv og sine venner, når de hænger ud. Der er ikke så meget hokus pokus i det, og der er masser af andre, der gør det samme. Der er bare ikke ret mange, der har så stort et publikum. Han laver også musik, og det nyeste i Albert Dyrlunds karriere er, at han spiller hovedrollen i ungdomsfilmen ”Team Albert”, der er produceret af branchens opportunist nummer et, Regner Grasten.

»Det begyndte med, at Regner kontaktede mig, da han skulle ud med sin film, ”Kidnapning”. Han ville gerne have, at jeg lavede reklame for den på min Youtube-kanal. Vi lærte hinanden at kende, og så syntes han, at det kunne være grineren at lave en rigtig film med mig,« forklarer Albert Dyrlund.

Han optræder som sig selv i ”Team Albert” på samme måde som Casper Christensen er sig selv i ”Klovn”.

I filmen går han ud af 1. g, fordi han hellere vil rode med sin Youtube-kanal. Dette svarer fuldstændig til Dyrlunds virkelighed, men fortællingen om, at han bliver kapret af onde kræfter, som for store penge udnytter ham til at reklamere for underlødige produkter så som sprutsodavand, passer ikke på ham, siger han.

Målet for Regner Grasten er at få youtuberens følgere flyttet fra kælderværelserne ud i efterårets regn og blæst og videre ind i biografsalene. Foreløbig har cirka 55.000 købt en billet, viser Det Danske Filminstituts opgørelse.

Albert Dyrlund er vant til andre tal. 5,2 mio. har set hans video til sangen Hellerupdreng, og den film, han lavede forleden, hvor han malede sin nyindkøbte Peugeot 406 sammen med gutterne, er på få dage set af 130.000. Forskellen er selvfølgelig, at videoerne på Youtube er gratis.

»53.000, det er fremragende. Det er folk, der har betalt. Det viser, at filmen kan noget.«

Missionen er lykkedes, mener du?

»Jeg vil da gerne have den højere op, men vi er jo ikke færdige endnu, og når den engang kan streames, bliver det helt vildt. Mange har nok troet, at det var en dokumentar og ikke en rigtig og seriøs ungdomsfilm. Personligt har jeg nydt det. Jeg har fået lov at prøve noget af det, jeg gerne vil på længere sigt: lave mine egne rigtige film. Eller måske mit eget tøjmærke. Jeg vil bare være mig selv.«

Det går godt med det. Kan du give os opskriften på, hvordan du har fået så mange følgere, eller er det en forretningshemmelighed? »Opskriften er at blive ved og ved og ved. Da jeg startede med min kammerat, Anton, havde vi lange perioder, hvor vi ikke fik følgere, men vi forsatte bare.«

Det er der vel mange, der gør. Hvad var det, du gjorde nede kælderværelset?

»Jeg har kigget på andre youtubere, særligt ”Smosh”, for at få inspiration. De talte direkte til kameraet, og det greb benyttede vi. Det er også vigtigt hele tiden at holde øje med, hvordan videoerne klarer sig, når de er lagt op. En af de ting, vi gjorde, da vi havde 1.000 følgere, var at mødes med Rasmus Brohave, en anden youtuber. Han havde også 1.000 følgere. Jeg tog til Svendborg og besøgte ham og lavede nogle film, og bagefter fik vi mange af hinandens følgere. På den måde voksede det. Det gælder om at blive ved og ved og ved, også når der ikke sker noget.«

Og nu er du så blevet en person, hvis liv en masse mennesker følger med i ... Men med al respekt, hvorfor er det lige blevet dit liv og ikke en andens liv? Så meget adskiller du dig heller ikke fra andre unge ...

»Jeg er nok lidt sjovere end mange andre, og så tror jeg helt klart, at det handler om, at jeg sørger for at holde gang i den på min kanal. Jeg købte for eksempel en bil forleden, en skrotklar én til 10.000 kroner. Vi malede den megasygt og filmede det. Du skal næsten se det ...«

”Dyret” fisker sin telefon frem og starter klippet.

»Læg mærke til, at jeg har gemt nogle af drengene i bagagerummet, så de pludselig kommer frem – uden man ved det. Det er vigtigt, at man ikke bare filmer, at man står og maler. Det skal gøres på en overraskende måde. Og så siger jeg til seerne, at de ikke drømmer om, hvor sindssyyyyygt det bliver. Vi laver ligesom en historie ud af det og klipper, så filmen holder et højt tempo og ikke bliver kedelig. Det var sygt. Vi gjorde det på en plads i Ålsgårde. Den varer 11 minutter og er set af 130.000 nu.«

DR ville sikkert være glade for seertal på Ultra i den størrelsesorden ...

»Ja, DR har været lidt bagefter, men nu har de også forstået, at man skal snakke til kameraet, sådan som jeg altid har kunnet lide at gøre. Så henvender man sig til nogen. Det er det, folk vil have. De vil have en følelse af, at de er med. Okay, jeg viser ikke alt, hvad jeg laver i mit liv, men meget af det.«

Har du et princip eller en rettesnor for, hvad du gør og ikke gør?

»Jeg er kritisk over for mine egne videoer. Der skal være energi i det, for det er mest