Tintoretto – det venezianske mirakel
Temperament, nærvær, det moderne: Venezia fejrer 500-året for sin store søn Jacopo Tintorettos fødsel med pragtudstillinger på bl.a. Dogepaladset og Galleria dell’accademia.
Selvfølgelig er der forskel på at se Tintoretto i hans fødeby, Venezia, og på diverse udstillinger andetsteds i verden, som denne gigant af en maler aldrig mødte, og som han efter alt at dømme ikke interesserede sig synderligt for. Tintoretto (1518-1594) var venezianer i højere grad end sin umiddelbare forgænger og konkurrent, Tizian eller Tiziano (1488/90 – 1576), der kom fra en landsby på Alpernes sydside og en tid lang – bestemt ikke med urette – blev anset for uovertruffen, den venezianske skoles mester. Alt dette kan stå til diskussion, men to overvældende udstillinger af Tintorettos værker på Dogepaladset og Galleria dell’accademia i Venezia – mere intense end udstillingen på Prado Museet i Madrid i 2007, rigere end udstillingen på Scuderie i Rom i 2012 – foranlediget af 500-året for kunstnerens fødsel, bestyrker en fornemmelse af Tintoretto som mere menneskelig, mere nærværende og moderne, mere temperamentsfuld, raskere i penselstrøget end de øvrige venezianere, Tizian og Giorgione inkluderet – frem til Tiepolo, den eleganteste, men langtfra den dybeste af dem alle.
Venezia i plastic
Jeg skrev for lange tider siden i denne avis, at jeg – der på læsernes vegne boede i Italien i 15 år – havde været i Venezia for sidste gang, dette overrendte, demoraliserede og forkalkede sted. Jeg kunne simpelt hen ikke klare flere horder af japanere, kinesere, amerikanere og andre, som jager fra by til by for at fotografere sig selv. Jeg foreslog i fuldt alvor – vel vidende, at det var vanvittigt – at man i Gobiørkenen eller uden for Las Vegas i USA opførte et nyt Venezia i plastic, komplet med paladser, broer og kanaler, som en ødelæggende masseturisme derefter skulle have adgang til mod betaling ved indgangen. Det sande Venezia kunne man derefter lade i fred, dette uvurderlige kunstværk, der før eller siden – men helst siden – vil synke i havet som et andet Atlantis. Ciao Venezia!
Ud på den nu forløbne sommer fulgte så en opfordring fra Venezia. Jeg afrejste skeptisk, men indrømmer gerne, at menneskemængden og sliddet på denne svømmende by springer mindre i øjnene, end jeg frygtede. Venezia er langt fra det mirakel, jeg besøgte første gang i 1950’erne, men ikke så slem som forventet. Atlantis må vente lidt endnu.
Den Lille Farver
Jacopo Robusti, måske Jacopo Comin, var søn af en veneziansk tintore eller farver og fik derfor tilnavnet Tintoretto eller Den Lille Farver. Andre kaldte ham il Furioso som følge af den energi, på grænsen til raseriet, hvormed han malede. Ikke at han brød med det klassiske (han beundrede Leonardo da Vinci), men han udviklede sine temaer og figurer i et hidtil ukendt drama, hvilke mange, blandt dem Tizian, tog ham ilde op, Tizian vel sagtens, fordi han følte sig presset af Tintorettos overvældende talent, fortællende kraft og kunstneriske dynamik – kort sagt hans nyskabelse af maleriet.
Sådan er det ikke længere. Venezianerne har i triumf bragt Tintoretto tilbage til Dogepaladset, hvor han virkede fra sin ungdom til sin sene alderdom, kulminerede med kunstnerens hovedværk, ”Paradiset”, i Storrådets sal. ”Paradiset” (på størrelse med en mindre fodboldbane) ligger uden for den egentlige udstilling (det kan ikke flyttes), men skal ses i sammenhæng med denne. En tidlig efterårsdag har jeg salen, ikke for mig selv, men hvor mange er der omkring mig? En snes besøgende, allerhøjst et halvt hundrede.
Overalt stilhed. Vinduerne ud til den indre paladsgård og til Giudecca-kanalen står åbne. Sollyset strømmer ind. ”Paradiset” er et kogende kaos af mennesker, helgener og engle, samlet under Frelseren, svagt løftet over Maria. Dagens skarpe lys øverst, så nattens mørke og fortvivlelse, overalt liv forventning og forløsning. Kaster man et blik ud over det solglitrende vand foran paladset for derefter at vende tilbage til scenen på rådssalens endevæg, da møder man nye skikkelser, nye begivenheder – typisk for Tintoretto, denne vedvarende, man fristes til at sige filmiske, fortælling.
Syndefald og forløsning
Tintoretto var som de fleste på sin tid dybt troende. Igen og igen, på Dogepaladset og ude i Venezias mange kirker og hellige institutioner, ikke mindst Scuola Grande di San Rocco, besvarer han det ældgamle spørgsmål om Guds eksistens med et ja, ikke dogmatisk, snarere dialektisk. Så stærk er hans tro og hans kunst, at han tid efter anden – i sine malerier – indlod sig på en teologisk disput med Venezias præster. Menneskets vej fra syndefald til genopstandelse var et af hans bærende temaer, behandlet med et temperament, en hast og en overlegenhed, der foruroligede toscaneren Vasari (15111574), den europæiske kunsthistories fader.
I Dogepaladset, væk fra Storrådets sal, møder man først fortrinsvis den midaldrende kunstner, der om sig selv ved, at han er et geni – og hyldes som sådan – men nægter at falde til ro, et gemyt, der hele tiden skal ligge forrest, hele tiden vil beundres. Nok var Tintoretto troende, også i den henseende, at han som sine landsmænd, venezianerne, troede, at man skulle sørge for sig selv. Han var kun sjældent en gentleman i sin omgang med kollegerne på kunstmarkedet i det rige, men pengebevidste Venezia. Og ærligt talt, hvorfor skal kunstnere være mere moralske end forretningsmænd, som lever af at sælge pølser, lampeskærme eller kanoner? Han bredte sig, som han kunne, og han kunne
Hvorfor skal kunstnere være mere moralske end forretningsmænd, der sælger pølser, lampeskærme eller kanoner?