BLÅ BØGER
Duften, eller lugten om man vil, af nyproduceret gulvtæppe er det første, man registrerer, når man betræder udstillingssalen på Heart i Herning. Det er der naturligvis en årsag til, da en del af iscenesættelsen af Jon Rafman og Ry David Bradleys udstilling ”letmein” består af nydesignede tæpper, som fylder gulve og vægge i rummet.
Centralt i Jon Rafmans afsnit er placeret en konstruktion, på hvilken udspiller sig to handlingsforløb, der ganske dramatisk perspektiverer museets linje, når det drejer sig om fremtiden, the future, der udgør et af museets tre udstillingsprogrammer med design og historie som de øvrige hjørnesten i trekanten.
Der går ikke længe, inden man genkender motiverne i de levende billeder fra de specialvævede tæpper, der indrammer handlingsforløbene på vægge og gulv. På den ene projektion oplever man ikke specielt hyggelige miljøer. Den mennesketomme verden er præget af tilsyneladende forladt industri og deprimerende hospitalsstuer. Samtidig er det umuligt at overhøre en stemme, der giver beskueren et indblik i et handlingsmønster, som underbygger de mareridtsagtige sekvenser, man ser for sig.
På den modsatte side er tingene anderledes specifikt udmålt, da der her optræder mennesker i harmoni med disse diverse væsner, som kunne være undsluppet fra en anden verden som avatarer i webuniverset ”Second Life”, hvilket man troede meget på som et alternativt liv i cyberspace for en halv snes år tilbage.
Opmuntrende univers
Hvis Jon Rafman har ret i sine forudsigelser vedrørende verdens vordende fremtoning, ser det ikke lyst ud for menneskeheden. Det tegner derimod dystert og tungsindigt, men der er som bekendt altid opmuntring at hente, hvis man vel at mærke gider transponere sig efter forholdene. Således tegner der sig en helt anden ro i Ry David Bradleys sektion af ”letmein”, der i øvrigt kan oversættes som en sammenfatning af ”luk mig ind”.
Bradleys installation med et større antal vævede og delvist abstrakt forankrede arbejder sætter beskueren ind i en landlig idyl, som betones af en helt anden motivverden på væg og gulv, end man oplevede hos Rafman. Ganske vist er finishen her også udført ved hjælp af gulvtæpper, men nu befinder vi os i et landskabeligt univers uden lyde og faktisk befriet for dramatiske scenerier. Her vil man langt hellere lukkes ind, men måske er denne stilfærdige verden en form for utopi i eftertiden?
Lyset er dæmpet på Heart, hvor man nu kan opleve et dobbeltsidigt udstillingsprojekt, som giver såvel pessimistiske tilknytninger som glædelige associationer i re- lation til en fremtid, som ingen aner, hvorledes kommer til at udspille sig.
Der ligger et dunkelt skær over udstillingens autonome organisme, og heri forefinder man såvel udstillingens skræmmende styrke som dens fascinationskraft.
Computerspil på museum
Heart er et kunstmuseum, og som et lidt uforståeligt kuriosum har man valgt at indrette museets anden halvdel i en iscenesættelse, der viser, hvorledes computer- og konsolspil har udviklet sig gennem de seneste årtier.
Men for det første er jeg ikke en eksistens, der besidder noget som helst æstetisk eller personligt behov for at placere mig ved en sådan maskine, og for det andet finder jeg, at udstillingen ”Next Level” er vanskelig at placere i en billedkunstnerisk kontekst. Født 1979 i Australien.
Tog i 2013 en MFA (Master of Fine Arts) fra Victoria College of the Arts, University of Melbourne.
Har i de seneste år udstillet i bl.a. London, Berlin, Paris og New York. Født 1981 i Canada.
Tog i 2004 en bachelor i filosofi og litteratur fra Mcgill University i Montréal og i 2008 en MFA fra School of the Art Institute i Chicago.
Har i de senere år haft flere udstillinger i USA og i Canada.
Begge kunstnere har hver for sig og sammen udforsket det virtuelles påvirkning af samfundet, særligt set i lyset af den klassiske kunst og den historiske udvikling.
Der ligger et dunkelt skær over udstillingens autonome organisme, og heri forefinder man såvel udstillingens skræmmende styrke som dens fascinationskraft.
Jeg bliver dog umiddelbart inden mit besøg på museet bekendtgjort med, at dette interaktive projekt har haft 3.000 besøgende i løbet af de første to uger, og det er vanskeligt at argumentere mod høje besøgstal i samtidens museumsverden, så det vil jeg i retfærdighedens navn undlade.