Hvis van Gogh havde været forfatter
Berømt hollandsk forfatter udkommer for første gang på dansk og fornøjer med en næsten impressionistisk prosa.
NOVELLER
SMÅ TITANER
190 sider, 268 kr.
Jensen & Dalgaard
På dansk ved Miriam Boolsen Nescio kaldte han sig. Det er latin og betyder ”jeg ved det ikke”. Nomen nescio (forkortes NN) betyder: ”Jeg kender ikke navnet” eller ”ukendt navn”.
Jan Hendrik Frederik Grönloh (1882-1961) ønskede ikke at lægge navn til sine lejlighedsvise skriblerier. Ikke fordi han ikke var stolt af dem, men fordi han var bange for, at de kunne skade hans karriere i et handelskompagni.
Tiderne var andre dengang i begyndelsen af 1900tallet. Forfattere og kunstnere tilhørte én kaste i befolkningen, borgerdyr som Nescio en anden. Og som det fremgår af de ni noveller i samlingen ”Små titaner”, solidariserede Nescio med de små, de forhutlede og de kreative i Amsterdams klassedelte samfund.
Eftertiden har taget Nescio til sig, og han regnes i dag som én af Hollands vigtigste prosaister. Det er ikke uden grund, at det lille kvalitetsforlag Jensen & Dalgaard vover det ene øje med denne første danske oversættelse.
Amoralsk, ikke umoralsk
”Små titaner” er momentvis vældigt underholdende, mens visse af teksterne virker i højere grad som skitser til historier; velskrevne, javel, men ikke så pokkers vedkommende eller sammenhængende.
Den første fortælling, ”Snylteren”, er lårklaskende morsom. Her introduceres vi for noget af det brogede persongalleri, der går igen i flere af novellerne: Skriverkarlen og jegpersonen Koekebakker, den sjælfulde maler Bavink og den mere borgerlige Hoyer. Samt altså Japi, snylteren. En fyr, som uden blusel spiser en anden mands sidste pølse, ryger hans dyrebare cigarer og snupper hans jakke, når han skal hjem i regnvejr.
Et dumt svin? Overhove- det ikke. Nescio skildrer Japi som en mand med et andet livsindhold end os andre. Ikke umoralsk, snarere amoralsk.
Japi synes, det er spild af sit dyrebare liv at sidde på et kontor og rode med tørre papirer. Han vil hellere bruge tiden på at betragte havet, solnedgangen, andre mennesker. Og ja, konse- kvensen er jo så, at man må låne sig frem hos lønslaverne for at få mad i munden og tøj på kroppen.
Det fine er, at Nescio via sit alter ego Koekebakker og ikke mindst maleren Bavink giver udtryk for, at der skal være plads til den slags mennesker. Vi andre må være rummelige og lade os inspirere af de anderledes tænkende, også selv om de er p…irriterende.
Skriver vidunderligt
I novellen ”Små titaner” møder vi Koekebakker og Bavinks andre venner fra drengeårene. Seks knægte uden en klink på lommen, men med hovederne snurrende af drømme om en gylden fremtid befriet for borgerskabets kedsommelige normer.
Man genkender idealerne fra sine egne ungdomsår, så fint tegnet op her, og undrer sig over, at en gryende generation i Holland for 100 år siden gik rundt med præcis de samme tanker. Og at også de lod sig korrumpere af ma- terialismens lokketoner.
Nescio skriver vidunderligt, om end til tider noget usammenhængende.
De mange solnedgange, havoverflader, togskinner – der bruges til at sætte vores korte liv i uendelighedens perspektiv – er malet med ord, som forfatterens landsmand, van Gogh, gjorde det med sin pensel nogle få år før. Man ser snildt, hvad motivet forestiller, men det hjælper at træde lidt tilbage og knibe øjnene sammen.