En snørklet rejse gennem Europas tågede erindring

Der er en stor lettelse forbundet med at være nået til vejs ende i Péter Nádas krævende værk "Parallelle historier", selv om sidste bind langtfra opklarer de spørgsmål, som de to første rejser.

ROMAN

PARALLELLE HISTORIER BIND 3 – FRIHEDENS ÅNDEDRAG På dansk ved Péter Eszterhás 752 sider, 299,95 kr.

Rosinante ”Frihedens åndedrag” afslutter Péter Nádas’ gigantiske romanværk ”Parallelle historier”. Som de to forudgående bind er den skræmmende og fascinerende, frastødende og tiltrækkende, uforståelig og krystalklar. Og umulig at få et sikkert greb om.

Igen må vi kigge langt efter et sammenhængende epos med begyndelse, hoveddel og afslutning, igen må vi manøvrere i et kor at stemmer, som sjældent taler færdigt.

Præcis som det var tilfældet i bind et og to kastes vi hovedkulds ind i handlingen. Det skaber en illusion om, at romanpersonerne også lever i pauserne mellem de tre romaner uden vores beskuen og medleven. Og at deres tid løber parallelt med vores, til trods for at vi befinder os i hvert vores århundrede.

Sådan er det med den kollektive bevidsthed. Den er både samtidig og fortidig og strømmer som en fælles, vidtforgrenet flod under individets egen historie. En gang imellem åbnes dækslet, fortrængningen splintres, og da flyder det ud med vragrester og ubehagelige dunster, hvis oprindelse fortaber sig i det uvisse.

Og så alligevel, for mellem romanens talrige, abrupte situationer og ufuldstændige dialoger indskyder Péter Nádas sammenhængende fortællinger fra Anden Verdenskrig, som lader ane, hvorfor personerne er så mørklagte og vrangvendte.

En mental hovedpine

I ”Frihedens åndedrag” får vi den kyniske fortælling om en samling tyske og ungarske forskere, der udfører racebiologiske eksperimenter i 1940’erne. Forfatteren udpensler nådesløst, hvordan en flok drenge på en institution i Ungarn udsættes for videnskabelige undersøgelser af direkte sadistisk karakter med det ene formål at skabe en sund, arisk nation.

Det er så barskt beskrevet, at jeg måtte springe et par sider over for ikke at få det dårligt.

Flere af personerne fra de to forrige bind optræder også i ”Frihedens åndedrag”. Vi følger den homoseksuelle Carl, der stakåndet er på flugt fra politiet efter at have været med i et vanvittigt og perverteret orgie på et herretoilet sammen med andre homoseksuelle.

Vi lytter til Gyöngyvér, der for en gang skyld ikke ligger i sengen sammen med sin utrættelige elsker, men øver sin sangstemme hos fru Szemzö, den selvsamme kvinde som den jalousiplagede arkitekt Madzar er helt fortryllet af nogle årtier tidligere. Og vi efterlader dem uden at vide, hvordan deres historie ender.

Hele værkets ånd er at få pulsen til at banke tungt mod tindingerne, og det lykkes. Efter andet bind har vi mental hovedpine over historiens skændsler. Måske er det grunden til, at ”Frihedens åndedrag” opleves så udmattende.