Politisk venstrefløjsaktivisme i svensk udgave
Bind otte i Jan Guillous serie ”Det store århundrede” fokuserer videre på tredje generation i familien Lauritzen i 1968.
ROMAN
DEM DER DRÆBER DRØMME SOVER ALDRIG (DET STORE ÅRHUNDREDE, BIND 8)
(De som dödar drömmar sover aldrig, 2018)
Oversat af Anders Johansen 436 sider, 299 kr.
Modtryk Eric Letang, der er tredje generation i Jan Guillous familiesaga, har lagt sine ambitioner om at blive forfatter i det moderigtige krydsfelt mellem amerikansk ”Ny Journalistik” og fransk ”Ny Roman” bag sig. I stedet har han skrevet en slags selvbiografisk roman i gammeldags socialrealistisk stil efter opdrag fra sin litteraturkritikertante Johanne, der jo optrådte som modstandskvinde i bind nummer fem, ”Blå stjerne”.
Det bogmanuskript er foreløbig forblevet en skriveøvelse og er endt i skrivebordsskuffen, for Eric har rigeligt travlt med sit job som advokatfuldmægtig i et af Stockholms travleste og mest kontroversielle advokatkontorer. Samtidig passer han sit engagement med støtte til forskellige palæstinensiske organisationer, der forsøger at skabe en stat i Mellemøsten.
Så Eric er, i kraft af sit valg, særdeles aktiv på venstrefløjen, og, i kraft af sin arv, lidt af en verdensmand med hang til livets luksusgoder.
Det med arven får en helt konkret betydning i dette bind otte. For da Onkel Sverre dør, efterlader den kunstinteresserede homoseksuelle onkel sig en betydelig formue i form af modernistisk kunst. Efter råd fra Eric og hans danske fætter Henning testamenterer han uegennyttigt sine to oliemalerier af van Gogh– til Rigsmuseet i Amsterdam. Men da først resten er solgt, er der rigeligt til den efterhånden store Lauritzen-familie i både anden og tredje generation.
En langsom historie
Eric har under sin første store sag om thalidomid-ofrene lært den tyske advokat, revolutionære Gertrude at kende. De har også fået et barn sammen. Nu er tidspunktet kommet til, at Gertrude vil forsøge at skabe en tilværelse med Eric og barn i Sverige. Men lige inden sker der voldsomme ting.
Det politiske klima i Forbundsrepublikken omkring 1970 er præget af sammenstød mellem radikale revolutionære og nervøst politi. Eric kan ikke lide, hvad han ser af politiske drab og flykapringer. Han forsøger alt, hvad han kan, at holde de svenske revolutionære væk fra radikalismens onde spiral.
Da Eric rammes af det betændte internationale politiske klima på allertætteste hold, må han i gang med at sikre sin søn og også gøre sit til, at Sverige undgår de tyske tilstande.
Der er, som i forrige bind syv, mange mellemregninger i Guillous nu unægteligt meget langsomt fremadskridende historie.
Den generation, der er opvokset som 68’erne, hvad enten de var engagerede, modstandere eller blot så på, kan sagtens genkende munkemarxisternes dengang ordrige diskussioner og politiske manifester. Der er også meget genkendeligt om de tyske Raf-medlemmer, Vietnamkrig, Præsident Nixon og Watergate. Til sidst dukker konturerne af danske Blekingegade-aktiviteter så op.
Meget idé-roman
Det særlig Guillou-aftryk i serien har været den tyske vinkel på en 20. århundrede-historie, de fleste nok har været vant til at se fra angloamerikansk perspektiv. Det fortsætter så som sympati for den palæstinensiske sag, i forlængelse af forfatterens arabiskorienterede romanserie om Arn og talrige politiske debatindlæg.
Der er efterhånden gået meget idé-roman i Guillous store projekt.
På den ene side har vi svensk sædeskildring i kærligt-ironisk lys – Guillou har jo aldrig lagt skjul på sin glæde ved livet i overhalingsbanen – på den anden knivskarp analyse af de bevægede år i 70’erne, da Palme var statsminister, Folkehjemmet nogenlunde intakt, og Säpo kun skydeskive for de mest kritiske svenske røster, så som krimiforfatterne Maj Sjöwall og Per Wahlöö med deres erklærede marxistiske hensigt.
Der kan loves en sjov overraskelse for Guillou-læsere i romanens allersidste linjer.
På den ene side har vi svensk sædeskildring i kærligt-ironisk lys, på den anden knivskarp analyse af de bevægede år i 70’erne, da Palme var statsminister, Folkehjemmet nogenlunde intakt, og Säpo kun skydeskive for de mest kritiske svenske røster.