»Hvordan har det været ikke at vokse op med din far?«
Det spørgsmål har Hella Joof svært ved at svare på, fortæller hun her i et uddrag fra sin og Karen Thisteds nye bog “Bryster skal hoppe når man hikker”.
Fortæl nu om din far. Det lidt du ved. Hvordan du mødte ham.
Det startede med, at en af mine fætre kom til Danmark, fordi han skulle studere på Landbohøjskolen. Han havde fået min mors navn af min far og opsøgte os.
Hedder du egentlig Joof efter din far? Ja, jeg hed Hella Joof Pedersen, for min mor hed Pedersen, indtil hun blev gift, hvorefter hun kom til at hedde Nielsen. Det var noget rod, for så hed hun Nielsen, og jeg hed Pedersen, og da jeg var femten, sagde jeg, at jeg helst bare ville hedde Joof – efter min far.
Så din mor havde givet dig din fars efternavn, selv om de ikke var sammen. Tak for det, siger jeg bare.
Det er jeg også meget taknemmelig for. Det kunne hun jo godt have ladet være med. Hun kunne bare have sagt til dig: ”Jeg ved ikke, hvem han er, og hvor han er.” Og hun kunne have tænkt: “Hun skal i hvert fald ikke have hans navn, og hun skal ikke vide noget om ham.” Den ros skal hun have – oppe i himlen.
Ja, hun skal. Men sådan var hun slet ikke, det var vigtigt for min mor, at jeg vidste det. Hun havde billeder af ham, som hun viste mig, og hun fortalte meget om ham – for eksempel, at han læste jura og altid lå i sin seng, når han skulle forberede sig eller læse til eksamen. Det var en af de ting, jeg kunne genkende, for det gjorde jeg også. Jeg boede i min seng med mine bøger rundt om mig, og jeg havde en rigtig god ven, Troels, som også var brun, og når vi kom hjem fra skole, lå vi altid i sengen og snakkede, indtil vi faldt lidt i søvn. Det er meget Afrika, det der med at ligge og småsove lidt.
Men jeg skal have hele historien, Hella. Fætteren fandt så dig og din mor. Var han helt sort?
Jep. Min familie er fra Gambia. Og de er virkelig kulsorte. Næsten blå!
Og hvordan gik det så til, at du kom ned og besøgte din far?
Jeg kan ikke huske i detaljer, hvordan det gik til, og hvordan det blev arrangeret. Men jeg fløj derned sammen med min fætter og blev installeret på et hotel.
Alene på hotel? Som 15-årig. Var det ikke mærkeligt?
Jo. Det hele var mærkeligt, Karen. Og jeg har fortrængt noget af det. Jeg var mest sammen med mine kusiner, men en dag skulle vi ind og hente noget på et kontor. Eller det troede jeg, og der stod så en to meter høj kulsort mand, og jeg tænkte: ”Det er min far.” Jeg vidste det bare. Han gav mig hånden, og så spiste vi noget mad på en restaurant. Sikkert noget kylling. Det var en ... kraftig oplevelse, men samtidig mærkeligt udramatisk. Ikke særlig Sporløs-agtig med violiner og suspense. Mere sådan dagligdags: ”Har du spist?”-agtig.
Men sagde dine kusiner ikke: ”Nu skal du hen og møde din far”... ?
Nej, det gjorde de ikke. Måske tænkte de, at de ikke ville gøre mig nervøs, eller også var det bare ikke noget vildt særligt for dem. Afrikanere er ikke så sentimentale.
Var det den eneste gang, du så ham? Nej, jeg var også hjemme i min fars hus – My father’s house – som man siger i Afrika, men det var heller ikke noget, der blev gjort meget ud af: ”Nå, men så er du her. Fint nok.” Jeg tror, han havde det sådan: Jo flere børn, jo bedre. Han gav mig nogle smykker og noget tøj, men det var ikke sådan, at han tog sig af mig. Jeg var ikke en stor begivenhed, og hans kone var ikke særlig interesseret i mig. Hun troede måske, at jeg kom for at få del i hans penge. Og det var jo slet ikke det, det handlede om. Måske syntes hun bare, jeg var irriterende. Jeg var jo en dansk teenager med en masse ringe i ørerne, og jeg røg pibe.
Men hvad betød det for dig? At du så din far og din familie.
Det betød uendelig meget. Det var essentielt at vide, af hvis lænder jeg udsprang – hvorfra jeg havde min farve, mit ansigt og min hjerne. Men det var også meget vigtigt at se mine ældre kusiner. Jeg kunne se på deres gigantiske numser og tænke: “Sådan en får jeg også en dag.” Og de bevægede sig så lækkert. De havde alle sammen meget høje clogs på – du ved sådan nogle høje træskosandaler – og stramme nederdele og hovedbeklædning. Jeg fik syet noget tøj, der var magen til, og fik den samme slags sko, og så gik jeg rundt og følte mig mærkeligt hjemme. Jeg kunne godt mærke, at jeg ikke bare var en Hella Joof, forfatter
Sorte mennesker ler på en bestemt måde. Med sådan nogle halslyde. Jeg faldt helt ubesværet ind i den toneart.