Bedemandens bøn: »Vi skal blive bedre til at tale om døden«
Bedemand Tommy Schnell Jepsen fra bedemandsforretningen H.J. Madsen i Aarhus mener, at vi er alt for dårlige til at tale om døden – og at det skaber en masse problemer og konflikter, som nemt kunne være undgået.
Du har været bedemand i 26 år. Hvad er det for et arbejde, du udfører?
»Det er et meget alsidigt job. Der er den del af jobbet, som handler om at tage hånd om den afdøde. Og så er der den del, der handler om de pårørende. Om at lytte og give dem en god behandling. Det er et arbejde, hvor man ikke bare kan gøre tingene om, og derfor er det yderst vigtigt, at de pårørende føler sig forstået og får sendt deres kære af sted på den bedst mulige måde. Det er min opgave, at processen forløber godt, uden at de skal bekymre sig for meget.«
Hvad er det for nogen pårørende, du møder?
»Det kommer tit an på, hvem den afdøde er. Hvis det er et ældre menneske, der har levet et langt og godt liv, er det ikke altid så sørgeligt. Men sommetider er det et barn, og så er situationen en anden. Det er ikke særligt behageligt, men jeg skal jo stadigvæk udføre mit arbejde.
Det hele handler meget om at fornemme stemningen og møde de pårørende på deres præmisser. Men det går igen, at døden altid kommer lidt bag på alle – selv om den afdøde er gammel. Det er som om, at hvis vi ikke taler om den, så kommer den ikke. Døden. Men det er jo helt forkert.«
Hvorfor er det så vigtigt, at vi taler om døden?
»Fordi vi alle skal herfra en dag. Og det gør bare hele processen nemmere, når vores pårørende står og skal planlægge begravelsen. Jeg har flere gange oplevet børnene blive uenige, fordi de vil have det på hver deres måde. Og de har ikke lige fået snakket med deres forældre om døden, mens de stadig var i live. Pludselig er det for sent, og så kan bølgerne gå højt. Vi kan gøre vores børn en kæmpe tjeneste, hvis vi får taget samtalen om døden, mens vi stadigvæk er her.«
Hvordan får vi nemmest talt om døden?
»Man kan starte med det lille hæfte, der hedder “Min sidste vilje”, hvor man kan besvare en lang række spørgsmål i forbindelse med dødsfald. Det er et godt udgangspunkt for at starte samtalen. Man kan jo eventuelt sætte sig og gøre det sammen i familien. På den måde bliver det måske lidt lettere at få startet snakken. Der findes bare ikke et godt tidspunkt, men det er en god idé alligevel.
Når man har udfyldt hæftet, afleverer man den ene del til bedemanden, der passer på det, og så beholder man selv den anden del. På den måde er der ingen tvivl, når de pårørende efterfølgende sidder hos bedemanden. Der findes også et hæfte, der hedder “Når nogen dør”, som er et fint lille opslagsværk med svar på en lang række spørgsmål omkring dødsfald.«
Skal vi både tale med vores børn og børnebørn om døden?
»Vi skal tale med de mindste om døden, for hvis vi giver dem et naturligt forhold til døden, så vokser de op og giver det videre. Og sådan kan alting blive meget nemmere. I vores bedemandsforretninger, har vi en børnebog, der hedder “Hvor går man hen, når man går bort”.
Det er en lille fortælling om døden i børnehøjde, for vi skal selvfølgelig ikke skræmme børnene fra sans og samling, men tale med dem om, hvad der sker, når man bliver gammel eller hvis man bliver meget syg. Og det kan de altså sagtens klare. Ofte er de meget nysgerrige.«
Jeg har flere gange oplevet børnene blive uenige, fordi de vil have det på hver deres måde.
Gør I noget som bedemandsforretning for at komme tættere på befolkningen?
»Vi vil rigtig gerne være synlig i bybilledet, på samme måde som andre forretninger er. Vi skal nedbryde fordommen om, at vi kun er alvorlige mænd i sort tøj. Det er vi langt fra. Døren er altid åben, og man kan altid komme forbi og snakke over en kop kaffe.
Derudover tager vi også gerne ud til konfirmandforberedelse og taler med de kommende konfirmander om, hvad der sker, når nogen dør. Sådan helt praktisk.
Vi tager også ud på blandt andet Sosu-skoler, så dem, der skal passe på os i hjemmeplejen eller på plejehjemmet, ved, hvordan de skal håndtere en afdød bedst muligt – og hvem bedemanden egentlig er. Vi skal være en naturlig del af samfundet.« Tommy Schnell Jepsen, bedemand